Lunae skriver:
Jeg vil gerne forsøge at svare på dine spørgsmål, men tænker egentlig lidt, at det er meget individuelt!
Jeg er lige fyldt 24 år og min kæreste er 2 år yngre end mig. Vi er begge studerende og har i september fået en fantastisk lille datter. Vi har været kærester i 6,5 år og vores lille vidunderbarn var helt planlagt. Folk som kender os har ikke betvivlet at vores graviditet var planlagt og alle har været super glade på vores vejne. Vi har dog mødt mennesker, som ikke kender os personligt, der har spurgt os om lillepigen var planlagt osv. Jeg synes det er træls at skulle forsvare hvorfor vi har valgt at få børn nu! Et eller andet sted har jeg bare ignoreret hvad andre har tænkt og ment, og det tænker jeg også bare at du skal gøre!
I forhold til at din kæreste og dig kun har været sammen i et halvt år, så tror jeg det er helt naturligt at folk tænker om i nu er sikre på hvad i gør. Men altså igen, så er det jo kun jer selv der ved om det er det rigtige! Men må jeg spørge hvorfor det haster? er det fordi du gerne vil være ung mor eller er der også andet?
Når jeg tænker på at skulle være studieaktiv og have en lille baby, så ville jeg nok sige nej tak. Jeg er sikker på, at man godt vil kunne klare det, hvis det virkelig er det man ønsker, men nu har jeg gået hjemme med lille Camille i knap 3 mdr og jeg nyder virkelig hverdagen med hende. Jeg ville ikke have nok overskud til lillepigen, hvis jeg skulle læse hver gang hun sov. endvidere tænker jeg også, at man ikke ved hvordan ens barn er. Lille Camille havde kolik og græd i mange timer hver aften (det er heldigvis slut nu). Jeg havde ikke rigtig overskud til noget andet end blot at holde en hverdag kørende! Men igen, det er jo meget individuelt. Hvis du vil blive på dit studie uden at tage barsel, så kan du sikkert godt det, men det bliver knaldhårdt uanset hvor mange timer du har på skolen.
Nå men jeg håber du kunne bruge min lange smøre til noget og pøj pøj med projekt baby 
Tak for dit svar, og du har helt sikkert ret i, at det er individuelt 
Du har nok ret i, at man bare må prøve at ignorere folks svar. Det er jo altså ikke mange år siden, at normen var, at man fik barn som ung, og ydermere er der, i følge mig, nok en grund til, at chancerne for hurtig graviditet er størst, når man er i 20'erne. Grunden til, at man nu venter så mange år, før man får børn, tror jeg er fordi, at kvinderne for alvor er kommet på arbejdsmarkedet, og er mere karriereorienterede
Jeg mener nok jeg skrev dette i startindlægget, men måske tager jeg fejl Jeg har altid ville være ung mor. Min mor var 21, da hun fik mig, og det har haft en helt ekstrem betydning for vores forhold. Min mor og jeg er nærmest bedste venner, og jeg kan tydeligt mærke forskel på hende og så på venners forældre, som måske først fik dem i 30'erne. Hun er meget mere ungdommelig og kan relatere sig til mit liv, og det ønsker jeg også at give videre til mit barn. Jeg har faktisk fået fortalt hende om vores planer nu, og hun er super glad og støttende
Vi har ikke travlt, men det føles rigtigt nu. Jeg synes, at man skal stole på sin mavefornemmelse og intuition. Vores forhold har ganske naturligt bevæget sig hurtigt, uden det egentlig har været bevidst. Det var bare naturligt. På vores 2. date besøgte jeg ham i hans lejlighed og overnattede, og jeg er ikke taget hjem endnu Siden vores 2. date har vi været sammen hver dag og hver nat, og derfor flyttede jeg også ind hos ham efter 1½ månede. I og med at vi har været sammen uafbrudt nærmest siden 2. date betyder også, at vi naturligt har nået nogle milepæle hurtigere, end man måske ville gøre i et forhold, hvor man så hinanden en 4-5 gange om ugen, og ikke altid sov sammen. Vi er også over nyforelskelsesfasen, hvor alt er lyserødt, og man ikke kan se hinandens fejl og mangler. Så helt naturligt går det stærkt, uden det er intentionelt. Det føles bare rigtigt.
Vi er nok også begge unge-gamle, så at sige. Vi er ikke partymennesker, og har ikke alle de der ungdommelige behov om partaaay, og vi føler ikke, at der er en masse ting, vi mangler at udleve.
Angående barsel, så er det selvfølgelig individuelt, og jeg er helt klar over, at det bliver rigtig hårdt. Jeg har ingen tanker om, at det bliver nemt. Men det kan lade sig gøre! Jeg startede på et andet studie sidste år, som jeg dog fandt ud af, ikke var mig, og der var en af mine studiekammerater gravid. HUn fødte i starten af 2. semester, holdt ikke barsel, og har klaret det forrygende. Og hun har endda mange undervisningstimer Så jeg tror godt, jeg kan klare det, og det hjælper rigtig meget, at vi har baglandet i orden, som er klar til at støtte os. Nu er jeg jo heller ikke alene med barnet, der er jo også en far
Men tusind tak for dit svar, jeg håber, at mit svar måske også gav en større forståelse for vores ønsker og planer
