For en del tid siden, tog jeg en test og den viste 2 (planlagte) streger.. Vi var i den 7. himmel.
Denne drøm bristede dog da jeg var 8+3 uger henne og mistede barnet i maven kort tid før juleaften. Det var en periode med sorg og meget forvirring
Få mdr. efter kom stregene tilbage, og vi var kun igen i den 7. himmel, dog med tankerne på hvad der skete sidst. Uger gik - det blev til mdr. og nu er jeg kommet så langt, at jeg kan kalde mig for den smukke titel: MOR
Jeg skulle til (trygheds)scanning en onsdag, men var blevet syg, så fik den rykket til fredag. Om torsdagen, var jeg til JM, hvor vi fik den gode nyhed om, at guldklumpen lå med hovedet ned i bækkenet og var klar til fødsel når som helst, hvor som helst. Vi gik der fra med KÆMPE SMIL på vores læber
Fredagen kom, og vi tog til scanning - så kom chokket
: guldklumpen lå med bagdelen godt nede i bækkenet, så overlægen ville bestille tid til vendingsforsøg tirsdagen efter. Vores KÆMPE SMIL forsvandt, og op dukkede vores bange anelser om at det ikke vill gå godt.. Og ganske rigtigt, vi kan ikke vende guldklumpen om, så vi finder lige en tid til kejsersnit....
WHAT!!!! skal jeg have kejsersnit.. Den tanken kunne jeg ikke lige overskue - både med planlægning, smerter og bare alt..
Dette var tirsdag - og vi fik tiden: MANDAG DEN 25. oKT. 2010 - altså mandagen efter vendingsforsøget.. Så under en uge ville vi være farmand og moar.. Vi fik snakket om tingene, både Daniel og jeg og med lægerne, så vi blev afklaret med tingene og løsningen.
Søndag blav jeg overrasket af veninderne og familien med et babyshower 
- så tankerne om kejsersnit dagen efter, blev skubbet lidt i baggrunden (for en kort tid)..
Det blev mandag den 25. Okt. 2010 - imellem kl. 7-7.20 skulle vi være på Gentofte's barselsgang og være klar (jeg var nummer 3 i køen).. Kl. præcis 7.00 ankom vi. Vi fik stue nr. 21 (her bor vi stadig den dag i dag - håber vi må tage hjem imorgen). Vi fik snakket og kysset hinanden og var begge nogenlunde klar til at være far og mor og få timer..
Jeg havde fået afvide, at det nok blev omkring kl. 12-13 stykker, så jeg havde god tid til at hvile og gør mig klar.. Kl. 10.40 ville jeg gå på toilette og gør mig klar (for havde først fået afvide kl. 11 og så bagefter kl. 12-13 stykker). Jeg nåede ingen gang op af sengen, inden de kom ind for at hente mig. Jeg fik en del nerver på, og blev mere og mere nervøs, mens jeg lå i hospitalsengen.
Vi kom ind og hilse på alt personalet - og de gik i gang med det samme. Fik lagt drop og diverse forskellige ting og sager - og så var de klar til at få guldklumpen til verden. Vi aftalte med dem, at de ikke måtte sige kønnet, før h*n var helt ude og lå i Daniel's arme. Det var en deal.. Der gik ikke lang tid, før en af de ældre damer der højt sagde: ihh hvor er HUN køn... Så var den overraskel væk - men jeg hørte det slet ikke, var jeg havde så travlt med at græde, for synes det var hårdt at mærke de tog fat i babyen og mig.. Da jeg så fik afvide at det var en lille pige, græd jeg over det, og glemte helt "smerten"..
Kl. 11.28 kom bettepigen til verden - ud til en stolt farmand og grædende mor..
Vi kom alle tre på opvågningsstue kl. 12.10 og kl. 14.15 var jeg tilbage på stue 21 med farmand og en lille datter..
Og navnet er nu kommet helt på plads: LAURA
Billeder fra kejsersnittet (det man kun kan og måtte tage billede af) og af Laura - kommer senere) - har dog lidt fra telefonen som kommer her:
