manglende forståelse og respekt fra svigermor

ved ikke hvor jeg skal starte, men jeg vil prøve så godt jeg kan.
Kæresten og jeg fik for snart 5 mdr siden en dejlig lille dreng, som desværre er hyper sensetiv. Han kan kun overskue meget lidt ellers blver han overstimuleret og græder og græder i et væk. Problemet er så at omgivelserne har haft enormt svært ved at forstå og respekter hans krænser. Særligt svigermor. Han kan ikke det med at skulle holdes af "fremmede" og i hans verden er svigermor fremmede, men det kan hun ikke forstå. Hun presser og presser. Og når vi siger nej blir hun, ked vred og hysterisk og siger vi er onde. Hendesog mit forhold er i forvejn dårligt da hun under graviditeten følte sig afvist fordi hun ikke måtte røre maven og deltage i div. undersøgelser. Men det var for mig alt for grænse overskridene.
Vi har prøvet et utal af gange at forklare hende at det ikke er personligt men gælder for alle, da vores drengs brhov kommer først, ikke hendes. Forstå mig ret, jeg er super glad for hun vil ham. Men det skal være på hans vilkår ikke hendes.
Hun har sammenlignet ham med en burka klædt pige fordi han har en stofble hængende ned over barnevognen når han sover fordi han ellers vågner og det gør mig så gal. Og pt. Er hu vred fordi hun ikke må komme og passe ham og så kan jeg jo lige smutte et andet sted hen så hun kan få sin farmor tid. Men det er jo netop det han ikke kan klare. hun gør mig så vred og ked. På hans og på mine vejne fordi jeg syntes det er så svært altid at skulle tage disse ture med hende. Ønsker de skal have et godt forhold for hans skyld jeg havde selv super meget glæde af mine bedsteforældre. Men det nytter bare ikke noget hun ikke respekter han ikke kan klare det. Sidst vi var sammen stod hun og blitzede ham i hovedet selvom han græd. Min kæreste bad hende stoppe og hun blev så sur og sagde han var ond mod hende og at vores dreng var ligeglad. For børn græder jo. Forstår hende ikke. Hun er også sur over jeg stadig ammer ham da det jo gør at andre så ikke kan tage over. What the F***?!
Skal siges at min kæreste er adopteret da hun ikke selv kan få børn så det har helt sikkert også betydning. Men hendes opførsel gør at vi ikke vil ses ret ofte fordi han blir så dårlig bagefter. Vi har nu bedt de fagpersoner som har undersøgt vores dreng om at forklare hvordan det hele hænger sammen og hvad hendes opførsel gør ved ham i håb om at det vil få hende til at respekter de grænser vi sætter noget mere.
Det blev nok lidt langt og rodet, men håber det gir en smule mening!
Er vi urimelige? Og er der nogen der har nogle gode ideer råd eller erfaring de vil dele må i meget gerne skrive. Da vi/jeg mest har lyst til at droppe kontakten
knus en fortvivlet mor

uhh den er rigtigt rigtigt svær tror det eneste der er af gøre har i gjordt de mennekser der har forstand på det skal hjælpe jer og forklare din sviger mor det men forstår jo også hende hun må da være så stolt over af blive farmor helt vildt.. også ikke kunne kysse og kramme og lege med sit barnebarn det må da gøre ondt inden i .... i har sikkert sidet alle sammen med hende og snakke med hende men måske skulle i prøve igen prøv også af sætte -jer ind i hendes sted

Hvis det er sådan at I har fagpersoner på ham, så bed dem om i almindeligt menneskesprog at forklare på skrift om jeres søns tilstand og lidelse.
Den vil være god at give farmor og alle andre, som med tiden skal tage hånd om ham.

Og så må farmor den ondehyleme se at makke ret eller blive fornærmet....her loss.
Kan hun ikke forstå, respektere og acceptere at jeres dreng har specielle behov, jamen så må I skære hårdt igennem og lave den afstand der skal til.
Hvis I så senere får et barn uden problemer, hvad jeg da ønsker inderligt for jer, så kan I jo til den tid lade hende boltre sig på farmor-omådet.

Jeg ved det er hårdt, at skulle trække grænser og gøre sig hård, men sådan er der bare nogle tilfælde man må være.
Min søn er født med forsnævret luftrør og vi har brugt de første mange år på at tage hensyn til hans handicap, og det medførte også mange sure miner og brok fra venner og familie, men det er der bare ikke noget at gøre ved.
Også skole og institutioner har udvist utroligt lidt forståelse indtil jeg fik vores læge til at lave en dokumentation på alm. dansk som har fulgt ham siden, og så blev der fred.
Men det har desværre kostet både venskaber og nær kontakt til visse dele af familien. Men ens barn er vigtigere og så må alt det andet komme i anden række. 

Kærligst
Sussie

B&J skriver:

uhh den er rigtigt rigtigt svær tror det eneste der er af gøre har i gjordt de mennekser der har forstand på det skal hjælpe jer og forklare din sviger mor det men forstår jo også hende hun må da være så stolt over af blive farmor helt vildt.. også ikke kunne kysse og kramme og lege med sit barnebarn det må da gøre ondt inden i .... i har sikkert sidet alle sammen med hende og snakke med hende men måske skulle i prøve igen prøv også af sætte -jer ind i hendes sted

jeg må ærligt indrømme at jeg har sagt til kæresten jeg ikke vil mere. Han må selv tale med hende. Hun blir så ondskabsfuld og jeg køre helt ned på det. Ikke at jeg ikke har tænkt mig ikke at se hende mere vil bare ikke deltage i de samtaler da hun er meget grov

Anonym skriver:

jeg må ærligt indrømme at jeg har sagt til kæresten jeg ikke vil mere. Han må selv tale med hende. Hun blir så ondskabsfuld og jeg køre helt ned på det. Ikke at jeg ikke har tænkt mig ikke at se hende mere vil bare ikke deltage i de samtaler da hun er meget grov

lyder heller ikke sjovt men håber din kæreste snakker med hende for i skal jo snakker med hende

SussieThyssen skriver:

Hvis det er sådan at I har fagpersoner på ham, så bed dem om i almindeligt menneskesprog at forklare på skrift om jeres søns tilstand og lidelse.
Den vil være god at give farmor og alle andre, som med tiden skal tage hånd om ham.

Og så må farmor den ondehyleme se at makke ret eller blive fornærmet....her loss.
Kan hun ikke forstå, respektere og acceptere at jeres dreng har specielle behov, jamen så må I skære hårdt igennem og lave den afstand der skal til.
Hvis I så senere får et barn uden problemer, hvad jeg da ønsker inderligt for jer, så kan I jo til den tid lade hende boltre sig på farmor-omådet.

Jeg ved det er hårdt, at skulle trække grænser og gøre sig hård, men sådan er der bare nogle tilfælde man må være.
Min søn er født med forsnævret luftrør og vi har brugt de første mange år på at tage hensyn til hans handicap, og det medførte også mange sure miner og brok fra venner og familie, men det er der bare ikke noget at gøre ved.
Også skole og institutioner har udvist utroligt lidt forståelse indtil jeg fik vores læge til at lave en dokumentation på alm. dansk som har fulgt ham siden, og så blev der fred.
Men det har desværre kostet både venskaber og nær kontakt til visse dele af familien. Men ens barn er vigtigere og så må alt det andet komme i anden række. 

Kærligst
Sussie

tak. Det har vi faktisk også gjort vi får brevet mandag eller tirsdag.

B&J skriver:

 

lyder heller ikke sjovt men håber din kæreste snakker med hende for i skal jo snakker med hende

det gør han skam

Anonym skriver:

tak. Det har vi faktisk også gjort vi får brevet mandag eller tirsdag.

Super, det er godt.

SussieThyssen skriver:

 

Super, det er godt.

tak

Anonym skriver:

ved ikke hvor jeg skal starte, men jeg vil prøve så godt jeg kan.
Kæresten og jeg fik for snart 5 mdr siden en dejlig lille dreng, som desværre er hyper sensetiv. Han kan kun overskue meget lidt ellers blver han overstimuleret og græder og græder i et væk. Problemet er så at omgivelserne har haft enormt svært ved at forstå og respekter hans krænser. Særligt svigermor. Han kan ikke det med at skulle holdes af "fremmede" og i hans verden er svigermor fremmede, men det kan hun ikke forstå. Hun presser og presser. Og når vi siger nej blir hun, ked vred og hysterisk og siger vi er onde. Hendesog mit forhold er i forvejn dårligt da hun under graviditeten følte sig afvist fordi hun ikke måtte røre maven og deltage i div. undersøgelser. Men det var for mig alt for grænse overskridene.
Vi har prøvet et utal af gange at forklare hende at det ikke er personligt men gælder for alle, da vores drengs brhov kommer først, ikke hendes. Forstå mig ret, jeg er super glad for hun vil ham. Men det skal være på hans vilkår ikke hendes.
Hun har sammenlignet ham med en burka klædt pige fordi han har en stofble hængende ned over barnevognen når han sover fordi han ellers vågner og det gør mig så gal. Og pt. Er hu vred fordi hun ikke må komme og passe ham og så kan jeg jo lige smutte et andet sted hen så hun kan få sin farmor tid. Men det er jo netop det han ikke kan klare. hun gør mig så vred og ked. På hans og på mine vejne fordi jeg syntes det er så svært altid at skulle tage disse ture med hende. Ønsker de skal have et godt forhold for hans skyld jeg havde selv super meget glæde af mine bedsteforældre. Men det nytter bare ikke noget hun ikke respekter han ikke kan klare det. Sidst vi var sammen stod hun og blitzede ham i hovedet selvom han græd. Min kæreste bad hende stoppe og hun blev så sur og sagde han var ond mod hende og at vores dreng var ligeglad. For børn græder jo. Forstår hende ikke. Hun er også sur over jeg stadig ammer ham da det jo gør at andre så ikke kan tage over. What the F***?!
Skal siges at min kæreste er adopteret da hun ikke selv kan få børn så det har helt sikkert også betydning. Men hendes opførsel gør at vi ikke vil ses ret ofte fordi han blir så dårlig bagefter. Vi har nu bedt de fagpersoner som har undersøgt vores dreng om at forklare hvordan det hele hænger sammen og hvad hendes opførsel gør ved ham i håb om at det vil få hende til at respekter de grænser vi sætter noget mere.
Det blev nok lidt langt og rodet, men håber det gir en smule mening!
Er vi urimelige? Og er der nogen der har nogle gode ideer råd eller erfaring de vil dele må i meget gerne skrive. Da vi/jeg mest har lyst til at droppe kontakten
knus en fortvivlet mor

Jeg forstår dig udmærket, kan sætte mig så meget ind i dit sted. Ved ikke hvad jeg ska sige som du ikke selv har sagt, kan godt forstå du bakker ud. Men giv ikke slip på svigermor, det skal nok blive bedre - engang :/

Et spørgsmål til dig.
Hvordan har i fundet ud af at han er hyper sensetiv? (eller hvad det nu hed). Gik i til lægen - eller?
Og hvad sker der med sådan et lille puds, er det noget på sigt også? (ved godt at de efterfølgende bliver kede af det, 'umulige' pænt sagt osv osv.

 

Stort knus