Nu er jeg godt nok 30 (og dermed tudse gammel ;-)), men jeg var selv 18 da jeg blev gravid første gang, og faktisk blev jeg gravid den da vi kørte i Hestevogn efter at være blevet HF studenter.
Der er ikke nogen tvivl om at det er hårdt at være mor som 19 årig. Ikke fordi man ikke kan magte det, men fordi ens omgangskreds måske bare ikke er det samme sted i livet. Ting ændrer sig når man får en baby, og selvom man sikkert sagtens kan få lillen passet hos bedsteforældre og den slags, så er det bare ikke altid man har lyst til det. Man får nye prioriteter og nye interesser og det kan godt være rigtigt svært når de veninder man før var tætte med pludseligt ikke forstår en.
- Men man kan også være heldig at veninderne bliver vidunderlige legetanter og at alt det med baby bare passer perfekt ind til trods for alderen.
Jeg har været studerende ca næsten lige siden jeg fik det første barn (jeg har fået flere siden da, også mens jeg har været studerende). Min umiddelbare tanke er at noget af det vigtigste når man bliver ung mor, er at holde sig for øje hvad det er man gerne vil med livet ud over at være mor. Altså fx uddannelse, rejser, interesser man gerne vil pleje og den slags.
Man kan sagtens uddanne sig selvom man har et barn, man kan sagtens rejse jorden rundt selvom man har et barn, og man kan sagtens have fritidsinteresser og alt det andet man brænder for. Nogle ting skal måske sættes på hold de første år, men det skal de uanset hvor gammel man er når man bliver mor.
Det vigtige er at du og din kæreste snakker om hvad det er i gerne vil med jeres liv, og forsøger at prioritere de ting, sådan så en baby ikke bliver en hæmsko men derimod en berigelse. Snak om hvad i drømmer om, og vær lidt kreative i jeres løsninger. Måske skal i bo i en lille lejlighed de første år fordi i så bedre har råd til at studere, eller måske skal i bo i en anden by fordi det giver jer begge muligheder.
I skal bare huske at snakke om det en masse - for ellers kan i ikke hjælpe og støtte hinanden når ting er svære.
Herhjemme har mantraet altid været at vi gerne vil at børn skal være en stor del af vores liv, men de skal ikke være hele vores liv.
Det har virket for os, og det har betydet at jeg har kunne passe mine studier så meget at jeg nu skal i gang med en PhD. Vi har rejst en masse med vores unger, og min mand har fx både kunne spille i band og være fodboldtræner - samtidig med at han også har været studerende ligesom mig.
