Puha, Lisbeth... Det forstår jeg sørme godt, at du er ked af og forvirret over, hvad du skal stille op med :'(
Jeg fik næsten helt mavepine af at læse om det...
Det er SÅ svært, fordi man skal veje et lillebarns tarv op mod et venskab, som oven i købet ikke er ens eget, men mandens - og havde det så bare været det, ville det være lettere, altså hvis man vidste, at man kunne hjælpe drengen ved at gøre noget, men hvordan Søren gør man det???
Jeg hører dig skrive, at du gerne VIL gøre noget og det synes jeg, du skal holde fast i, for den lille dreng har måske kun dig i hele verden, der kan se, hvad der foregår og føler nok for situationen til IKKE at blande sig udenom.
Men så kommer spørgsmålet bare, hvad du kan gøre...
NEEEJ, hvor er jeg glad for, det ikke er mig, der står i din situation lige nu!! Det er bare så hæsligt :'(
Men hvis jeg gjorde, så ville jeg i hvert fald først forsøge at blive enig med husbond om, at noget må gøres, så han ikke føler sig tromlet ud på et sidespor og skal leve med eftervirkningerne af en sur og vred ven/kolega.
Det aller bedste tror jeg ville være, at det der skulle siges kom fra din mand i grunden, fordi det ikke vil gøre situationen så pinagtig, fordi de to mænd kender hinanden bedre. Desuden tænker jeg, at hans ord måske vil blive sværere for dem at feje af, fordi mændene netop kender hinanden. Dine ord vil nok være betragteligt lettere at feje af, fordi du er mere udenforstående og fordi du er gravid... Hvis man bliver angrebet på sine forældreevner, kunne jeg forestille mig, at man rækker ud efter hvad som helst for at underminere munden, angrebet kom fra.
Det næste er så, at det, der skal siges helst skal komme drengen til gode og ikke bare ende i et voksen-rivegilde, så det skal fileme gennemtænkes godt, så I ikke bare får stødt parret fra jer, men får åbnet op for en hjælpende hånd...
Under alle omstændigheder, synes jeg, at I SKAL sige noget. Der er for mange af os, der vender ryggen til, fordi det er nemmere og fordi vi ikke vil såre nogen og der er ved grød brug for flere som dig, der tør sige noget og hjælpe den lille dreng, der er godt i gang med at få smadret sit selvværd.
Jeg har bare ikke lige nogle idéer til, hvad der skal siges... Ikke andet end at det skal siges med venlighed, hjælpsomhed, bekymring og åbenhed og ikke med anklagende pegefingre...
Du kunne måske også smutte en tur over og tage en snak med konen en dag? Fortælle, hvad du oplevede den dag og forsøge at få en snak i gang med hende om det og tage udgangspunkt i, at du går ud fra, at de gør det aller bedste, de har lært...
Og virkeligt æde, at du synes, at de er nogle pløk-åndsvage, afstumpede, skulle-forbydes-at-have-børn svin >(;)
Held og lykke!!!
Knus fra Birgitte
Anmeld