Min mand og jeg mistet,vores lille Marcus d 11-10-06.
Jeg havde termin d 23-10-06,men da jeg er overvægting,skulle jeg scannes ekstra,for at se om ham var meget stor,men der fandt de ud af at han ikke havde taget på i noget tid.
Så jeg fik stikpiller,men de hjalp ikke,så efter 5 dage prikkede de hul på vandet, men da jeg ikke selv kunne få veer,fik jeg drop.
Men da vi kom til aften og der ikke rigtig var sket noget,blev vi enige om,at vi skulle holde.
2 læger kom og kiggede på mig og sagde at jeg så frisk nok ud til at prøve igen dagen efter,og alt så fint ud hans hjertelyd var blevet fulgt hele dagen og det så godt ud.
Vi fik så en stue for os selv og vi sov begge 2 igemmen hele natten.
Så starte vi næste morgen kl 7 med drop-ve igen,jeg havde lidt veer igemmen dagen,hjertelyden så fint ud,men lige pludselig faldt den lidt,så de tog en prøve af hans blod fra hans hovedet,det så også fint ud.
Så da de tog en prøve igen 1 time efter, der noget galt..
Så det blev lige pludselig til akut kejsersnit,midt i det hele var der et vagtskift mellem vores JM,så det var lidt mærkeligt,men hun var utroligt sød og beroligede os med,at alt nok skulle gå godt..
Men Marcus sat fast så de stå og pressede ovenfra for at få ham ud,det tog ca 5-10 min før han var ude..
Lægene gik ud med ham,for at gør ham klar, men lidt efter kom en læge ind til os og sagde at det ikke var så godt,men vi tænkte slet ikke at det var så slemt som det var..
Ca et par min senere kom overlægen,lagde hans hånd på min skulder,og sagde at det så ikke godt ud,mere sagde han så ikke,inden jeg spurgte om han var død:'(
ja sagde han
Min mand og jeg kiggede på hinanden og begyndte at græde:'(
Vores JM spurgte om jeg ville ligge/se ham,det sagde jeg nej til,men da hun spurgte lidt senere sagde jeg ja. Hvilket jeg er utrolig glad for at vi gjorde,ved ikke hvad jeg ville ha gjort hvis vi ikke havde set ham.
Da jeg lå med ham,tænkte jeg hele tiden,hvornår vågner han kke snart op,for det så jo bare ud som om han sov.. Men nej:'(
Vi fik han vejet 2350 og 49 cm lang,så han var ikke så stor..
Og JM tog billeder og tog hånd og fod aftryk af ham..
Mine forældre,og søster kom,de så ham også..
Vi fik ringet til vores venner,og fortalte den dårlig nyhed,der blev grædt meget..
Vi fik en stue for os selv,og var der 2 dage..
Da vi kom hjem var vores stue fuld af buketter,så man virkelig kunne se at folk tænkte på os..
Vi gik begge ned på børneværelset,for det mente vi der var en god ide
De efterkomme dage,fik vi besøg fra vores venner,og snakkede godt med dem,om det hele,tror det har hjulpet os meget at vi var så åbne om det..
Vi besluttet os for at begrave Marcus,det var utrolig hårdt at komme ind i kirken, og se den lille kiste:'(
Men den dag idag,syntes vi det er rart at ha et sted og gå her,og mindes ham,selvom for at vi tænker på ham,hver eneste dag.
Noget tid efter var vi nede på sygehuset,til en samtale med de som var med under det hele,snakkede om hvordan vi havde det,og hvorfor det gik galt.Marcus var begyndt at bruge af hans sukkerdepot,og han havde ikke flere kræfter,så derfor sad han fast..
Vi har sevlfølgelig haft mange tænker,om hvad nu hvis,man havde gjrt noget andet,men det får vi ham ikke tilbage ved..
Vi blev begge enige o,at vi skulle prøve at blive gravide hurtig muligt igen.
Så idag har vi skønne dejlige Emma,så er kommet til ved planlagt kejsersnit.
Vi glemmer ham aldrig..
Louise Skov Nielsen
Anmeld
