JA nummer 2 og sidste skulle have været der d. 9/11-08 men det havde hun ingen planer om. Så da jeg er gået 2 dage over (11.11.2008) har jeg opgivet at føde inden for kort tid, selvom jeg i ugen op til havde nogle meget kraftige plukveer.
Vi kører ned til min mands bedstemor efter at vi har været på McDonalds og der er vi kl. 18.30 ca. Vi sidder og får en kop kaffe og snakker lidt frem og tilbage og jeg sidder og rykker rundt for har lidt uro i kroppen, men tænker ikke videre over det. Så pludselig begynder vi at snakke om at jeg er gået over tid og gad vide hvornår det sker. Og bedstemoderen siger at d. 11/11 da er en sjov dato at have fødselsdag på. Så siger jeg "Ja så skal hun godt nok til at skynde sig". Jeg griner lidt og skal så rykke på mig igen. Og så kan jeg mærke en slags bobbel briste og kan selv høre et "Plok". Og jeg havde lige hørt nyhederne gå i gang så kl. er nu 19.00.
Jeg siger ingenting men går med samlede ben ud på toilettet for er nok klar over at det er vandet der er gået (er 2. gangs fødende). Min søn sidder på toilettet ham for jeg viftet væk, og står og småsiver, da jeg klemmer meget sammen for at forsøge at holde på det. Så kommer jeg på toilettet og så vælter det bare ud af mig og jeg kan ikke stoppe det. Kalder på min mand, han kommer og jeg siger: " Vandet er gået!" Okay, jamen hvad så?? Ja jeg vil gerne hjem. Tager et par håndklæder, sætter mig ind i stolen og drikker resten af min kaffe. Har ingen veer endnu. Forsøger at tage det stille og roligt selvom jeg har sommerfugle i maven da jeg skal være mor igen inden for kort tid.
Da kaffen er drukket færdig kører vi hjemad. Har ca. 10 km hjem. Pludselig siger jeg til manden at nu kan jeg altså godt huske hvordan veer føles. Der kommer rent faktisk 2 på 10 km men jeg tænker ikke så meget over det. Så kommer vi hjem og jeg skal på toilettet og min mand pakker bilen og sønnens taske. Han skal ned til min mor og far.
Og jeg kan ikke blive færdig på toilettet. Tænker så at det er nok fordi hun allerede er på vej ned. Tørrer mig, rejser mig og når ikke længere end til vasken. Må lige koncentrere mig der. Kommer derefter ind i stuen og får ringet til fødegangen som man skal når vandet er gået. kl. er nu 19.20. Hun spørger om jeg har veer og jeg siger jah... og så får jeg en og snakker ikke til hende da jeg skal koncentrere mig meget. Nå der fik du en ve siger hun så. Ja siger jeg. Men den var da ikke så slem siger hun. Og jeg sagde jamen vi har næsten 1 times kørsel så jeg vil gerne komme. Kunne godt mærke at den var gal. Jeg får lov til at komme. Vi får ringet til mine forældre der skal møde os på vejen og overtage sønnike. På vej ud i bilen begynder veerne at vælte ind over mig. Havde ellers mobilen parat til at tage tid med men det opgiver jeg med det samme da det ikke kan lade sig gøre. Prøver virkelig at holde mig i skindet og ikke ømme mig de først 30 km hvor sønnike er med, men hold da op hvor jeg havde ve storm. Kl er 20.17 da sønnike bliver afleveret og vi har stadig 50 km at køre. Så giver jeg los og lader kroppen tage over. Skriger og pruster og stønner. Har ikke en pause mellem veerne overhovedet.
Da jeg så endelig har en pause kan jeg bare mærke hvordan hun kommer længere og længere ned. Der var stadig 20 km til sygehus på dette tidspunkt. Siger til min mand at nu føder jeg. Har lige haft hånden nede og undersøge og kan bare mærke at jeg er meget åben.
Så begynder presseveerne og jeg har helt glemt at jeg skal gispe så jeg prøver at trække vejret stille og roligt, hvilket man ikke kan under presseveer og det bevirker at hun faktisk er på vej ud.
10 km før beder jeg min mand ringe til sygehuset og sige de skal stå klar for nu kan jeg ikke mere og hun er næsten ude.
kl. 20.45 er vi ved fordøren af sygehuset og de står klar med båre og 2 personer. De hiver mig ud af bilen og op på båren og så afsted. Min mand parkere bilen. Først der får jeg at vide at jeg skal gispe og så kunne jeg pludselig huske det.
Så kommer jeg over på fødebriksen, de får tøjet af mig og jeg får at vide at jeg bare skal presse. Jeg er fuldt åben. Det tror jeg ikke på men de får mig overbevist og jeg presser. Hun måler hjertelyd og den dykker desværre under presseveen og retter sig ikke igen. Så jeg hører at hun tilkalder en fødselslæge da hun vil lægge kop. Så spørger jeg hvorfor hun vil bruge kop. Jamen det var fordi hjertelyden dykkede og ikke rettede sig igen så hun skulle ud og det skulle være nu. Jamen så lad os få hende ud sagde jeg. Jamen så skal du bare presse alt hvad du kan og blive ved selvom du ikke kan mere. Okay... det gjorde jeg så, jordemoderen hjalp lige med et par fingre bagtil, men vupti så var hun ude. Da jeg lige har fået hende på maven kommer fødselslægen og ser os. Hun siger så: "Ja det nåede jeg heldigvis ikke". Kl. er nu 21.02. Så lidt over 1½time fra vestart og 2 timer fra vandafgang.
Jeg tudede som en gal da hun var blevet født. Kunne overhovedet ikke følge med. Det viste sig at hendes navlesnor max. var 25 cm lang og var blevet trukket ud i fuld længde og det var derfor hjertelyden dykkede.
Men puha en hurtig fødsel. Dejligt nok men psykisk var jeg slet ikke med og kan stadig tage mig selv i at føle mig "snydt" da jeg ikke havde til til at "nyde" nr. 2 fødsel. Men men, sådan er det. Tak fordi I gad læse
Anita
Anmeld
