Trolde_mor skriver:
Så er jeg endelig blevet færdig med FB'en der er skrevet over flere omgange (læs: maaange omgange - 5 min. hist og her hehe)
Enjoy! 
Mandag d. 4. Oktober var jeg til åbent hus ved jordmødrene i hjemmefødselsordningen, hvor jeg fik akupunktur for at forberede kroppen til fødsel, det samme havde jeg fået til jordmodergruppe få dage forinden, i håb om at der snart ville ske noget, så jeg kunne nå at føde hjemme. (Idet man maks. må være 42+0) Jordmødrene sagde til mig at jeg havde god tid endnu, men selv havde jeg stress og var begyndt at blive angst for hospitalsfødsel. Nå, men jeg får nåle i kroppen (et i hovedbund, en i hver hånd og en i hver fod.) Hun får ramt en nerve i hver hånd, og ihh det gør godt nok lidt ondt, men griber mig selv i at tænke, at så kan det jo ske det virker, og bidder det i mig..
Men ihh hvor blev jeg skuffet
for dagen efter (om tirsdagen) var der stadig intet sket. Kæresten og jeg aftaler så at skippe internet og mobil, så vi kan få noget fred omkring det hele, da det at stå op til sms'er der spørger om man har født, eller gå på nettet hvor man har fået mails eller opslag om samme, bare blev for meget.
Vi aftaler med et par fra jordmodergruppen at de skal komme forbi om onsdagen så vi kan tænke på noget andet og lave nogle lækre hjemmelavede burgere og se noget film.. Min veninde ringer også og invitere til barnedåb om søndagen og jeg tænker: Hva' pokker ham Kian kommer jo nok alligevel ikke.. så vi takker ja. Vi går først i seng kl. 01 om natten, og tænker vi kan nå at sove længe næste dag, der er ingen tegn på fødsel, så vi tænker for første gang i lang tid ikke: Det kan være han kommer i nat.
Kl. 03 vågner jeg ved at jeg føler jeg snart får en del udflåd, så jeg tænker at jeg hellere lige må snuppe det bind på jeg har liggende ved sengen. Jeg sætter mig op i sengen og mærker at nu kommer det. I et splitsekund når jeg at tænke: "Kan det være vandet der går? neeeej, så begynder jeg bare at håbe og bliver skuffet igen igen..." Jeg skynder mig at gribe noget papir, da jeg kan mærke at jeg ikke når at få bind på. Jeg står op, da vandet så går. Jeg tænker: "Vandet gik!! Og det gik ikke i sengen, men ihhh fik da sparket tæppet en smule væk" (vi har tæpper på hver side af sengen - super dejligt når man står op om morgenen )
"Skaaat...?" siger jeg stille.. "mmm?" (tænkende: Hvad nu?!) "vandet er lige gået...." Han rykker på sig i sengen - det skal vist lige sive ind 
"... kan du ikke give mig et håndklæde til gulvet" Ja, sjovt nok tænker jeg på at få tørt op, og tror faktisk endnu ikke det helt er gået op for mig, at nu er lille Kian på vej.. Han når lige at række mig håndklædet, så kommer der en ordentlig skylle igen, grinende siger jeg at der kommer mere... men at jeg i det mindste ikke fik vandafgang i sengen.(griner.. det har vi snakket meget om at jeg sikkert ville komme til..)
Jeg siger så at jeg bliver nødt til at gå ned på toilettet for jeg tror der kommer mere... Kæresten siger at han nok skal tørre det op, og jeg begynder med at jeg ikke håber han syntes det er for ulækkert, og at det jo er det hans søn har ligget i osv. Han får smidt mig nedenunder og der går endnu 4 skyller... Jeg får smurt mig et stykke rugbrød med ost, for lige at få noget solidt i maven, så jeg har energi til veerne. Vi prøver at ligge os på sofaen, men jeg kan slet ikke finde ro, så det ender med kæresten får sig en god lur (læs: Højtsnorkende.. griner.. ) og jeg går og rydder lidt op og nusser - reddebygger om man vil
Lidt i 5 er fostervandet rødt og jeg bliver rigtig bange, for det har jeg da ikke læst nogen steder at det skal/kan være.. Jeg prøver ihærdigt at vække kæresten, dog uden held.. Så kl. 5 ringer jeg til jordmoder Susanne som vi har en aftale med kl. 8.45. Jeg fortæller hende at vandet er gået 2 timer tidligere og hun bliver ellevild - SÅ FEDT! 
"ihh så er ham den lille på vej! Hvordan har du det?" Spørger hun ivrigt.. Jeg fortæller at jeg har det rigtig fint og ingen veer har fået endnu, men at jeg netop er begyndt at få rødt fostervand, hvor det hidtil har været helt klart. Susanne beroliger mig og fortæller at det blot er tegnblødning og dermed helt normalt, så længe det ikke er rødt mens.agtigt blod. Hvor blev jeg lettet, for man tænker jo det værste og underligt nok tænkte jeg: ihh nu er den lille kommet til skade indeni mig og bløder! 
Men lille Kian havde det selvfølgelig fint 
Vi aftalte at hun ville komme som aftalt der kl. 8.45. Lige da jeg havde ringet hende op, var den første ve kommet, så vi vidste begge at nu var det nu
Jeg lavede en smule mere rundt om i det lille hjem, og vækkede så kæresten og fortæller at jeg havde snakket med Susanne og har tegnblødning og at veerne nu var startet. Han spurgte om jeg havde behov for at han gjorde noget og jeg svarede at han bare skulle hvile, for jeg ville få meget brug for ham senere.
Jeg ville have haft et bad om morgenen inden Susanne kom, da jeg følte jeg trængte. Det holdte jeg stædigt ved, da jeg gerne ville være ren (Læs: fuldstændig ren forneden) inden hun skulle undersøge og jeg skulle føde. Så jeg fik en stol ud i brusekabinen og med veer og hjælp fra kæresten, fik jeg et dejligt laaaangt bad og gud hvor var det dejligt - det lindrede virkelig 
Da jordmoder Susanne kommer ligger jeg på sofaen og arbejder med mine veer, der kommer med ca. 5min. mellemrum og har varighed af ½ min. Hun finder god hjertelyd og skønner Kian til at veje 3700 g. Jeg har det godt og føler jeg har godt styr på veerne. Vi aftaler med Susanne at hun kører ud til andre aftaler og at vi så bare ringer når vi føler vi har brug for hende.
Kæresten ordner en krydderbolle med ost til mig, og det tog mig efterfølgende omkring en time at spise en halv. Veerne begyndte at tage til og jeg fandt ud af at hvis jeg brugte den samme tone veen igennem gjorde veen ikke lige så ondt, og kæresten var ved at få tinnitus, idet jeg havde brug for at have ham tæt på mit ansigt for at få tryghed og dermed bedre kunne håndtere veerne, sådan var det faktisk under hele fødslen.
På et tidspunkt bliver veerne væsentlig stærkere og jeg kaster op. Jeg siger til kæresten at næste gang blev det kejsersnit hehe.. for de smerter, ville jeg bare ikke igennem igen..
Jeg spørger hvor langt der er imellem veerne og hvor længe de vare, men det har han slet ikke lige styr på siger han. Jeg bliver en smule bekymret og siger det skal han altså lige tjekke op på. Hvilket resulterede i at jeg løbende spurgte i de timer inden Susanne igen kom. Det viste sig da også at han havde fuldt ud styr på dem og kunne give Susanne en update da hun kom. Grunden til han ikke sagde noget til mig om det, var at han mente jeg skulle koncentrere mig om veerne i stedet for.
Jeg ville gerne prøve andre stillinger i håb om at finde en mere behagelig en. Jeg kom op på knæene på sofaen, men kunne jeg slet ikke slappe af i den stilling, kæresten foreslog derefter at jeg kunne prøve at sidde omvendt på en stol, jeg kom ikke engang helt ned at sidde før den første ve kom og den gjorde enormt ondt og allerede der tænkte jeg at den stilling ikke ville være god, men jeg gav det alligevel en chance. Det kom jeg dog hurtigt til at fortryde og sikke et bøvl at komme op fra den pokkers stol igen.. Jeg nærmest kastede mig ned i sofaen igen, og tænkte at måske det at ligge på siden var den bedste stilling for mig, men samtidig tænkte jeg på at tyngdekraften jo skulle hjælpe, så Kian kunne komme ordentligt ned i bækkenet. Jeg bad derfor kæresten om at ringe til Susanne, for så kunne det da være at hun kunne hjælpe mig med en bedre stilling. Han ringede 15.05 og gik så i gang med at hente fødekaret ind og lige gøre det lidt overfladisk rent (da det var blevet gjort rent nogle dage tidligere).
Susanne ankom kl. 15.40. Jeg lå på sofaen og havde lidt svært ved at finde ro og lidt i min egen verden på sofaen. Jeg havde nu regelmæssige veer med 2 min. mellemrum. Jeg havde nogle timer inden hun kom fået lidt dårlig samvittighed over at Kian skulle høre sin mors høje lyde ved veer og tænkte at det måske stressede ham, vores lille skat, så jeg forsøgte at synge ”solen er så rød, mor” for ham (som jeg har sunget for ham hele graviditeten igennem), hvilket faktisk endte med at jeg ”sang mig igennem veerne, ved at nynne sangen højt, når jeg havde en ve. Hvilket virkelig fungerede godt for mig, og nok var grunden til det gik så godt ( det og så min helt fantastiske kæreste <3)
Susanne undersøgte mig, og jeg havde ingen livmoderhals og var 4 cm åben. Da hun fortalte jeg kun var 4 cm. Åben, tænkte jeg bare – ”det er løgn! Så er der jo lang tid med veer endnu, for man åbner sig jo ½-1 cm. i timen!...” Men jeg tog fejl, for pludselig gik det stærkt.
Kl. 16.07 er hun færdig med at undersøge mig og jeg får Klyx, hun siger jeg skal holde på det, når jeg har fået det, og jeg siger med det samme, at det kan jeg altså ikke når der kommer en ve. Det følte jeg heller ikke jeg kunne og efter få min., hvor jeg virkelig kæmper for at holde på det hele. Jeg mærker det løber og tænker: ”shit, nu har jeg fandme skidt i sofaen!” 
Godt nok havde jeg fået sådan en ble, men den mente jeg altså intet kunne holde. Flovt siger jeg at jeg altså ikke kunne holde på det, og skammer mig rigtig meget, og tænker at det er sq lidt ulækkert, og så i vores sofa! Nu skal vi hen og gøre rent og alt muligt.. 
Kæresten tjekker og der er intet kommet
Senere – efter fødslen får jeg at vide at det er noget af klyx'en der rendte ud.
Kæresten følger mig på toilettet da jeg ikke selv kan klare gåturen pga. veerne. Det var ret flovt at skulle bede ham blive og hjælpe, men der var jo ingen vej udenom.
Jeg kommer ind at ligge igen og kæresten og Susanne går i gang med at fylde fødekaret med vand.
Kl. 16.45 begynder veerne at arbejde mere ned af, og da hun tjekker kl. 17.00 er jeg 7 cm. åben og Kian har bevæget sit hoved længere ned i mit bækken. Jeg registrere dog ikke at hun siger jeg er 7 cm. åben. Hun spørger mig om jeg vil under bruseren igen, og jeg siger nej, for det magter jeg slet ikke. Hun siger jeg lige kan tænke over det, men siger resolut at jeg altså ikke vil. Hun spørger så om ikke jeg så vil op i karet, og jeg tænker at jeg ikke vil i karet for senere at skulle op igen, det ville jeg slet ikke kunne overskue.
Kl. 17. 10 hopper jeg så i karet, kæresten må hjælpe med at løfte mine ben, da jeg ikke selv har krafter til det, jeg når lige at få det ene ben over og så kommer der en ve Gal den gjorde ondt, når jeg stod i så akavet en stilling med et ben på hver side af karet. Men kæresten støttede mig og hjalp mig igennem veen.
Jeg kommer ned at sidde og det var SÅ skønt, det lindrede bare så dejligt. Jeg beder kæresten sidde bag ved mig og om at vi har hovederne tæt, og det var simpelthen guld værd. Hans støtte og beroligende ord gjorde underværker Susanne tjekker Kians hjertelyd der er rigtig fin. Susanne sætter sig på en stol overfor mig, og kort efter ser man min lille hund rende rundt ved hende og snuse til karet og pludselig dukker hans lille hoved op, han skulle lige se hvad der skete deroppe – så dejligt et lille input, der fik os alle til at grine.
Susanne undersøger mig igen 17.30 og jeg er nu helt åben. Og hans hoved er nu helt nede i spina - så på 1 t. og 50 min. har jeg åbnet mig 6 cm :O
Kl. 18.00 siger Susanne at vi kan prøve at mærke oppe i mig, og der mærker vi Kians hoved Det var så fantastisk, og jeg siger glad, mens jeg stille og roligt mærker hans hovedbund, at han har hår på hovedet Det var helt vildt, at kunne mærke hans hoved oppe i mig, vi mærkede ham 3 cm. oppe. At mærke min dejlige søn oppe i mig gav fornyet energi, og nu begyndte jeg at forstå at vores søn var på vej, og at han snart ville være her Under veerne havde jeg slet ikke været i stand til at tænke på det, jeg kunne kun fokusere på arbejdet med veerne.
Kæresten mærker igen efter 18.12 og der er Kian kun 1 cm. oppe, og nu begynder presseveerne at tage til. Kl. 18.20 Begynder jeg at presse spontant, og jeg råber ”åh nej, nu kom jeg til at presse med, jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg ved godt jeg ikke må presse før han ligger helt nede..” Det har man jo fået at vide under hele graviditeten, at det er vigtigt man ikke presser før jordmoder siger til, da barnet skal dreje sig nede i bækkenet. Susanne fortæller dog at det er godt at jeg presser spontant, og at det må jeg godt. Susanne kan nu se Kians hoved komme frem, når jeg har presseveer, og det giver mig yderlige energi og vilje til at fortsætte. Presseveerne var superrare at have, hvilket kom meget bag på mig, men det var som at få en pause, det var først når jeg fik spontan pressetrang, det begyndte at gøre virkelig ondt – når jeg vel at mærke ikke kunne forhindre det, og det var først i slutningen af veen jeg fik den trang.
Fra 18.30 begynder Susanne at tage hans hjertelyd ved hver anden ve. Susanne spørger om vi har noget køligt jeg evt. kan få, da sveden bare hagler ned af mig. Vi kommer i tanke om de trekant-is vi har oppe i fryseren, og jeg får helt vildt meget lyst til en ananas, så efter jeg får spurgt kæresten om hvor hurtig han kan løbe (da jeg frygter en ve uden ham) løber han op af trapperne og henter en is, der har ikke taget mange sek. men jeg når alligevel at få en ve, og hvor gjorde den bare ondt. Han nåede dog at hjælpe mig med ”resten” af veen, så jeg kunne håndtere den og igen finde ro. Og så fik jeg ellers Ananas-isen og gud hvor var den dog bare en redning i form af et energi-boost. Det var simpelthen den bedste jeg kunne have fået lige der, jeg ville hellere have den end en million hehe
18.50 kan man nu se Kians hoved i vepauserne
18.55 føder jeg Kians hoved. Der kommer en meget kort vepause, og jeg føder i næste ve, resten af hans krop. Det underlige er at jeg under sidste del af fødslen tænker på Kian som en bold der skal ud, griner.. Men det gjorde at jeg ikke tænkte på at jeg skulle have ham ud af to omgange og dermed ikke brugte energi på det Kl. 18.56 kommer vores dejlige Kian til verden
Jeg tager selv imod ham, og kæresten støtter med en hånd, mens jeg løfter ham op på brystkassen. Kæresten sidder bagved mig og sammen ser vi lille Kian for første gang. Idet jeg tager ham op, siger jeg: ”Hej din dejlige vanskabning” griner.. ja, ved det godtr.. men med fosterfedtet var det lige det der røg ud af munden på mig hehe..
Da han kommer op ligger til at starte med lukkede øjne og åbner den stille og roligt efter et halvt minut øjnene og kigger op på mig, med sine smukke mørkeblå øjne, og jeg mærker bare en kærlighedseksploration indvendig, fuldstændig rørt for jeg sagt: ”Hej Kian” Kæresten stryger ham over hovedet og siger også ”Hej Kian” og lille Kian drejer hovedet mod ham og kigger op på ham Hans apgar er 1/10 10/10, så helt perfekt Vi mærkede pulsen i navlestrengen og hvor var den underlig at røre ved. Pulsen i den stoppede kl. 19.20 og kæresten klippede den over
Kæresten sætter sig til rette i sofaen og Kian kommer over på fars brystkasse at ligge med dyne, nu skal moderkagen nemlig fødes. Jeg mærker ingen veer, hvilket jeg troede jeg ville. Idet jeg bristede under fødslen (kunne selv mærke det tydeligt.) frygtede jeg lidt at føde den, da jeg vidste det ville gøre ondt pga. bristningen. Jeg presser og da jeg ikke føler jeg har kræfter til at presse mere, tænker jeg ”fuck, nu røg den jo ind igen! Så nu skal jeg igen prøve at presse den ud ” Hehe.. det gjorde Kians hoved jo som sagt, så det mente jeg åbenbart i min forvirring ville blive det samme.. Men jeg fik kigget ned og så vandet blive lidt rødt og kigger så med løftede øjenbryn på Susanne, er den ude? Hun smiler og siger ja. ”Wow!” tænker jeg. Så kan jeg komme over til Kian og farmanden, men jeg skulle da liiige studere moderkagen først, så jeg sad der i stort badekar, som en 5-årig med nyt legetøj og studerede moderkagen, vendte den på vrangen, kørte fingrene over den og fik taget billeder af den. Den vejede 650 g. og Susanne var meget overrasket over at jeg ikke blødte mere da jeg fødte den, og hun sagde at den var super flot, og ikke ødelagt på nogen måde, det viste hvor sund min krop var Fødte moderkagen kl. 19.35.
Susanne spurgte om vi ville gemme den, så vi kunne lave aftryk med den. Vi havde aldrig hørt om at man tog aftryk af moderkagen, men det ville vi da selvfølgelig, så den blev gemt.
Jeg troede nu jeg skulle over og nyde vores lille familie, men nej. Først skulle jeg syes, og gud hvor var det smertefuldt. Det skal siges at jeg i forvejen bøvler med det dernede, da jeg er så ekstrem følsom Så jeg endte med at have Kian liggende på mit bryst, så kæresten kunne sidde ved mig og berolige mig. Da Susanne så hvor mange smerter jeg havde, spurgte hun om vi skulle droppe det sidste sting, hvilket jeg taknemlig takkede ja til. Jeg fik 6 sting. Jeg ville hellere skulle igennem forløbet igen end have de sting. Men puha.. heldigvis er det de færreste der er så folsømme i den nedre region, og mange mærker det jo ikke. Jeg fik både lindrende gele og bedøvelse med sprøjte, dog blev de sidste 2 sting uden bedøvelse, da jeg hellere bare ville stikkes 2 gange end 4, og nålen der syes med er jo en del tyndere end den med lokalbedøvelse.
Da det var overstået, kom jeg over i sofaen at sidde, med lillemanden på brystet og min lille hund, der kravlede op for at trøste mor kæresten gik ud i køkkenet og lavede abemad/frugtsalat, så jeg kunne få et eller andet i maven, da jeg jo stort set intet havde spist og efterhånden var godt udmattet.
Imens jeg sad og nød dejlige Kian, som jeg var fuldstændig forelsket i ryddede kæresten og Susanne op, de fik karet udenfor igen, og pakket alt sammen.
Efter at have hygget et stykke tid, hoppede jeg et smut under bruseren for lige at blive ren. Jeg frygtede lidt at skulle under bruseren pga. min bristning, men kæresten var som altid sød, og hjalp og støttede mig
Kl. 22 lavede Susanne børneundersøgelse, og lille Kian var bare så fin og havde enormt gode reflekser. Noget vi alle 3 bed mærke i fra starten, var hvor god han var til at holde hovedet, en dejlig overraskelse
kl. 23.30 tog Susanne hjem. Så hun blev der et godt stykke tid, hvilket var enormt dejligt og hyggeligt for Susanne og jeg fik da også lige lidt at spise – hjemmelavede pølsehorn, der lige blev lunet og så med Ketchup til at dyppe i.. Mums..
Inden Susanne tog hjem, skrev hun et lille kort til os:
Kære …. og ….
Sikke en fantastisk fødsel :-)
Aldrig har jeg tidligere oplevet en kvinde synge sig igennem alle sine veer.
Det var virkelig rørende – ikke mindst når I to samtidig arbejdede så tæt sammen, som I virkelig gjorde.
Godt gået! Kh. Susanne
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
En helt igennem fantastisk oplevelse at føde min dejlige søn, og ikke mindst tage imod ham, men der er ingen tvivl om at min vidunderlige kæreste klarede 50% af fødslen, og jeg aner ikke hvad jeg havde gjort uden ham, jeg er sikker på at jeg nok var endt på sygehuset hvor jeg havde fået smertelindring og måske endt i kejsersnit fordi jeg ikke ville have roen og trygheden som han har givet mig hele forløbet igennem
Han sad under mange af veerne helt oppe ved mit hoved og sagde ”rooooliiiig” og fortalte i karet at nu var han der snart (selvom han ikke var, men det gav mig styrke til at kæmpe for at få ham ud i hver presseve og nok også gjorde at jeg fødte ham så hurtigt.) og pludselig var lille Kian ude. Det at have ham så tæt på mig, og mærke hans ansigt mod mit, gjorde at jeg følte ham og jeg var i vores egen lille boble og samarbejde – det var virkelig som om vi var en enhed og fødte sammen
Så fra første ve og til han var ude gik der 13 timer, og vi havde forberedt os på at bare den latente fase (udvidelsesfasen) ville tage 14-16 timer, så vi var overraskede og selvfølgelig enormt glade for at hele fødslen gik så stærkt. Susanne sagde at det er noget man ser ved 2. gangefødende, men ikke ved førstegangsfødende og at hun vil råde mig til også at føde hjemme næste gang, nu jeg er sådan en ”god føder” Hun har efterfølgende sagt at hun virkelig gik og ventede på at vi skulle ringe, og var begyndt at overveje om hun skulle ringe, da det jo snart måtte være tid til hun kom ud til os, og det at vi først ringede da vi gjorde, vidnede om min tålmodighed – sikke et kompliment..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Vores dejlige Kian, passer på gennemsnittet på en dreng i DK – 3500g. Og 52 lang <3 Han ligner sin far fuldstændig - hårgrænse, øjne, næse, mund, hage, hovedform.. Dog tror vi han har min hårfarve hehe..
Han var allerede fra da han åbnede øjnene lige efter fødslen, meget nysgerrig, og kigger meget længe og intenst på ting, og kigger meget en i øjnene
Han er nem at trøste og er den dag i dag super glad for sangen jeg nynnede under veerne og sang for ham i graviditeten, så den synger/nynner jeg hver aften for ham inden han skal sove
Han er ovenud fantastisk og jeg kan sætte al verdens ord på vores lille skat, men vil i stedet fortælle hvad andre har sagt
Jordmoder Susanne sagde at det er tydeligt han er en tænker, han kan stoppe med det han har gang i og bare kigge ud i luften og så efter nogle sekunder fortsætte, og det må man sige han er, det ser vi virkelig mere og mere.
Sundhedsplejersken kalder ham en mild, glad dreng, der er god kontakt til og en fra mødregruppen siger han er meget rolig dreng, der ikke græder meget
Lige et par billeder fra lige efter fødslen..
1. + 2. billede - Få min. gammel
3. billede - Livmoderen
4. + 5. billede - Første tøj/natdragt fåes på af farmand
6. billede - 1 måned gammel inden tur til mødregruppe
7. billede - 1 måned, om aftenen
