ensom..

Hej alle.

Jeg ved ikke om andre har det som mig, men jeg føler ikke jeg kan overskue min graviditet mere? er 22+6. Jeg bliver overladt til mig selv hele tiden af min kæreste, og har kun 2 veninder tilbage. Jeg kan ikke rigtigt snakke med nogen om det, for ingen forstår mig desværre. Det hele er bare langt ude lige nu.

Mig og min kæreste har været sammen i 2 år og har sammen valgt den her graviditet. Men jeg bliver overladt til mig selv, imens han tager til poker, i byen, mandeaften osv. Alt imens jeg kan sidde herhjemme og glo, da mine egne veninder tit går i byen. Jeg ved ikke hvornår han kommer hjem og føler bare han er ligeglad med mig, men når jeg prøver at snakke med ham om det, så siger han bare ''hold nu op skat, jeg elsker dig''. Jeg græder rigtigt tit! Den smerte jeg føler, gør så forbandet ondt, som var jeg blevet efterladt! Jeg føler mig virkeligt ensom! Jo mere jeg græder, jo mere bange bliver jeg, for at det påvirker mit barn. Jeg havde bare lige brug for at komme ud med det. Jeg har tit skrevet et indlæg, mit altid slettet det inden det kom ud. Men her kommer det altså!

Tak fordi du gad læse det!

Jeg er åbentbart dum at hører på..

hej.

du er IKKE dum og høre på!!!!

jeg blev i april sygemeldt med en dep. og under 14 dage efter fandt vi ( min kæreste og jeg ) ud af at jeg var gravid, vi var ikke i tvivl om at vi skulle have babyen og at vi nok skulle klare den sammen..

men jeg kan mange gange have det som dig.. min kæreste går heldigvis ikke i byen men jeg føler mig stadig monster ensom..

jeg er idag 26+3 og kan ikke altid finde ud af om jeg glæder mig eller frygter det hele..

nårh, men det jeg prøver at sige er at du meget gerne må skrive et personligt brev her inde til mig, tror vi har meget til fælles..

mange tanker herfra..

Du er slet ikke dum at hører på. Godt du tog mod til at lægge indlægget ud. Det gør dig kun stærkere af at "indrømme" hvordan du har det.

Jeg kender følelsen alt for godt. Min kæreste har været i byen hver weekend siden vi fandt ud af jeg er gravid. Han siger at han bare vil fyre den af inden vi får børn. Min udvikling som mor er allerede gået igang. Og føler bare at han er ligeglad med mig og barnet. Men det er han jo ikke, det føles bare virkelig som du siger, som om man bliver efterladt.

Du må også gerne skrive privat til mig hvis du lyster. Op med humøret

Anonym skriver:

Hej alle.

Jeg ved ikke om andre har det som mig, men jeg føler ikke jeg kan overskue min graviditet mere? er 22+6. Jeg bliver overladt til mig selv hele tiden af min kæreste, og har kun 2 veninder tilbage. Jeg kan ikke rigtigt snakke med nogen om det, for ingen forstår mig desværre. Det hele er bare langt ude lige nu.

Mig og min kæreste har været sammen i 2 år og har sammen valgt den her graviditet. Men jeg bliver overladt til mig selv, imens han tager til poker, i byen, mandeaften osv. Alt imens jeg kan sidde herhjemme og glo, da mine egne veninder tit går i byen. Jeg ved ikke hvornår han kommer hjem og føler bare han er ligeglad med mig, men når jeg prøver at snakke med ham om det, så siger han bare ''hold nu op skat, jeg elsker dig''. Jeg græder rigtigt tit! Den smerte jeg føler, gør så forbandet ondt, som var jeg blevet efterladt! Jeg føler mig virkeligt ensom! Jo mere jeg græder, jo mere bange bliver jeg, for at det påvirker mit barn. Jeg havde bare lige brug for at komme ud med det. Jeg har tit skrevet et indlæg, mit altid slettet det inden det kom ud. Men her kommer det altså!

Tak fordi du gad læse det!

hvad med at tage med venninderne i byen... det kan du jo sagtens gøre UDEN at skulle drikke.. du kunne jo evt foreslå en hyggelig cafe til at starte med hvor dine venninder kunne drikke lidt cocktails og du kunne drikke alkoholfrie drinks.. man er altså ikke helt handikappet på hverdags og weekendlivet selvom man er gravid..

men jeg syntes da du skal prøve at forklare din kæreste om DINE følelser, ikke nødvendigvis ved at sige at det han gør er forkert, for han har jo lige så meget ret til at lave hvad han plejer at gøre... 

men kom ud og få lidt luft under vingerne.. hvis du er mobil til det.. ved jo ikke om du overhovedet kan bevæge dig rundt.. ( har selv haft en del problemer med bækkenet men så har jeg altid følt hvad jeg kunne klare... og jeg har altså lige været til koncert for et par uger siden) og jeg hyggede mig GEVALDIGT...  

Vil blot sige jeg er enig med de forrige - du er ikke dum og jeg kan sagtens følge hvor ensom du må føle dig...

Jeg har heldigvis en mand der gør alt for at deltage så meget han kan, men på trods af det kan jeg få følelsen af ensomhed... fordi det er inden i mig alle forandringerne sker og fordi det ikke er alt der kan forklares! Og hvis man så oven i købet også er alene meget af tiden og ikke får snakket med nogen - ja, så bliver man sgu meget ensom!!

Se om du ikke kan komme ud og more dig lidt... fx tage med i byen selvom du ikke kan drikke - det kan da sagtens være hyggeligt  Eller måske en cafe-tur??

Jeg er selv i uge 22, så er jo ca samme sted i graviditeten som dig - så hvis du vil snakke graviditet skal du være mere end velkommen til at skrive til mig privat!

Husk dog altid at det er sundt at dele sine følelser og tanker med sin kæreste... hvis ikke du allerede har snakket med ham om hvordan du har det - så bør du gøre det!

Håber du finder glæden frem igen, så du kan nyde din graviditet

Line

Tak for svar alle sammen.

Jeg har fået snakket rigtigt meget med min kæreste om tingene, og endeligt så føles det som om han faktisk kan forstå mig. Måske er det gået op for ham, eftersom maven vokser. Jeg er også begyndt at gå rigtigt meget ud med mine veninder på cafe, bare om dagen, og det hjælper en hel del. Jeg er nu 28+6, og det hele virker meget roligere end tidligere. Måske også fordi jeg er blevet ret ''ligeglad'' med hvad han laver og hvornår han kommer hjem. For hvis ikke det er acceptabelt så må jeg jo blive alene, selvom det ikke er det jeg ønsker for vores kommende datter. Men det er som om jeg har fundet en styrke i mig selv, som jeg egentligt ikke vidste jeg havde! Måske meget af det også var hormoner og frygten for at hvis det gik galt, så ville jeg ikke klarer det. Men self ville jeg det! For det kunne jeg blive nødt til.

Jeg er glad for at i har gidet svarer mig. Og det er rart at vide, at jeg ikke er den eneste der kan blive rigtigt ensom. (selvom jeg self ikke ønsker det for nogen, overhovedet)

Hej

Det er modigt af dig at "offentliggøre" dine følelser herinde, og smart at du valgte at være anonym.

Jeg kan sagtens genkende din angst. Jeg er desværre ikke gravid endnu men i gang med snart 3. omgang hormonbehandling og IUI-H.

Men ligemeget hvilke udfordringer vi møder (graviditet eller ej) kan det være udgangspunkt for angst for at blive adskilt eller efterladt, eller endda svigtet. Jeg har været sygemeldt fra min uddannelse fordi det blev for hårdt, og arbejder nu 4-5 dage om ugen aktivt med min angst/frygt og mine uhensigtsmæssige følelser med nogle rigtig dygtige psykologer, afspændingspædagoger og lign. Jeg ser det lidt som en gave at få lov at tage en uddannelse i 'mig selv' og hvordan jeg passer på mig selv og mine behov.

Jeg håber du får en følelse af forståelse af at læse dine svar herinde, og du er meget velkommen til at skrive tilbage til mig. Jeg synes det mest berigende og øjenåbnende foregår i udvekslingen med andre mennesker der ikke går rundt og er 'perfekte' inside out med det rigtige liv, de rigtige børn osv.

 Viktoria.