Har tænkt lidt..uhhh..

Jeg har et par veninder, der lige er blevet mødre for 4 - 5 måneder siden og en anden der har to børn. Flere gange har jeg oplevet, når de taler sammen, at de meget taler om dét at få deres børn passet, så de kan komme ud og opleve verden osv. Det virker nærmest som om, at jo mere man kan være væk fra sit barn, jo sejere er man....hvis I forstår. Altså sat på spidsen nærmest: jo mere man ikke savner eller viser følelser i det at få et barn, jo smartere er man. F.eks her til brylluppet, hvor en af dem stadig ammer, men fik sit barn på 4 mdr passet. Han ville ikke tage flasken og hun sad mange gange med mobiltelefonen og tjekkede om den ringede - på mig virkede hun bekymret. Men til min anden veninde, sagde hun: "møgunge, nå de må jo bare give ham lidt banan - ha ha" hvortil min veninde svarede: "sådan skal det lyde - de skal jo lære det"..... Det undrer mig, at hun ikke bare står ved bekymringen - jeg har oplevet det flere gange...altså den holdning, at jo mere, man kan forlade sit barn og ikke viser for mange følelser omkring sin bekymring, jo mere respekt giver det. Det ses som en dyd at kunne give slip på sit barn...og hvorfor egentligt det?

Bare lidt nogle tanker herfra :P
/Jeanette

Godt spørgsmål egentlig... Glæder mig til at se om der kommer en masse kloge svar på den her!

Jeg har edderhugme fået mange "spank" fordi jeg er så overpyldret i nogens øjne - Man vænner sig til det :)

Jeg vidste ikke trenden var sådan flere steder :)

Stella blev for første gang i fredags puttet af en anden (Min mutti) end mig, fordi jeg skulle i bywen.
Og SHIT!! Hvor jeg tudede!
Kunne godt mærke at det ikke passede til selvskabet, men jeg har bare ikke det behov for at komme ud om aftenen.. Mere! :)

Anywho - Fik jeg overhovedet svaret på emnet?! (C)

Ja, jeg forstår det heller ikke. Jo mere distanceret eller "ligeglad" man virker, jo bedre forælder er man. Hmmm. For barnet skal blive selvstændigt. Derfor er det også rigtig sundt for et lille barn at være væk fra mor hver dag i 8-10 timer osv.(?) Naarrh..

Tjaa, jeg tror at det skyldes den måde verden er idag. Et lille barn skal lære at klare sig fordi mor og far skal jo på arbejde. Og mor og far skal have et voksenliv, så derfor skal barnet passes en gang imellem.
Jeg tror at den der hårde attitude skyldes at man beskytter sig selv. Tror mere at personen siger det til sig selv. Ikke til andre.
Jeg vil også gerne høre nogle kloge svar. Spændende emne.

Knus fra Helle...

hmmmm, både og, altså det er jo et voldsomt skalkeskjul, og noget med ikke at vise at man faktisk er afhængig af den her lille purk!
Jeg vil godt garantere dig for det er den samme kvinde som når hun kommer hjem, skriver til barnepigen og spørger om barnet har det godt, selv om hele hytten sover...hun er jo skide bange for at vise følelser, og det er da klart et nederlag i sig selv!

men!

jeg vil så også godt referere til det indlæg hvor nogen snakkede om hjemve, og seperationsangst, for noget tid siden....
og med henblik på det indlæg, tror jeg da også det er vigtigt at man af og til forlader barnet...så det kan finde ud af at andre faktisk godt kan tage over!
en veninde til mig har en sønnike, han skal konfirmeres til næste år, og stadig græder han om aftenen hvis han sover ude! Det er virkelig hemmende for ham, for han bliver sgu drillet med det, og det er da synd!

så det er da vigtigt at få børnene ud og blive passet, men for fanden, man behøver da ikke være så hardcore at man ligefrem sidder og snakker grimt om børnene!

altså jeg forstår hellere ikke rigtig den der store trang til at komme væk fra sit barn, også sige 100% ærligt at man ikke savner det eller overhovedet ikke skænker det en tanke! Hvorfor kan man ikke bare være ærlig over for sig selv og andre man er sammen med - jeg savner mit barn og har lyst til at ringe hele tiden.........

Jeg ved godt vi er forskellige, men jeg havde overhovedet ikke lyst til at forlade Alma eller Johanna da jeg ammede, de ville ikke have flaske, og jeg havde ikke lyst til at der skulle tvinges eller andet! Men ikke sagt at jeg godt kunne være misundelig på Andreas der bare kunne tage afsted! Når jeg så gik uden, ja så følte jeg mig jo helt stresset, også med andet barn.

Jeg ved ikke om den der atitude(staves) kommer af når vi får et barn, så skal barnet i hvertfald ikke lave om på vores hverdag! men man bliver klogere! Og hvis man ikke vil indse det, ja så synes jeg man har et problem - stakkels børn! Jeg ved godt at hele verden ikke går i stå fordi man får et barn, men det er da tæt på :P

jeg får også helt ondt i maven over de forældre der taler grimt til deres børn (det er helt ok her at komme ud med sin vrede her inde, for her hører de ikke at de er møgunger)

men Jeanette jeg kan godt forstå din bekymring!

Knus Siber, der bare savner Alma for vildt og jeg ringer hele tiden, hun er hos bedstemor og bedstefar på Bornholm på ferie! Har været der siden i fredags!

Jeg har faktisk tænkt på, om det er noget kulturelt betinget. Vores samfund er jo -som Miiikro skriver - indrettet til at skulle klare sig selv, og dermed anses det som en meget vigtig ting, at barnet lærer det så hurtigt som muligt. Men sjovt nok viser flere undersøgelser, at børn har brug for deres trygge base - mor og far - for netop at kunne udvikle selvstændighed....vi har bare ikke tid til at vente på det sker i barnets tempo ;)

Men klart skal man som 13-14 årige ikke være så utryg at man græder, når man skal sove andre steder.... Dog har jeg selv haft den utryghed meget langt op i min barndom. F.eks. stoppede jeg med at gå i fritter, da jeg var 8 år gammel og valgte at være alene hjemme i stedet. Jeg hadede at være væk hjemmefra og deres regler gjorde mig utryg, så jeg var frygtelig ked af det hver dag indtil jeg fik lov at være hjemme. Så jeg blev nøglebarn :P og fik det meget bedre. Min dagpleje/børnehaveperiode var frygtelig og jeg husker virkelig den stemning jeg havde indeni - jeg var så utryg. Jeg kan huske at min dagplejemor havde en mand, som var helt sort over alt hver gang han kom hjem - jeg var så bange for ham. Min mor har senere fortalt han var skorstensfejer, men det ved man sgu ikke, når man er lille - ha ha :D. ja, jeg husker en del fra min pasningstid og måske derfor er jeg heller ikke så vild med at presse Iza for meget over i andres hænder, når hun ikke vil eller viser hun er utryg.
I dag har jeg det fint med at være/sove andre steder og min utryghed er væk.........

I mange kulturer går man jo hjemme med børnene. F.eks bor min veninde i Qatar og der er det helt normalt at have børnene hjemme og så have ansat en passer eller anden hushjælp. Der er en form for vuggestuer, men de er åbne fra 9 til 13 kun...lidt sjovt :)

Nå jeg ævler vist lidt, men det er da sjovt hvor forskellige værdier og levemåder, der findes og hvad der anses for rigtigt og forkert alt afhængig af hvor man befinder sig i verden.