Hej
Jeg har erfaring med panikangst. Det skete for snart 4 år siden; jeg sad en sommer og drak øl med en veninde en hel dag, uden mad eller vand. Blev rigtig fuld og sov på hendes sofa. Næste morgen stod jeg op og tog toget hjem. I toget blev jeg dehydreret og gik i panik og hyperventilerede - heldigvid var der en falck-redder ombord, som fik mig beroliget og som holdt mig i hånden hele vejen hjem og sørgede for jeg fik noget vand osv. Så skete der ikke mere før 14 dage efter, hvor jeg skulle på ferie. Da vi skulle til at gå ind i flyet, sortnede det for mig og jeg følte jeg skulle besvime. Jeg måtte sidde nede bagi flyet hele turen og rendte på toilet i tide og utide. Jeg havde det SÅ dårligt og følte mig kun tryg på wc´et. Hele ferien, var jeg nødt til at opholde mig på hotellet (i 14 dage!) for ellers følte jeg at jeg ville besvime. Jeg havde konstant dårlig mave.
Da jeg endelig kom hjem igen, tog jeg til lægen, som sagde det var stress. Jeg blev sygemeldt fra mit arb i 2 mdr, men blev ved med at få de her anfald hver gang jeg skulle forlade lejligheden. Blev ved med at gå til lægen, som til sidst - efter 4 mdr - henviste mig til en psykolog (man kunne ikke blive henvist pga angst, så det blev pga et dødsfald, og så var jeg jo inde i "varmen"). Hos psykologen, fandt han meget hurtigt ud af, at det drejede sig om panikangst og jeg fik nogle redskaber, så jeg kunne lære at gøre det bevidst i min hjerne, i stedet for ubevidst. På den måde kunne jeg lære at styre det og stoppe det i tide, før jeg decideret fik et panikanfald. Jeg gik hos psykologen i et år og har måtte stoppe med at drikke alcohol, kaffe m.m. og skal sørge for at få en ordentlig nats søvn, ellers føler jeg at jeg får anfald.
Nu, så lang tid efter, tænker jeg konstant på angsten. den fylder utrolig meget i mit liv og er hele tiden i baghovedet. Det er blevet SÅ meget bedre, siden dengang og jeg får ikke anfald længere, men har godt nok måtte ofre meget og skal hele tiden vide hvor udgangen er og hvor toilettet er. Tør ikke tage på ferie, tør ikke tage til koncerter, drikker ikke, tør næsten ikke sove ude og skal konstant sørge for at få mine 8 timer om natten. Hvis jeg bliver overtræt, begynder jeg at ryste og frygter anfald. Det lyder meget slemt, men det er de ændringer jeg har måtte lave, for at leve et normalt liv. Jeg har det faktisk godt, taget i betragtning, og er begyndt at glæde mig over hverdagen igen 
Jeg har netop talt med min læge om, at starte til psykolog igen - efter nytår, kan man nemlig blive henvist pga. angst. Jeg vil gerne have det helt ud af mit liv. Det er utrolig hårdt at skulle tage højde for angsten hele tiden og mange gange har jeg følt, at den har styret mit liv. Jeg har været meget ked af, at jeg ikke har kunnet leve som andre unge mennesker, men bilder mig selv ind, at jeg er stærkere nu og at jeg bare må gøre andre ting end alt det jeg ikke kan... Håber det var en hjælp
Mvh KatrineP
