Zafir skriver:
Mmm... Altså - jeg har den holdning at det er godt at have en ano donor, fordi de ikke får en far, men en far på et stykke papir. mmm...
Jeg kan godt se og høre hvordan hun har det, men hvis det havde været anderledes, havde hun måske bare haft et problem med det. Man kan ikke gardere sig uanset hvad.
I kan bare få nogen dejlige børn og elske dem alt det bedste I kan. 
Ja, det kan jo hurtig blive traumatisk, hvis barnet ønsker en kontakt og donor ikke gør - specielt, hvis det har glædet sig til sit 18. år, hvor mødet kan stå. Selvom man fortæller barnet, hvad det er for et møde, så kan man ikke styre dens forventninger og drømme.
En donor leverer et frø, som hjælper mor til at få ønskebarn. Punktum. Så må man hjælpe barnet med at bearbejde følelserne omkring, at det er kommet til på den måde. Det skal ikke ske ved evt. falske forhåbninger.
Anyhow - så står der i den ellers mangelfulde bog, at hvis man fra de er helt små skriver en "børnebog" omkring deres livsvilkår, så bliver det hurtig en integreret del af deres personlighed. Hvis bomben derimod falder sent, så kan det være svært at acceptere, at man er donorbarn.
Det tror jeg er helt rigtigt. Mine egne livsvilkår har altid været begrænset i forhold til andres børn pga forskellige sygdomme, og jeg har jo accepteret det! Kendte jo ikke andet - og det samme vil gælde mine børn. De mister ikke en far - de har aldrig haft en!
Anmeld