Skrevet af Trine Barslev
Den første store familiefest siden fødslen har nu meldt sin ankomst. Tøjet er købt, håret klippet, farvet og stylet, og barnet er programmeret til sen middagslur til klokken 1730. Det kan ikke gå galt!
Jeg har talt ned i flere måneder! Den første store familiefest siden fødslen har nu meldt sin ankomst, og jeg har besluttet mig for, at det må være min tur til at få en hyggelig aften fuld af (voksen)snak, grin og kontakt med mennesker fra omverdenen - og måske en bette drink eller 2.
Jeg skal være ærlig og sige, at det er med en vis skepsis, at rejsesengen bliver pakket og kørt ud til mormor og morfars hus. Godt nok er de garvede babysitters med hele 6 børnebørn i bagagen, men alligevel. Det er jo trods alt første gang i barnets 14 måneder lange liv, at hun skal puttes andetsteds end hjemme hos mig. Mormor forsøger med optimisme i stemmen at berolige mig - Stella er jo sådan en nem pige og vil helt sikkert komme til at hygge sig så meget, at hun nok skal falde hurtigt i søvn hjemme ved dem. Og jo, det kan hun jo have ret i!
Alt er derfor blevet planlagt og nøje udført ned til mindste detalje. Tøjet er købt, håret klippet, farvet og stylet, og barnet er programmeret til sen middagslur til klokken 1730.
Hvis jeg bare trækker maven ind resten af aftenen, kan man slet ikke se, at jeg lige har spist en ordentlig omgang rester fra i går. Det kan ikke gå galt!
Klokken står på 1807, da vi – kun 7 minutter forsinket – med fuld fart arriverer i indkørslen til det sted, hvor festen skulle holdes. Alle gæsterne står samlet til den obligatoriske velkomstdrink udenfor, og det er nu, vi skal bestå prøven som den perfekte familie med det artige barn, det store overskud og det brede overblik.
Jeg vil bevise, at alt dette sagtens kan lade sig gøre, selv om vi er unge forældre.
De første 10 minutter forløber over al forventning. Stella sidder lidt betuttet på armen, mens hun iagttager de mange fremmede mennesker. Hun formår rent faktisk at charmere sig ind hos de fleste, mens jeg stornipper til cocktailen. Jeg har bare den gode fornemmelse. Hvis hun nu bare bliver ved med at være så medgørlig, kan jeg ikke forlange mere. Tænk, at det kan rent faktisk godt lade sig gøre at have små børn med til familiefester!
Jeg når kun at tænke tanken til ende, før hun begynder at vride sig på armen i protest. Hun vil ned, og det skal være nu! Shit! Ikke allerede! Jeg prøver at tysse på hende og smile lidt cool rundt til de omkringstående, hvis opmærksomhed stiger i takt med vrideriet. Samtidig vokser fornemmelsen i mit indre af, at dette slag vist allerede er tabt. Jeg kan kende signalerne. Det her vil ende rigtig grimt, hvis jeg ikke giver efter for hende, og mit mere og mere stramme greb omkring hende på min arm må løsnes om nøjagtig 2 sekunder, hvis jeg vil undgå en scene foran alle de mennesker.
En hurtig tanke går til pusletasken – jeg må have fat i hendes sko, så jeg kan slippe hende løs. Og det er lige præcis her, det går op for mig, at tasken stadig står hjemme på badeværelset sammen med bleerne! Panik!!
I næste øjeblik ser jeg mig selv snige manden ud fra menneskemængden midt i alle "Goddag´erne" og beordre ham hjem med lynets hast. Stellas tålmodighed er lig nul, og på de næste 45 sekunder bliver flere stilarter inden for kategorien "Flitsbue med skinger lyd" præsenteret. Kan ikke gøre andet end at grine lidt undskyldende til publikum, der med øjne så store som tekopper beundrer Stellas vilje og skingre toneleje.
Imens føles minutterne som timer. Kom nu med de sko, for pokker!! Jeg ser ingen anden udvej tilbage end at slippe hende fri fra sit fangenskab, også selvom dette må blive i hendes fine, hvide strømpebukser. Men ok, der er trods alt flisebelægning, hvor vi står forsamlet.
Jeg burde have forudset hendes næste træk. Selvfølgelig sætter hun straks spurten over mod den store græsplæne 5 meter fra os. Jeg prøver at forhindre hendes flugtforsøgt igen og igen… Og igen. Jeg ved jo, at hvidt tøj i kombination med nyslået, aftenvådt græs ikke er et hit. Efter fire indfangninger med højlydte protester til følge må jeg give op og lade Stella få sin vilje. Hun hviner højlydt, mens hun med hastige skridt iler hen over græsset. Dejligt at trampe rundt i vådt græs, men dejligere er det dog at smide sig ned i det med den nye flotte kjole. Så kan hun ligge der med græs i håret. Suk!
Heldigvis bliver vi i næste nu kaldt ind til bordene. Så kan vi skjule os i mængden.
Det skal nok hjælpe med at viske det mindre imponerende førstehåndsindtryk ud i de feststemte gæsters erindring. Det er trods alt begrænset, hvor meget ravage et 1-årigt barn kan lave i et lukket rum. Barnets far er heldigvis også spottet længere nede i forsamlingen med sko og bleer. Nu er vi i det mindste to til at tøjle hende.
Da en kort velkomsttale fra værten er netop overstået, kan vi sætte os til bords. At Stella så atter engang vil fremvise flitsbuen, da hun skal bakses i højstolen, kom vel næsten som forventet. Jeg vælger alligevel at se chokeret ud med udtrykket: ”Sådan plejer hun bestemt ikke at opføre sig.” Lige lidt hjælper det. Hun stikker i et højt, overdøvende og vedvarende hyl.
Jeg kan mærke rødmen og hedeturen opstå i ansigtet på mig. Hvorfor er det lige, at man i den situation er blevet placeret mellem fremmede mennesker, som man ikke lige kan bede om en hjælpende hånd? Jeg har lyst til grave mig ned! Jeg skuler over på faderen, som forsøger at ignorere sceneriet og lade som om, Stella og jeg er ikke eksisterende.
"Lad hende da gå", hører jeg manden til højre for mig sige med overbærenhed i stemmen, og meget imod mine principper ser jeg mig selv sætte vores bundhysteriske barn ned på gulvet.
At seancen derefter fortsætter i gulvhøjde, er bare endnu et uforudset gode, der gør situationen om muligt endnu mere tilspidset.
1, 2, 3, 4. Træk vejret dybt ned i maven, hold vejret lidt, puuust ud! Ikke gå i panik nu, bare smil og snak i behersket toneleje. Jeg må nu kravle rundt på gulvet eller konstant bukke mig for at styre hende. Imens sluger de nysgerrige publikummer ved bordene alt. Jo, de er sultne, kan jeg se. Jeg giver lige den nærmeststående dræberblikket, mens jeg kan se, han kæmper desperat med at flytte fokus fra, hvad jeg tror, er mit barn og mig som en enhed. Jeg må sande, at det er forkert. Min trøje er pludselig blevet mere nedringet, end jeg bryder mig om. Så kig dog den anden vej eller vær lidt diskret, prøver jeg forgæves at telepatere.
Mens jeg retter mig op og forsøger at få orden på klæderne, får barnets far en tilstræbt behersket, men dog meget præcis albue i siden. Han træder nu med fornyet energi ind i arenaen og genoptager kampen for at få ro på barnet. Imens slår jeg min selektive hørelse til – Ahh! Nu er det min tur til at lade som ingenting for et øjeblik, mens jeg ud af øjenkrogen kan skimte faderens ihærdige kamp for at neutralisere situationen. Et øjeblik følte jeg mig faktisk ramt af pludselig indtrådt tinnitus.
Jeg tager en kigger rundt i lokalet og ser folks overbærende blikke mod os. Jeg kan med klarhed læse deres tanker: Åh, de unge hårdt prøvede forældre med deres første barn. Ak ja. En bemærkning falder i det samme fra damen overfor og rammer lige dér, hvor det gør mest ondt: "Åh, hvor kan jeg huske det! Hvor er jeg glad for, at det er overstået!" Og flere omkringsiddende nikker indforstået og samtykkende.
Hvad skal jeg dog bruge den info til? Med det samme laver jeg lige et indre memo til mig selv: Når Stella kommer over denne periode, vil jeg aldrig nogensinde belemre andre småbørnsforældre med denne kommentar!
Tager en ordentlig slurk af glasset med hvidvin, der står på bordet. Jeg har travlt med at komme på højde med situationen og de øvrige gæsters allerede opløftede stemning. Jeg når lige at få den sidste tår ned, da Stella slår over i et toneleje der ikke er til at tage fejl af. Dette går ikke over på normal vis. Kæresten sender mig vedvarende opgivende blikke og trækker på skuldrene. Jeg har fattet hentydningen.
Allerede inden hovedretten er serveret, er det på tide at vende snuden hjemad.
Det er ikke fair at skulle belemre resten af festen med skinger opera, der dårligt klinger med musik a la suppe-steg-og-is.
En smule røde i ansigterne går vi den tunge gang hen til værtsparrets bord for at sige tak for i aften, mens vi beklagende slår ud med armene og lægger ansigterne i lidende folder. Vores flugt bliver ikke ignoreret, skønt vi lister alt det, vi kan.
Stella øver sig endnu på de højere diskanter. Men allerede på vej ud af døren falder støjniveauet fra vores barn hørbart.
Stella bliver installeret i autostolen, og vi kigger på hinanden. Jo, det noget hysteriske stemningsleje er med ét borte, og vi kan på afstand høre gæsternes summen og fuglenes sang. Bilen bliver startet op og sørme så, om damen på bagsædet ikke for alvor begynder at pludre og snakke i et langt mere positivt stemmeleje, og hendes ansigt løser sig med ét op i et afslappet babysmil.
Vel hjemme og i vante omgivelser får jeg hende puttet uden brok, og hun falder omgående i søvn med et ligeså saligt smil. Jeg sidder nogle minutter i værelset og betragter vores lille (og meget stille!) vidunder, mens jeg i mit stille sind priser mig lykkelig for, at jeg trods alt havde fået fyldt maven med gårsdagens rester, før vi kørte hjemmefra.
Tja, konklusionen på dette må være, at alt ikke kan planlægges. Selvom alt det praktiske var på plads, glemte vi et øjeblik, at vi havde fået barn. Heldigvis var der en, der huskede det.
Anmeld
