Vil nu forsøge mig at lave en beskrivelse af den største oplevelse i mit liv, til jer så godt som jeg kan huske det. 
Som sagt, aldrig i mit liv har jeg oplevet noget så smertefuldt men heller aldrig i mit liv har jeg oplevet at elske så meget!
Fredag den 19 oktober, gik slimproppen men der var ingen tegn på, at der overhovedet skulle ske mere. Så jeg var lidt skuffet, jeg vidste jo godt at slimproppen ikke var = fødsel LIGE NU! Men altså... 
hihi i kender utålmodigheden.
Mandag den 25 oktober, ved en 18 tiden begynder jeg at få ondt i lenden, men det er kun i lenden så jeg er meget i tvivl om hvor hvidt det er min lille Cilas der vil melde sin ankomst nu.. Men jeg får ringet til min mor, der tager telefonen med det samme og siger " ER DET NU?" Hun havde glædet sig rigtig meget til at få lov til at være med til min fødsel. Jeg fortæller hende, hvordan jeg har det, at det murre sådan i min lend og vi bliver enige om at hun nok må komme over.
30 minutter senere står min mor i døren med en indkøbspose, og siger " At hun lige har taget lidt hygge med til os, så hun havde kage, sodavand og en sandwitch med til hver, rigtig lækkert... Men nu var det jo bare lige sådan at jeg havde veer og absolut INGEN appetit!
Vi prøver at tage lidt tid på veerne men de er slet ikke til at sætte tidspunkt på og så vidste vi jo godt de ikke ville se os endnu.. Men jeg ringer nu alligevel derind, og de siger jo at jeg skal ringe igen når de er regelmæssige. Så min mor og jeg hygger på sofaerne og ser robinson.. Klokken 22 var veerne regelmæssige og de gjorde ret ondt... Vi ringede igen og fik lov til at komme ind til dem, så de kunne undersøge mig.
Klokken 23 er vi på fødegangen og bliver modtaget af en sød jordemor som undersøger mig, men jeg er kun 3 cm åben så det var en smule skuffende, men det var bare op på hesten igen, fordi nu var det da igang og der var jo kun 7 cm igen sagde hun til mig, 7 CM?
AVVVVVVV tænkte jeg bare!
Vi ville være træt af at tage hjem igen, så vi kører på Mc Donald, og føøøøøøøøøøj det er ikke et godt sted at være når man har veer og absolut ingen appetit, så der skulle jeg bare væk fra igen.. Jeg havde det bedst med at bevæge mig under veerne så jeg marcerede sygehuset gange tynde den aften/nat.
Klokken 01 var jeg 4 cm åben så havde jo ikke rykket mig meget på de 2 timer så de beslutter at tage vandet, og det er en lettelse for mig, da jeg gerne vil have det overstået nu!! Og jeg skal love for at det får gang i det, det får så meget gang i det at jeg får kvalme og kaster op
! Det vælter ud af mig, og det er virkelig ubehageligt!! NØJ hvor var det bare ikke rart, at man både skal koncenterer sig om at trække vejeret dybt og så kaste op samtidig.
Så da klokken den er 02 kommer jeg i badekar og det er bare rart, på det tidspunkt er jeg ved at være meget træt og orker ikke mere, men badekaret var absolut ikke løsningen!! Det lindre så meget at det går lidt i stå og der er ikke rigtig skub i veerne, så omkring klokken 03 kommer jeg op igen og får lagt ve-drop fordi nu skal han altså ud!! Og nu kaster jeg heldigvis ikke op mere, men der kommer godt gang i veerne og jeg græder og græder men prøver virkelig at tage det i stiv arm, på det tidspunkt er jeg 5 cm åben..
Klokken 04 er jeg 6 cm åben, så det går frem af men det går langsom meget langsomt og det gør NAS! Jeg går rundt, og ligger og sidder og NEJ der er bare ikke noget der hjælper, men jeg har besluttet at jeg ikke skal have smertestillende og det står jeg ved!!! Hører stemmen i mit hoved Jeg vil FIGHT for det!
Klokken 05 er jeg 7 cm åben, altså jeg åbner mig ca en cm i timen og klokken 07.30 var jeg klar til at presse, MEN der melder sig et nyt problem eller et problem var det ikke men en ny overraskelse, jeg skulle presse en stjernekigger ud! Da jeg får det af vide går jeg nærmest i panik, og kan slet ikke lige samle mine tanker om at presse denne unge ud!
Men jeg prøver at hører efter hvad min jordemor siger og presser og presser og presser og Avvvvvvvvvvv! På et tidspunkt er jeg ved at miste troen på at han kan komme ud af mig, men jeg tænker nu skal han fanme ud og det er nu! Og SVUP så var han ude, den dejligste lille dreng og en barnegråd så fin!
Han bliver lagt op på mit bryst og så kan jeg ikke holde tårene tilbage, jeg hulker og hulker og det samme gør min mor, og det kan ikke beskrives hvor fantastisk det er, en følelse af lykke der ikke kan beskrives! Kærlighed ved første blik!
Det var ALLE smerterne værd! og jeg gør det gerne igen!
Han bliver målt til 47 cm og 2860g. Bliver lagt til brystet og sutter så fint! Jeg kunne blive ved, jeg er SÅ LYKKELIG!
De tidspunkter jeg har skrevet i berretningen er ikke helt præcise, men ca.
Sophie og Cilas.
