Hvad sker der med mig ????????????

Jeg har længe gået og tænkt på at det kunne være dejligt med en lillebror eller søster til min søn på 4 år og havde virkelig tænkt det igennem...Jeg fik så kontakt til en fertilitetskinik og blev insemineret og er også blevet gravid....

Men... nu er jeg i tvivl og ked af det ,om det er det rigtige jeg har gjort...er så bange for at jeg kommer til at forsømme min søn(uden at jeg ved det) at der går noget fra ham...om jeg kan klare at være alene med 2 børn uden at det går ud over ham( arbejder i forvejen med børn og jeg ved at jeg ikke er usikker på om jeg kan finde ud af og have et lille barn) min bekymring er min søn, jeg elsker min dreng, men er bare så bange for at han vil føle sig udenfor..

Er det mine hormoner der går fuldstændig amok, eller hvad sker der med mig????????????????

Tror helt sikkert det er et kæmpe hormonella-flip du har dig der

Når jeg tænker på, at Oliver engang skal være storebror, så kan jeg da godt tænke på, om jeg nu virkelig kan elske en lille ny ligeså højt som jeg gør Oliver! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, mit hjerte må jo næsten briste af pladsmangel...

Tror altså det er helt almndeligt at man får sådan nogle lettere irrationelle panik-tanker engang i mellem, specielt når du nu er gravid og skal håndtere tanken om at have to børn alene. Du skal nok klare det med begge guldklumper uden at forsømme hverken den ene eller den anden

Held og lykke

Det vil i hvert fald være ualmindelig kikset at få det fjernet..

Det tror jeg nu heller ikke, at det handler om. Du panikker lidt, som de fleste vel gør, når familien skal udvides med endnu et barn - alene eller ej. Det er vel både hormoner og den uvisse fremtid.

At din søn får en bror/søster opvejer 100 pct det afsavn, han vil opleve i starten.

Kram til dig

Anonym skriver:

Jeg har længe gået og tænkt på at det kunne være dejligt med en lillebror eller søster til min søn på 4 år og havde virkelig tænkt det igennem...Jeg fik så kontakt til en fertilitetskinik og blev insemineret og er også blevet gravid....

Men... nu er jeg i tvivl og ked af det ,om det er det rigtige jeg har gjort...er så bange for at jeg kommer til at forsømme min søn(uden at jeg ved det) at der går noget fra ham...om jeg kan klare at være alene med 2 børn uden at det går ud over ham( arbejder i forvejen med børn og jeg ved at jeg ikke er usikker på om jeg kan finde ud af og have et lille barn) min bekymring er min søn, jeg elsker min dreng, men er bare så bange for at han vil føle sig udenfor..

Er det mine hormoner der går fuldstændig amok, eller hvad sker der med mig????????????????

Den slags bekymringer gør man sig uanset om man skal have nr 2, 3 eller 4, og uanset om man er alene eller ej.
Selvfølgelig kan du klare det, og selvfølgelig vil din dreng ikke blive snydt. Derimod vil din dreng have en bror eller søster at knytte sig til og skabe familiebånd med, når nu der ikke er en far inde i billedet.
Man må jo ikke lukke øjnene for, at der vil komme en dag hvor han ikke har dig mere og hvem skal han så mindes sit barndomshjem og dejlige mor med??

Jeg ved selv hvor hårdt det er at være enebarn. Min far er død for 5 år siden og når min mor er væk, så har jeg ingen mere.
Hvis jeg havde haft en bror eller søster, så havde jeg i det mindste haft ham/hende.
Så du skal ikke bekymre dig spor..det er bare hormonerne og omsorgen der pusler.

Kærligst
Sussie

Anonym skriver:

Jeg har længe gået og tænkt på at det kunne være dejligt med en lillebror eller søster til min søn på 4 år og havde virkelig tænkt det igennem...Jeg fik så kontakt til en fertilitetskinik og blev insemineret og er også blevet gravid....

Men... nu er jeg i tvivl og ked af det ,om det er det rigtige jeg har gjort...er så bange for at jeg kommer til at forsømme min søn(uden at jeg ved det) at der går noget fra ham...om jeg kan klare at være alene med 2 børn uden at det går ud over ham( arbejder i forvejen med børn og jeg ved at jeg ikke er usikker på om jeg kan finde ud af og have et lille barn) min bekymring er min søn, jeg elsker min dreng, men er bare så bange for at han vil føle sig udenfor..

Er det mine hormoner der går fuldstændig amok, eller hvad sker der med mig????????????????

Hej Anonyme,

Jeg tror det er fuldstændig normalt. Jeg har hørt om SÅ mange af mine veninder som de første par månede efter de er blevet gravide med nr 2 er helt rund på gulvet: Har jeg gjodt det rigtige, nu bliver det bare SÅ hårdt, skulle vi have nøjes med en, vil de skændes og slås uafbrudt de næste 10 år, vil vi overhoved have tid til hinanden, vil jeg have overskudet til det, nu vil jeg ikke have 5 min. til mig selv som jeg trods alt har nu osv, osv. Det er rent nerver som gør at alle de der bekymriner kommer frem.

Jeg tror det er HELT normalt.

Den slags bekymringer gør man sig uanset om man skal have nr 2, 3 eller 4, og uanset om man er alene eller ej.
Selvfølgelig kan du klare det, og selvfølgelig vil din dreng ikke blive snydt. Derimod vil din dreng have en bror eller søster at knytte sig til og skabe familiebånd med, når nu der ikke er en far inde i billedet.
Man må jo ikke lukke øjnene for, at der vil komme en dag hvor han ikke har dig mere og hvem skal han så mindes sit barndomshjem og dejlige mor med??

Jeg ved selv hvor hårdt det er at være enebarn. Min far er død for 5 år siden og når min mor er væk, så har jeg ingen mere.
Hvis jeg havde haft en bror eller søster, så havde jeg i det mindste haft ham/hende.
Så du skal ikke bekymre dig spor..det er bare hormonerne og omsorgen der pusler.

Kærligst
Sussie

Som altid supersmukt formuleret!

Til TS - jeg er overbevist (som alle andre) om at det simpelthen er helt normal frygt for det ukendte! Når du først står i situationen så vil kærligheden til baby og storebror jo overskygge alt det hårde...

Hvordan med netværk? Venner / familie som kan træde til når det er hårdt?

Knus herfra!!!

Rosa skriver:

Som altid supersmukt formuleret!

Til TS - jeg er overbevist (som alle andre) om at det simpelthen er helt normal frygt for det ukendte! Når du først står i situationen så vil kærligheden til baby og storebror jo overskygge alt det hårde...

Hvordan med netværk? Venner / familie som kan træde til når det er hårdt?

Knus herfra!!!

Mange tak.

Og ja...du har også ret i dit.

Hej alle sammen.. Mange tak for jeres beroligende svar, det var virkelig dejligt...Tror simpelthen jeg har haft en panik uge...

Det her er jo ikke en hurtig beslutning jeg har taget... den har været undervejs i ca halvandet år... så blev lidt overrasket over at jeg pludselig blev bange....

Rosa: Jeg har familie og venner som har været der og stadig er ...

KaMa: Jeg har slet ikke tænkt tanken om abort, så det vil jeg absolut ikke...

Vil bare sige tak fordi I er så søde, og det var virkeligt dejligt at høre at andre har haft det ligesådan...I  er bare fantastiske

de tanker har alle jeg har haft dem x 3

Jeg tænker, at den slags tanker netop viser din omsorg for dine børn. Det lyder til, du bliver en skøn mor fot to.

Kh Molly