Det kan sagtens være en tand, træthed eller overstimulering. Min egen søn skreg de første 8 måneder af sit liv meget ofte, og det kom tit som lyn fra en klar himmel.
Jeg har læst meget omkring mor/barn tilknytning siden (er psykologistuderende) og det allervigtigste for dit barn er at han/hun ved at mor er der - mor forsvinder ikke - og mor kan rumme mig. Det vil sige at man skal forsøge at forholde sig rolig, holde barnet, og forsøge at sætte ord på hvad barnet føler: f.eks. "Mor kan godt se du har ondt, og hvor er det synd for dig. Jeg er her for dig, og det er helt okay du græder når du har ondt i munden". Børn skal lære deres følelser at kende for det kan de ikke i forvejen - så det vi skal gøre er at sætte ord på det kaos de oplever inden i. Det er vigtigt at de ved at selvom de viser deres følelser (ked af det, vred, noget der gør ondt, frustration over at det de vil opnå, kan de ikke få osv.) er i orden og at Mor og Far er der selvom det er hårdt.
Jeg ved godt det er noget af en smøre, men det har hjulpet mig til meget bedre at kunne støtte min søn når han f.eks. bliver frustreret over at han ikke må få det han gerne vil have. Før i tiden ville jeg have tænkt "Årh, hvor er det bare belastende at være mor til et så temperamentsfuldt barn!". Den tanke er vendt til "Jeg kan faktisk godt forstå han bliver vred, når han virkelig gerne vil have sin sut og jeg siger nej. Hvor må det også være frustrende for ham, ikke selv at have kontrol". Og det er altså noget nemmere at komme tilbage til sjov og ballade med sit barn, når man møder dem med den holding!
Dengang min søn var spæd og græd voldsomt, blev jeg meget frustreret over ikke at finde en løsning der kunne afhjælpe gråden - det er enormt opslidende hele tiden at forsøge at gætte sig frem, og stadig ikke finde en løsning. Jeg tror det ville have hjulpet mig, at tænke at jeg ikke behøver at få gråden til at gå væk, men i stedet acceptere den og støtte min søn i de voldsomme følelser han har. En roligere mor kan i sig selv give et roligere barn.
Jeg håber det giver lidt mening for dig!
De bedste tanker,
Iben
Anmeld