Hvorfor er jeg bange når nu det er vores ønskebarn?

Den 26-08-08 blev vi endelig forældre til en dejlig og velskabt søn.

Desværre udviklede fødslen sig til et akut kejsersnit og jeg har aldrig været så bange i mit liv.
Følelsen af afmagt, frustration og frygt i tiden hvor de lå på operationsstuen, der på et splitsekund blev afløst af en ubeskrivelig lykkerus da de gav mig min søn i armene og fortalte at mor nok skulle klare det!

Selv om både mor og søn har det godt idag og er kommet hjem, så spøger den enormt ubehagelige oplevelse fortsat i baghovedet.

Kunne have mistet begge 2, hvis ikke lægerne havde grebet ind.

Hvordan takler man disse enormt forskellige følelser?
Det ene øjeblik er man super lykkelig og pavestolt af sin søn og hans dejlige seje mor, og 2 timer efter kan man være nede i kulkælderen af ren frygt for at man ikke slår til og ikke er god nok!

Han er i den grad et ønskebarn og vi har kæmpet i mange år for at blive gravide. Nu er han her så, og vores drøm om en lille familie har taget sit første store skridt - hvorfor har jeg så disse ambivalente følelser?

Jeg elsker min hustru og min søn og vil gå i døden for deres skyld.

Så hvorfor....?

Stort Tillykke med jeres søn...:) Hvor er det dejligt at han er velskabt og at både mor og barn har det godt igen...

Jeg tror det er meget normalt for en far at være med til fødslen og føle den afmagt som du beskriver. Uanset hvor meget man glæder sig til det lille vidunder kommer til verden så kan man fra det ene øjeblik til det andet være græbet af angsten for at miste.. både kone og barn..

Jeg ved ikke hvordan man takler de følelser du beskriver, men jeg tror at de forsvinder stille og roligt med tiden, når sønnen skal døbes/navngives, hans første pludre ord, pludselig en dag kan han selv sidde op og kravle for senere at lære at gå... Jeg tror det er noget man ligger bag sig med tiden, man glemmer det aldrig, men man lære at leve med det... Og priser sig lykkelig for at det gik så godt alligevel på trods af alle ens frygter for det modsatte...

Knus fra Camilla.

Kæmpe tillykke med jeres søn:)

Jeg tror bestemt ikke det er unormalt det du føler. Du er gået igennem den største lykke og den største frygt på en gang. Drømmen om at blive en familie er ved at gå i opfyldelse, men samtidig ligger de personer der er vigtigst for dig på operationsbordet og du kan intet gøre... Jeg kan godt forstå at du har følt dig enormt magtesløs og bange!!!

Er der ikke mulighed for at snakke forløbet igennem med jeres jordemoder eller lægen der var til stede under kejsersnittet? Det tror jeg ville være rigtig godt for dig, så du kan få vendt dine tanker og følelser. Selvfølgelig vil det nok blive bedre med tiden, men jeg tror det bedste vil være at få bearbejdet de følelser du har så du kan være en fuldt ud lykkelig far.

Held og lykke med det hele.

Kram fra Mathilde

Tillykke med sønnen =)
Jeg vil sige som Mathilde, prøv at snakke forløbet igennem enten med den læge der var til stede, eller med jeres jordemoder, de ved jo hvad der er sket og kan forklare dig de forskellige ting osv... Godt nok får man et kopi af hele fødsels forløbet (det regner jeg da ihvertfald med at man også gør ved kejsersnit), men det er bare ikke det samme som at snakke med en der var tilstede og vidste hvad der skete og skulle ske.....
Håber du får det bedre med det hele snart.......
(H) og held og lykke med sønnikke =)
Randi, mor til to.... :D

Tingene går indimellem hurtigt i denne verden.

Vil starte med at takke jer for jeres kommentarer - det luner.

På barselsafsnittet kom der en jordemoder og snakkede fødslen igennem med os - men ikke den jordemoder der var med under operationen.

Jeg har snakket med min familie, min hustru og hendes søster om tingene, og så sent som idag med sundhedsplejersken og alt har faktisk ledt frem til en meget entydig konklusion:

Oplevelsen på patienthotellet i Viborg.

Jordemødrene her var/er så opslugte af tanken om at alle mødre skal amme - koste hvad det vil (dette sagde sundhedsplejersken også, samt andre læger som er bekendte af familien)!
Dette betød faktisk at vores dejlige søn (som lige nu ligger og sover sødt, trygt og mæt), direkte blev sultet de første 2 dage på patienthotellet, da de ikke kunne fatte at han altså var født 14 dage over tid og dermed havde brugt sin "madpakke".
Dermed var han jo også meget urolig, panisk og desperat de første dage derovre, da de ikke ville give os noget modermælkserstatning, så han kunne få noget næring. Dermed også urolige og ulykkelige forældre!

Først nu hvor vi er hjemme på 3. døgn og vi nu følger vores instinkter 100% går det godt - mælken falder mere og mere til, vi bliver mere og mere rolige og alt kører sådan set som det skal og sønnike har taget på igen, så han nu kun ligger 170 gram under fødselsvægten - dejligt!

Vi blev også bekræftet i at det vi har gjort efter vi kom hjem og gør er det rigtige - både for vores søn og for os selv.

Nu glæder jeg mig bare enormt meget til at starte med mine 14 dages barsel + 14 dages afspadsering på mandag, da jeg er på kursus i denne uge.

Følelser er der stadig mange af, men alle er de nu lykkelige og fyldt med kærlighed til både vores søn, og hans mor, som jeg altid har elsket, men nu nærmest er blevet nyforelsket i efter 7 år sammen.

ej hvor lyder du til at blive/være en god far og mand.. skønt!!
og tillykke med det lille vidunder..

jeg har selv født på ALT for at folk skal amme.. og måske også lige rigeligt..
det tog 4 dage før jeg fik lov at give min søn erstatning.. det var kanon hårdt.. og bestemt ik noget jeg mindes som en positiv oplevelse.. derfor skal der også stå i min jonal næste gang at jeg ik vil presses til at amme.

ammer din kæreste nu?

kram fra mig

Sikke et forløb i har haft i viborg.. Jeg fødte også selv i viborg, men oplevede ikke det du beskriver med at amme for en hver pris, jeg prøvede, men efter 2 dage "opgav" jeg... og gav min søn flaske i stedet for, hvilket der slet ikke var et problem...

Hvor lyder det dejligt at i næsten er ny forelsket igen, det er utroligt hvad sådan et lille vidunder kan gøre ved mennesker... Og hvor er det godt at I følger hvad i synes er bedst for jeres søn...

Knus fra Camilla.

Sikke en træls oplevelse på viborg patienthotel. Det er da en underlig holdning...

Hvor er det dejligt at høre at alt går godt og det nu er de lykkelige følelser du oplever:)
Endnu engang tillykke.

Kram fra Mathilde

et STORT tillykke med det lille vidunder :D
Nyd dine 28 dage, sådan en barsel går alt for hurtig.
hej fra jannie c.

Tak for alle jeres indlæg - de varmer.

Ikke alle har de samme oplevelser på Viborg Sygehus, men jeg har efterhånden snakket med en del der faktisk har haft tilsvarende oplevelser med Viborg Sygehus.

Men alt er jo individuelt og jeg kan da kun være glad på andres vegne når det lykkes for dem.

Min hustru ammer ikke længere.
For det første kunne vores søm ikke finde ud af at blive lagt til og tage det han kunne få der og så supplere med MME - men det forvirrede ham.
Så malkede hun ud, men var tæt på en depression fordi hun ikke følte hun havde tid og overskud til at være mor for vores søn.
Så nu er han ren flaskebarn på MME, og han er langt mere rolig og afbalanceret end før, hvilket vi også selv er blevet.

Og frem for alt - nu har vi overskud til ham og hinanden....