I forlængelse af et andet ano-indlæg om, hvorvidt man skal følge andres råd/formaninger om, at vente med nr. 2, så har jeg lyst til at dele en oplevelse med jer, som har lært mig/tvang mig til at fortælle mine allernærmeste, at det er mig og min mand, der afgør alt vedr. vores familieliv.
Da vi tidligere på sommeren annoncerede vores næste barn ved en middag hos svigerforellerne, blev de rigtig glade.
Efter et kvarters tid begyndte svigermor at spørge mig til, om jeg
havde taget stilling til, hvis nu en prøve skulle vise misdannelser eller mongolisme, om vi så kunne finde på at afbryde graviditeten....
Hele min svigerfamilie er meget troende, og de går bestemt ikke ind
for abort - om så en scanning viste, at barnet kun havde hoved og overkrop.
Jeg blev simpelthen så gal. Én ting var, at vi bare var så glade for at kunne fortælle, at der var et lille nyt barnebarn på vej. - Noget andet var, at hendes tonefald var, så hun lige så godt kunne have sagt: Det ved du jo godt, vi ikke bryder os om.
Jeg var jo nød til at tænke hurtigt, så jeg valgte at tage udgangspunkt i min første indskydelse: forbløffelse over, at jeg skulle til at tage
stilling til det, når nu de fleste børn bliver født som ganske normale, -
når jeg bare var super glad for at være gravid, - og når jeg endnu ikke havde været til en eneste undersøgelse. Derudover meddelte jeg,
at det ville vi selv beslutte, hvis det skulle blive aktuelt.
Før vi skulle i seng, undskyldte hun sine spørgsmål, da vi var alene i deres køkken. Jeg er ret sikker på, det var svigerfar, der lige havde korrekset hende.
Nu er jeg så ret glad for, at den fortykkede nakkefold, der senere viste
sig, ikke var et tegn på kromosomfejl. Men jeg har tænkt meget over det med, at vi selv bestemmer for vores eget afkom.
Det samme gælder, når nogen mener, at dem vi allerede har nok er sultne, varme, trætte, kolde eller trænger til en ren ble - og det er derfor de græder. Det er muligt, de har ret - men jeg er barnets forælder, og jeg ved bedst!
- Ano, for dem der ikke behøver læse med
Anmeld