Hej mine kære med-mødre.
Så har den virkelige verden taget sit indtog i min dagligdag. Jeg har nu været på mit nye arbejde i 2 dage, og det har været rigtig spændende. Der er vildt mange informationer, mange nye kollegaer og mange ting at sætte sig ind i. Altså bare for at logge ind det kommunale system på computeren, skal man have 3 koder. Så det er lige med at holde hovedet koldt, når de skal huskes alle sammen. Men afdelingen er vist udmærket. De er i hvert fald søde til at hjælpe og de siger 30 gange om dagen, at jeg bare skal spørge, hvis der er noget. Så det er enormt betryggende at vide, at man hellere end gerne må spørge dem om det man ikke lige ved noget om. Jeg har fået mit eget kontor, med eget navneskilt :D, og mit helt eget direkte telefonnummer, så jeg føler mig rigtig socialrådgiver-agtig. De har en fantastisk kaffeordning, så jeg kommer ikke til at lide nogen nød.
Men der er utrolig meget der skal læres endnu. Nogle af de primære redskaber der skal bruges i det forebyggende arbejde med familierne, har jeg stadig meget at lære om. Der går noget tid, inden jeg kan sige, at jeg føler mig hjemme i noget som helst. Men øvelse gør mester, og jeg lærer det hele lige så langsomt, efterhånden som jeg får fingrene i det. Skal have min første rigtige sag i morgen. Det er så til gengæld også en af dem, der trækker på følelserne. En mor midt i 30’erne med uhelbredelig kræft. Hun har 4 børn, som er ved at gå helt ned over at mor er syg. Det er der ikke noget at sige til. Det må være så ufattelig hårdt. Så denne familie bliver min første sag, hvor jeg så skal lave § 50 undersøgelser (afklaring omkring børnenes sociale forhold, hvordan de klarer sig i skolen, hvordan de har det med hinanden og alt sådan noget) og afholde børnesamtaler og sørge for, at de får den rette støtte, så børnene og moderen kommer bedst mulig gennem et meget hårdt sygdomsforløb, hvor de alle sammen ved, at moderen ikke har lang tid igen. Det var virkelig hårdt at læse journalen i dag, det er bare så synd for dem alle sammen. Så det er lige på og hårdt, at starte op med sådan en sag.
Selvom det er tidligt allerede efter 2 dage, så har jeg virkelig reflekteret over en masse ting mht. Mads. Tiden med ham er jo skåret væsentlig ind til benene, og jeg er virkelig blevet bekræftet i, at vi fik ham på det rette tidspunkt. Det at vi fik ham mens jeg læste, gav mig en masse uerstattelig tid, som jeg sætter rigtig stor pris på nu, hvor man oplever, at man faktisk ikke har ret meget vågen-tid sammen med ham nu hvor man har fået fuldtidsarbejde. Det skal jeg lige vænne mig til. Samtidig er jeg jo også klar over, at sådan er det for de fleste børnefamilier, og det går jo fint. Men jeg er lykkelig for, at jeg, mens jeg har læst, har haft muligheden for at være så meget sammen med ham, som jeg har været. Det er virkelig en tid der ikke kommer igen, og en mulighed man har som studerende, som jeg ikke ville have været for uden.
Så et lille kvæk her fra mig. Jeg er godt brugt her om aftenen for tiden, så det er ikke så meget I hører fra mig. Håber alle har det godt, og stort tillykke til alle der har haft fødselsdag, siden sidst jeg var herinde.
Mange knus fra st socialrådgiver.
Anmeld
