Hvordan forestiller I jer fødslen?

Hej allesammenJeg er virkelig kommet i sving med at gennemtænke, hvordan jeg gerne vil have min fødsel skal foregå. Eller rettere sagt, hvordan drømmefødslen kunne forløbe. Jeg skal til mit sidste besøg hos jordemoderen i morgen tidlig. Så jeg vil aflevere en ønskeseddel... Det er faktisk den anden jeg kommer med, men i mellemtiden har jeg skiftet mening. På den ønskeseddel, jeg afleverede sidst stod bla at jeg ønskede mest mulig smertelindring og at fødslen skulle igangsættes om nødvendigt. Den seddel jeg skriver nu står at jeg ønsker en mest mulig "naturlig fødsel" (uden smertelindring og vedrop)... Til gengæld med naturlig smertelindring (massage, vejrtrækning, akupunktur etc)Dvs en 180 drejning...Hvordan forestiller I jer drømmefødslen? Hvad gør Jer bange, hvis I er bange?knus Iben

Jeg vil rigtig gerne have det de vist nok kalder en "blid fødsel" for barnet.

Det drejer sig om at barnet bliver født naturligt, bliver født i vand, at der ikke er spots lige i hovedet på det når det kommer ud, altså dæmpet belysning. At barnet får lov til at sunde sig hos mor, inden det skal undersøges, tjekkes osv. At navlesnoren først bliver klippet når den stopper med at pulsere. At barnet selv får tid og lov til at søge efter brystet INDEN det bliver taget fra moderen. At barnet ikke bliver målt osv. før efter 2-3 timer. At barnet får lov til at være, og f.eks. ikke bliver trykket hårdt under fødderne for at begynde at skrige (det gør de MANGE steder!) Det er slet ikke nødvendigt at barnet skriger når det kommer ud. Der er nogen der påstår at et barn der skriger er et barn i stress og det tror jeg faktisk er rigtig nok. Kirstine græd ikke da hun kom ud, hun lå bare og kiggede og undrede sig, he he. Men der var jo "fyldt med liv" i hende, og det er ikke nødvendigt med skrigeturen for at lungerne kommer igang. Derudover pulserer navlesnoren jo også et par minutter efter barnet er født, og leverer frisk ilt direkte! Så ingen trykke-fod-tortur her, tak!

De fleste af tingene ser jeg som helt almindelig "sund fornuft", og Mikkel er heldigvis enig med mig. Da jeg nævnte det lidt forsigtigt (altså jeg var lidt bange for at han mente jeg var lidt hippi-agtig) så kiggede han bare undrende på mig og sagde noget a la: Jamen SELVFØLGELIG skal Bimmeren ikke lyses i hovedet, eller over til JDM når han er født. Han skal da bare lige ligge og "være" lidt ovre hos dig!

SÅ det håber jeg på! Altså at han ikke er blå, skal have ilt, eller gnubbes hårdt for at komme igang!

Selve fødslen; altså jeg håber da det kommer til at gå i jævnt pænt tempo og at jeg ikke sprækker, men altså jeg har ikke de store ønsker/krav i den retning, ud over at det hele må foregå hjemme!

Uhh jo. En ting. Hvis jeg skal syes bagefter så VIL jeg altså have bedøvelse først. Det fik jeg ikke med Kirstine og de 3 sting gjorde dælme næsten mere ondt end selve fødslen!  Det var så åbenbart også fordi at den lille rift var i nærheden af klitoris, at man der har ekstra mange nervebaner... JO TAK!

 

Nu er det jo min første gang og har næsten 3mdr til termin, så jeg aner minus om op og ned  

Men jeg må indrømme at jeg er SÅÅÅÅÅ nervøs for den fødsel, og jeg glæder mig virkelig til at vi skal igang med at snakke fødsel med jordemoderen! Jeg er bange for smerterne og tænker at jeg skal ha det jeg kan få (er dog også bange for den der epidural blokade eller hvad det hedder, det må da også gøre nas!). Om det er naturlige smertelindringer eller en nål, hmm det har jeg ikke den store holdning til endnu.

Synes det hele er rigtig svært når det er første gang, for jeg kan kun læne mig op af min jordemoder, og så ta imod alt den information jeg kan få.

Men jeg forestiller mig et smertehelvede og så det ultimative største øjeblik i vores liv, når vi endelig har vores lille basse i vores arme, og hold op jeg glæder mig til det er overstået!

DK skriver:

Jeg vil rigtig gerne have det de vist nok kalder en "blid fødsel" for barnet.

Det drejer sig om at barnet bliver født naturligt, bliver født i vand, at der ikke er spots lige i hovedet på det når det kommer ud, altså dæmpet belysning. At barnet får lov til at sunde sig hos mor, inden det skal undersøges, tjekkes osv. At navlesnoren først bliver klippet når den stopper med at pulsere. At barnet selv får tid og lov til at søge efter brystet INDEN det bliver taget fra moderen. At barnet ikke bliver målt osv. før efter 2-3 timer. At barnet får lov til at være, og f.eks. ikke bliver trykket hårdt under fødderne for at begynde at skrige (det gør de MANGE steder!) Det er slet ikke nødvendigt at barnet skriger når det kommer ud. Der er nogen der påstår at et barn der skriger er et barn i stress og det tror jeg faktisk er rigtig nok. Kirstine græd ikke da hun kom ud, hun lå bare og kiggede og undrede sig, he he. Men der var jo "fyldt med liv" i hende, og det er ikke nødvendigt med skrigeturen for at lungerne kommer igang. Derudover pulserer navlesnoren jo også et par minutter efter barnet er født, og leverer frisk ilt direkte! Så ingen trykke-fod-tortur her, tak!

De fleste af tingene ser jeg som helt almindelig "sund fornuft", og Mikkel er heldigvis enig med mig. Da jeg nævnte det lidt forsigtigt (altså jeg var lidt bange for at han mente jeg var lidt hippi-agtig) så kiggede han bare undrende på mig og sagde noget a la: Jamen SELVFØLGELIG skal Bimmeren ikke lyses i hovedet, eller over til JDM når han er født. Han skal da bare lige ligge og "være" lidt ovre hos dig!

SÅ det håber jeg på! Altså at han ikke er blå, skal have ilt, eller gnubbes hårdt for at komme igang!

Selve fødslen; altså jeg håber da det kommer til at gå i jævnt pænt tempo og at jeg ikke sprækker, men altså jeg har ikke de store ønsker/krav i den retning, ud over at det hele må foregå hjemme!

Uhh jo. En ting. Hvis jeg skal syes bagefter så VIL jeg altså have bedøvelse først. Det fik jeg ikke med Kirstine og de 3 sting gjorde dælme næsten mere ondt end selve fødslen!  Det var så åbenbart også fordi at den lille rift var i nærheden af klitoris, at man der har ekstra mange nervebaner... JO TAK!

 

Det er godt du nævner, hvad der skal ske efter fødslen, jeg har nemlig ikke fået skrevet det på sedlen. Jeg vil også gerne have ro og fred. Så kan de komme med sprøjterne etc. til lidt senere. Der sker nok ikke noget ved at få en pause fra de hvide kitler, når puslingen endelig er kommet ud. Så jeg har også tænkt mig at frabede mig oxytocin efter fødslen, moderkagen kommer jo ud af sig selv, og den kunstige oxytocin skulle (efter sigende) overdøve den naturlige med det resultat at man ikke føler sig så overhamrende lykkelig.. 

Iben

Så langt har jeg ikke tænkt endnu, men har jo også 10 uger igen. Skal til fødselsforberedelse i næste uge og så får jeg vel en ide om hvad jeg har mest lyst til. Men det hjælper helt bestemt at læse jeres ideer, så jeg kigger lige med her

Jeg er jo en af de sidste i vores kvartal, så jeg har ikke nået at tænke vildt meget over det endnu

Men altså, lige siden jeg blev gravid har jeg slået et slag for "naturlig" fødsel. Forstået på den måde, at jeg VIL bevare min tålmodighed (så godt som muligt) og lade den lille fyr komme når han er klar. (med forbehold, for jeg er nok ikke stemt for at gå 3 uger over tid, eller gå til termin hvis det redder os begge at han kommer ud før osv.)
Alt det der med at tigge igangsættelse osv., håber jeg meget jeg kan lade være, som har været mit ønske fra starten.

Jeg forventer, at fødslen kommer til at gøre nas, at vi bliver forvirrede, bekymrede, usikre og helt rundt på gulvet - INDEN! Under fødslen forventer jeg, at JM guider mig - og os - og respekterer de ønsker jeg har, som ikke er sindsygt mange, blot at hvis jeg kan undvære det, vil jeg ikke smertelindres med andet end vand, massage, vejrtrækning og evt. akupunktur.

EFTER fødslen har jeg ikke så mange tanker om, for jeg ved ikke hvordan jeg reagerer på den der slimede klump Måske synes jeg han er herreulækker, og at de godt må tage ham og lige tørre det værste og sådan, måske er jeg så forelsket at jeg aldrig nogen sinde vil give slip på ham.. Som udgangspunkt skal han op til mig med det samme, så må farmand vente lidt..

Jeg skal til fødselsforberedelse i januar, og skifter måske mening derefter, men indtil videre er det hvad jeg er nået til Jeg er ikke på nogen måde bange for at føde, og har aldrig været det. I hvert fald ikke for smerterne. Jeg er spændt på alle de følelser der overrumpler mig bagefter, men decideret angst kan jeg ikke fremskaffe endnu. Vil også 100 gange hellere have ondt, end kvalme

jeg kan faktisk ikke helt finde ud af hvordan jeg ønsker den skal foregå ... altså sidst fik jeg epiduralblokkade og den var overdreven effektiv, så effektiv at jeg ikke kunne mærke presseveerne og derfor sprækkede fordi jeg jo bare blev nødt til at presse når jordemoderen sagde til! .. Men jeg har så lav en smertetærskel (når man har nemt ved smerter ik?) at jeg bare SKAL ha noget smertestillende - kan slet ikke forestille mig at skulle igennem en fødsel uden noget  .. Men tænker lidt at spørge om man kan komme i vand som smertelindring - det skulle være rigtig godt, men ender sikkert med at få en epiduralblokkade igen... skal lige ha det snakket igennem med min jdm..