Teenager igen igen....:-/

Som nogen ved har vi jo nogle udfordringer med en teenager herhjemme. Vi har råbt på hjælp forskellige steder, men det er jo ikke lige til. Pt. er vi i gang med et forløb med skolepsykologen, det går ud på at vi forældre taler med hende og skal så iværksætte nogle ting herhjemme og får så et par opfølgende samtaler. Ialt kommer vi til at møde hende 3 gange og vores teenager har hun så ikke brug for at møde.

Vi (eller far og søn) skal lave et 10-turs klippekort med oplevelser som far og søn skal have sammen. Det skal ikke være dyre ting som biograf eller fodbold, men fisketure og lign, hvor de rent faktisk har mulighed for at tale sammen imens.

Og her kommer så mit dilemma: Far tager ikke initiativ, så hvis der skal ske noget, så skal det komme fra mig - og jeg har bare ikke lyst. Jeg (og jeg er hudløst ærlig så lad være med at slagte mig) synes bare ikke han fortjener ekstra opmærksomhed, sjove oplevelser med far osv. Jeg synes jo at det er noget man gør sig fortjent til, og ikke noget man får fordi man pjækker, lyver, truer og slås. Jeg ved jo godt - kan godt tænkte så langt - at det er det der skal til, eller vi skal ihvertfald prøve om det kan virke, og jeg skammer mig over at jeg ikke bare kan se ud over egen næsetip og gøre hvad fagfolk siger der er bedst for drengen.

Det er jo også svært at forklare søskende at den dårlige opførsel bliver belønnet med hyggeture, men det skulle vi (jeg) jo nok kunne finde ud af, men jeg skal først ha' overbevist mig selv om at jeg skal være den voksne i det her.....

Så kom lige med alle de gode forklaringer, pædagogiske krummelurer og hvad jeg ellers skal bruge for at komme videre...

Har ingen krummelurer eller pædagogiske overvejelser, men ville lige give dig et

Træls at din mand ikke selv kan tage initiativ, men tænker altså nogle gange at sådan er mænd. De vokser op hos deres mor og hopper så videre til en ny "mor". Tænker også ind i mellem at min mand intet ville huske hvis jeg ikke var her, og det eneste han kan tage initiativ til er sex! Håber de kan undskylde sig med at det er genernes skyld og at det jo er fordi vi er født redebyggere og de ikke er, ellers er det squ for træls.

Held og lykke med at sparke manden igang, og jeg håber at det virker for jeres søn.

Marianne

www.stjerneleg.dk

Hej.

Jeg føler virkelig med dig, det må føles så hårdt ikke at kunne trænge igennem til drengen og samtidigt føle at far ikke hjælper så meget som han kunne.

Hvad er årsagen til at din mand ikke tager initiativ til klippekortet? Har han det på samme måde som dig, at han heller ikke ønsker at belønne for dårlig opførsel eller ligger der noget andet bag? Måske burde I tage en snak jer to, om hvordan I får systemet op at køre, og bliver enige om aktiviteter der kan være gavnlige, uden at blive for meget af det gode.

Måske glider det hele også bedre ned for jer, hvis I samtidigt laver klippekort for resten af familien? Klippekort for jer som kærester, eller bare "alene tid" hvor du eller din mand kan bruge tid på egne interesser imens den anden tager over med børnene, og klippekort for hvert af børnene med nogle af deres yndlings interesser. På den måde signalerer I at I gerne vil bruge kvalitetstid sammen med jeres dreng, men også prioriterer jer selv og de andre børn.

Jeg håber I finder en løsnig både du og din mand kan gå ind for, så I alle sammen får en bedre hverdag. Og som du selv skriver, er det jo værd at prøve fagfolkenes forslag af. Det kan i hvert fald ikke skade. Bare husk at prioritere hinanden og jeres andre børn også. Jeg tror på, at jo bedre man har det med sig selv og sit parforhold, jo mere har man også at give af til sine børn.

Håber det bedste for jer

Mvh

Krabben

Krabben skriver:

Hej.

Jeg føler virkelig med dig, det må føles så hårdt ikke at kunne trænge igennem til drengen og samtidigt føle at far ikke hjælper så meget som han kunne.

Hvad er årsagen til at din mand ikke tager initiativ til klippekortet? Har han det på samme måde som dig, at han heller ikke ønsker at belønne for dårlig opførsel eller ligger der noget andet bag? Måske burde I tage en snak jer to, om hvordan I får systemet op at køre, og bliver enige om aktiviteter der kan være gavnlige, uden at blive for meget af det gode.

Måske glider det hele også bedre ned for jer, hvis I samtidigt laver klippekort for resten af familien? Klippekort for jer som kærester, eller bare "alene tid" hvor du eller din mand kan bruge tid på egne interesser imens den anden tager over med børnene, og klippekort for hvert af børnene med nogle af deres yndlings interesser. På den måde signalerer I at I gerne vil bruge kvalitetstid sammen med jeres dreng, men også prioriterer jer selv og de andre børn.

Jeg håber I finder en løsnig både du og din mand kan gå ind for, så I alle sammen får en bedre hverdag. Og som du selv skriver, er det jo værd at prøve fagfolkenes forslag af. Det kan i hvert fald ikke skade. Bare husk at prioritere hinanden og jeres andre børn også. Jeg tror på, at jo bedre man har det med sig selv og sit parforhold, jo mere har man også at give af til sine børn.

Håber det bedste for jer

Mvh

Krabben

Tak for dit svar.

Jeg tror min mand er så vant til at jeg ligesom sørger for det hele, så han kan ikke selv finde ud af at få det prioriteret. Og så tror han heller ikke på at det virker, men jeg har forklaret at vi bliver nødt til at prøve, for noget skal der ske.  Skolepsykologen har bedt mig om at sørge for at klippekortet bliver lavet, nu hvor far ikke selv kan, så det bliver jeg jo nødt til. Vi kan jo ikke brokke os over at vi ikke får hjælp nok, hvis vi ikke selv er positivt indstillet og afprøver de forslag vi får.

Det er da en rigtig god ide at lave nogle flere klippekort. I øjeblikket handler næsten alt jo om at forsøge at få ro på Kasper, og det påvirker jo også de andre børn, og det påvirker i høj grad også vores humør, så vi har allesammen brug for lidt at glæde os til - udover julen. Så det vil jeg da bestemt se om vi ikke kan finde ud af.

At din mand ikek gider tage initiativ er det så det samme der er skyld i at drengen har det svært...at faderen ikke har været der, gidet det...

Jeg ville ikke se det som om han får bonus får dårlig opførsel, men mere som at I skal bygge noget godt op for at skifte spor.

Men det er da klart det ikke er dig der skal stå for det,....men tænker om det måske mere er far end søn der er problemet?

Held og lykke med det...

Synes stadig du er en sej papmor..

Jeg har sådan tænkt på jer, Rikke og på, hvordan det går med Kasper? Det lyder besynderligt, at skolepsykologen ikke vil møde ham - hvad er mon årsagen til dette?

Jeg er enig med Krabben i hendes synspunkter

Jildes skriver:

At din mand ikek gider tage initiativ er det så det samme der er skyld i at drengen har det svært...at faderen ikke har været der, gidet det...

Jeg ville ikke se det som om han får bonus får dårlig opførsel, men mere som at I skal bygge noget godt op for at skifte spor.

Men det er da klart det ikke er dig der skal stå for det,....men tænker om det måske mere er far end søn der er problemet?

Held og lykke med det...

Synes stadig du er en sej papmor..

Og det er jo lige det der med at se det som at skifte spor istedet for at se det som en bonus jeg skal "lære". For der er jo ingen tvivl om at der skal ske noget, og det giver jo meget fin mening at vi skal gøre noget mere for ham, men jeg synes samtidig at det, for mig, et lidt bagvendt at "belønne" den dårlige opførsel - men det er jo så egentlig heller ikke det vi gør....

Mht. hensyn til far og være fraværende, så har du, som jeg ser det, ramt plet! Begge hans forældre har jo været fraværende, og far kan ikke helt se at det ikke er nok at være fysisk tilstede, der skal være noget mere til, og storebror har altid fået meget mere opmærksomhed pga. sin fodbold, og Kasper har aldrig haft noget som hans far har villet/kunnet (kan man putte t på der?) deltage i.

Og tak for rosen - det varmer når man selv føler sig alt andet end sej

Baagøe skriver:

Jeg har sådan tænkt på jer, Rikke og på, hvordan det går med Kasper? Det lyder besynderligt, at skolepsykologen ikke vil møde ham - hvad er mon årsagen til dette?

Jeg er enig med Krabben i hendes synspunkter

Jeg talte med skolens SSP konsulent i anden anledning, og hun fortalte at det faktisk er meget sjældent at skolepsykologen taler med eleverne, så det er åbenbart helt normalt. Jeg synes jo må være nemmere at rådgive forældrene hvis hun selv har talt bare 1/2 time med barnet.

Det går faktisk slet ikke godt. Han pjækker ofte fra timerne, han ryger, han lyver, han truer os hvis han bliver vred osv. osv. Det er sååå frustrerende. Det er jo lige meget hvad man siger til ham eller beder ham om, så får man et arrogant provokerende svar så man liiige skal tælle til 487 før man svarer. Det er rigtigt anstrengende, og når mig og far så slet ikke er enige om hvordan vi håndterer det, så giver det jo endnu større problemer.

Men nu er jeg begyndt konsekvent (iflg. aftale med skolepsykologen) at vende ryggen til ham, eller bede ham om at gå på værelset, hvis jeg kan høre han er vred og gerne vil diskutere. Så får han besked på at vi kan tale om det senere for lige nu ville det bare ende i skænderi. Det kræver altså en del af mit temperament bare at vende ryggen til fornærmelser, men der er jo ingen anden udvej.....og jeg er blevet rigitg dygtig til at tælle...

Åh altså Rikke, hvor er du bare sej.... Jeg tager fandme hatten af for dig... Jeg havde kastet håndklædet i ringen for længe siden.... Og jeg bliver helt flov og de ting jeg bliver irriteret over med min papdatter.

Jeg har jo spurgt dig til råds nogen gange, men jeg kan desværre ikke give dig nogen råd. Men synes godt nok at det er en vatarm af en mand du har og du må elske ham højt siden du bliver. Det i er igennem kan da ødelægge en hver familie...

Jeg håber at i kommer godt igennem det og din mand værdsætter din store indsats, og Kasper gør det om nogen år!!!

Hatten af for dig!!!

Heidi B skriver:

Åh altså Rikke, hvor er du bare sej.... Jeg tager fandme hatten af for dig... Jeg havde kastet håndklædet i ringen for længe siden.... Og jeg bliver helt flov og de ting jeg bliver irriteret over med min papdatter.

Jeg har jo spurgt dig til råds nogen gange, men jeg kan desværre ikke give dig nogen råd. Men synes godt nok at det er en vatarm af en mand du har og du må elske ham højt siden du bliver. Det i er igennem kan da ødelægge en hver familie...

Jeg håber at i kommer godt igennem det og din mand værdsætter din store indsats, og Kasper gør det om nogen år!!!

Hatten af for dig!!!

Tak Jeg har altså også ofte lyst til at kaste håndklædet, og især fordi jeg jo også frygter hvordan det påvirker mine egne 2. Det er rigtig svært. Og ja, han er sgu en vatarm, og der er da bestemt også dage hvor jeg må spørge mig selv hvad det egentlig lige er der gør at jeg stadig er her.....det er meget fristende at gå.

Men jeg tror lidt (plat måske) at det er fordi jeg frygter hvordan det vil gå med Kasper hvis jeg ikke gør noget. For der sker jo ikke så meget hvis ikke det er mig der tager føringen, og hans mor er jo slet ikke inde i billedet. Og han er jo en skøn dreng og han har virkelig mange gode kvaliteter, og jeg frygter lidt at han ender helt galt hvis vi (jeg) opgiver.

Men altså - jeg tænker bestemt også maaaange tanker som ikke tåler dagens lys.... 

 Tak