Hejsa Piger
D 9 Maj 2007 fødte jeg min store søn, Nicklas.....
Jeg blev gravid med Nicklas far D 11 august 2006. Husker dagen fordi det var sidste gang vi var sammen. Et par dage senere gjorde jeg det over med ham fordi jeg følte gnisten var forsvundet. 6 Uger senere står jeg med en positiv test i hånden. Jeg var meget meget lykkelig, og var overhovedet ikke i tvivl om at dette barn var 100% ønsket fra min side, og troede da egentlig også han ville være fra hans fars side. Men nej, hans far stejlede fuldstændig og ville slet ikke høre tale om at han skulle til at være far nu. MEDMINDRE jeg ville være hans kæreste igen!!! Det ville jeg ikke, jeg havde slet ikke følelserne med til et kæreste forhold, og vil ikke være kærester for enhver pris.... Og har ikke hørt fra ham siden. Bortset fra at jeg 3 dage efter jeg havde født skrev en sms til ham at nu havde jeg født en dejlig dreng og med vægt, mål osv på Nicklas... Tilbage fik jeg en sms om at jeg godt ku have sparet den sms for han ville ikke have noget med min hore unge at gøre, og senere blev han dømt til at være far, efter blodprøver, en tur i retten osv..... Det er idag 3½ år siden, og han er stadig ikke en del af vores liv. Og håber heller ikke han blive det, før den dag Nicklas, hvis han ønsker det, selv kontakter hans biologiske far. Han har idag verdens bedste far, og den far som gør sig fortjent til det. Nemlig min mand Andreas....
Nu til en kort version af fødselsberetningen:
Søndag aften havde jeg spist hjemme hos mine forældre, og min søster bestemmer sig for at ta med mig hjem og sove. Hvis jeg LOVER at jeg ikke går i fødsel, for så ville hun gå i panik. Og det lover jeg, for skulle da være underligt hvis det lige sker den nat..
Mandag morgen kl 04.58 vågner jeg med en go murren i maven, og var overhovedet ikke i tvivl om at nu startede mine veer. Min søster vågner og spørger om jeg skal føde... Jeg siger ja det tror jeg, men der går nok lige noget tid.... Samme dag havde jeg en tid hos Jm. Hun siger til mig da jeg kommer derop at jeg sleeeeet ikke er i fødsel. Men at kroppen nok bare arbejder. Hmm, tænker jeg og mener ikke hun kan mærke hvor ondt mine veer faktisk gør... Mandagen går og veerene bliver kraftigere og kraftigere....
Tirsdag morgen vågner jeg og kan næsten ikke holde det ud så ringer på Fg, men får afvide at så længe jeg stadig selv kan tale i tlf så har jeg ikke rigtige veer... Men altså der var jeg alene og var ligesom nød til at tale i tlf selv.... Tirsadag eftermiddag ringer jeg efter min mor, som skal være med til fødslen at hun godt kan komme, for nu kan jeg ikke være alene mere. 23.00 Tirsdag aften kommer jeg igen til undersøgelse på Fg, men samme besked som de andre gange, Louise du er ikke i fødsel, din krop arbejder bare...
Onsdag kl 14.00 har jeg så ondt at jeg ikke kan være nogen steder om har ikke sovet siden mandag morgen, så jeg er ved at være godt træt. Vi tager en taxi op på syygehuset og jeg bliver undersøgt igen... Med beskeden om at nu er jeg 1 cm åben, så jeg skulle ikke regne med at føde lige forløbeligt. Men hvis ikke der var sket noget inden for 2 døgn skulle vi komme igen. Og vi tager hjem...
Jeg stiller lig en ½ time under bruseren og går derefter ind for at ligge mig.. Men efter meget kort tid mærker jeg noget mellem mine ben og kigger selvfølgelig også ligger jeg bare i en blodpøl.... Min mor ringer med det samme 112.... Hun har selv oplevet lige nødagtig det samme, og mistede min lillebror ved moderkageløsning, som viste sig på samme måde.... Da ambulancen kommer siger jeg til ham den ene redder at jeg føler jeg skal presse, men han siger til mig at den følelse ku man godt have, men at jeg jo ik var mere end et par cm åben (havde min mor sagt da hun ringede efter dem, havde vi jo lige for 1½ time siden fået afvide på sygehuset) På vej mod sygehuset ringer min mor til min far som også skal være med til fødslen... Vi ankommer på sygehuset og jeg bliver undersøgt.... LIDT MERE END 9 CM ÅBEN!!! Så 8 cm på 1½ time.... Jm som havde undersøgt mig der kl 14.00 sagde lidt i sjovt. Jamen så tror jeg da på du har haft ondt....
De finder så ud af at Nicklas ligger med hovedet alt for højt, og derfor kan jeg ikke bare sådan lige føde ham... Men hjertelyden er fin så derfor lader de mig arbejde med mine veer. Kommer i badekar.... Kl 20.00 kan Jm ikke forstå der ikke er sket noget, og hun finder ud af at hans hovede sidder fast, der sidder nærmest en kant rundt om hans hovede som gør jeg ikke kan føde ham alm. Men det er også for sent til kejsersnit, så vi måtte arbejde sammen, under mine presseveer.... Jm har en hånd oppe for at skubbe kanten væk fra hans hovede mens jeg presser. Pludselig kigger hun på min mor og siger, nu skal det være.... Da holder hans hjerte op med at slå og hun nærmest råber til mig. Louise, din drenge har det rigtig skidt, så han skal ud NU.... Du skal presse alt hvad du kan, også selvom du ikke har presseveer... Og ud kommer han 20.47..... Han skal lige gnuppes lidt, men ellers har han det godt og skriger meget hurtig! Var meget meget tæt på jeg havde mistet ham... Og fordi jeg pludselig åbnede mig så hurtig så er de alle sammen ret sikre på jeg havde født ham hjemme på stuegulvet hvis ikke han havde siddet fast.....
Også lige lidt billeder, underskynder den dårlige kvalitet, men er billeder taget af billeder..... Fra fødslen og lidt andet! Manden på billederne er den meget stolte morfar!!! Mine forældre mistede selv en dreng for år tilbage, og Nicklas er den dreng han aldrig selv fik. De to har et helt specielt bånd til hinanden....
