Godmorgen.
Jeg har, som nævnt i går, selv gået og tænkt en del over det med veninder før og efter barn. Det kan tælles på én hånd, hvor mange veninder jeg har fra tiden før Mads kom til verden. Der er faktisk kun 2 tilbage, men det er så også to, som jeg vil kalde meget tætte veninder.
Jeg flyttede jo fra Tarm i 2000, hvor jeg flyttede til København og boede der i 3 år. Derefter flyttede vi 3 år til Århus, og nu bor vi så her ved Viborg. Alle steder har jeg haft mange gode venner og kollegaer, som også blev venner, men de er helt automatisk faldet fra, også fordi man ikke bor i nærheden af hinanden mere. Jeg har altid haft let ved at få nye venner også nye steder. Jeg er, som jeg fik af vide til min sidste jobsamtale, et meget ukompliceret menneske, så jeg falder hurtigt i hak med folk. Så det har aldrig været det store problem. Men i og med vi har flyttet så meget, så er det kun de to gamle veninder der er tilbage. Jeg har selvfølgelig nogle fra studiet, som jeg også snakkede en del med, men ikke nogle som jeg kom ordentlig ind på livet af. Det mest af alt fordi de ikke havde børn, og derved brugte de tiden meget på caféer og rødvinshygge hjemme hos hinanden. Når det skulle foregå, kørte jeg hjem til Viborg, og hentede Mads fra pasning. Så det blev aldrig helt godt, men det var søde mennesker alle sammen. Kontakten til dem siden vi afsluttede uddannelsen har også været meget lidt. Jeg kom jo også på et nyt hold efter barsel, så det tog lidt tid inden jeg lærte dem at kende.
Min mødregruppe i Århus, eller Lystrup, var bare fjing fjong. Jeg var lykkelig for, at vi harmonerede så godt, og det var bare fedt, at jeg igennem dem fik mig en god venindeflok, som også var førstegangsmødre lige som mig. Vi havde det bare så godt sammen. Vi så hinanden flere gange om ugen. Men så flyttede vi også derfra, og det gled langsomt ud i sandet. Vi forsøger stadigvæk at holde kontakten hver 2. måned, men det er svært for mig at følge med, da de stadig ses i hverdagene. Det er smadder ærgerligt, men sådan er det.
Nu bor vi så her I r, og der er masser af unge mennesker. Og rigtig mange med små børn på Mads alder. Men jeg ved ikke lige hvordan vi skal komme i kontakt med dem. Det kunne være fedt at få nogle venner i byen, hvor man bor. Skulle man lave et opslag nede i brugsen? Nej, det er måske ikke lige den fede løsning. Jeg håber at Mads og jeg får startet på noget mor-barn gymnastik her til efteråret, og derigennem møder nogle. Det ville være kanon. Forældrene til de andre børn i dagplejen er ikke lige nogle jeg tror, bliver vores gode venner. Men her d. 16. august er der sommerfest i byen, og det skal vi selvfølgelig til. Det giver jo også en mulighed for at lære nogle at kende, så det glæder jeg mig til.
Så her tror jeg i bund og grund det handler om, at vi er flyttet så mange gange som vi er. Det er derfor vi ikke har mange venner tilbage, som er tæt inde på livet. På mange områder er det trist at man mister kontakten, men man kan sige at dem man virkelig gerne vil holde kontakten til, dem beholder man også om venner.
Jeg synes også jeg har erfaret, at det betyder meget, om man er på samme sted i livet. En af de før omtalte veninder har ingen børn endnu (har meget svært ved at få), men hun forguder børn, og man føler ikke man skal stå på nåle, når man har sit barn med hos hende. Men nogle uden børn, kan nogle gange have svært ved at sætte sig ind i den omvæltning, det er at få et barn. Nu kan man lige pludselig ikke bare komme over en aften og sidde til langt ud på natten, og drikke øl el. lign. Der er bare nogle ting, som ikke er så ligetil, når der er et barn der skal passes næste morgen. (tidligt) men det er jo alt sammen ting som I allerede ved. Så det vil jeg ikke uddybe mere.
Jeg savner at have mine veninder tæt på, da det ville gøre det lettere at fastholde, når man lige kan kigge over en eftermiddag. Men sådan er det ikke, og hip hurra for telefonen er opfundet. Graham Bell, du er min helt.
Blev det noget rod?
Klem fra st.
Anmeld
