Så kunne jeg lige finde tid/overskud til at få Peters fødsel ned med ord.. Og det er bestemt ikke fordi han er vanskelig, det er bare mig der har haft brug for lidt tid til at fordøje oplevelsen.. 
Jeg har fået en tid til igangsættelse d.21.09 kl.19, altså dagen før termin, og dagene op til var ikke særlig sjove! Jeg var ret stor og pga dette, var vi mange der var overbeviste om at jeg da bestemt ikke ville gå tiden ud, så jeg gik jo og var temmelig sikker på at baby ville komme før igangsættelsesdatoen. Havde det ikke så godt med hele seancen, og ønskede rigtig meget at det skulle gå igang naturligt..
Det gjorde det ikke!!! Vi mødte ind på fødegangen kl.19, og fik en rigtig sød jordmoder, som forklarede os hvad der skulle ske, og vi fik kørt en strimmel. Alt så fint ud og hun tilkaldte forvagt og bagvagt, som skulle lægge et ballonkateder. Jeg havde fået fortalt at det ville gøre ondt, så var lidt nervøs.. Min kæreste holdt i hånd og jeg satte alt ind på at slappe af, det var ikke så slemt, som forventet. Efter Katederet var lagt, skulle der igen køres en strimmel, og alt så stadig fint ud. Jordmoderen følte på mig og sagde så, at vi kunne tage hjem og sove, og at vi så skulle møde ind kl.8 næste morgen, medmindre der selvfølgelig skete noget om natten. Så vi var hjemme igen kl.23, snakkede med min mor, som var hos os for at passe den store, og gik så i seng. Ganske kort efter kom der lidt små murren, som tiltog lidt i løbet af kort tid, og gjorde ok ondt, hver 10. minut, dog ikke nok til at jeg ville gøre noget ud af det, så jeg prøvede at hvile indimellem.
Vi stod op næste morgen, fik morgenmad og fik sendt mormor og den store afsted inden vi selv kørte mod sygehuset.
Vi mødte ind og fik igen lagt en strimmel, denne gang hos en noget ældre, men super frisk og sød jordmoder. Strimlen så fin ud, og efter den havde kørt noget tid, ville jordmoder føle på mig, for at se om hun kunne tage vandet. Så hun seponerede ballonkatederer, og det var godt nok dejligt, da det var noget generende. Derefter blev jeg flyttet over på en anden briks, for at hun kunne komme til at tage vandet... Aaauuii, det gjorde lidt naller da.. Jeg havde ikke åbnet mig særlig meget, men hun valgte at tage vandet alligevel, og hun skulle ret langt op, der fik kærestens hånd et ekstra klem. Men vandet gik kl.ca.9.45, og så fik vi lov til at gå en tur, og møde ind igen kl.12. Så vi gik en tur, og bestemte os for at køre en tur på Burger King og få frokost. Så der sad vi i bilen, under en bro og kiggede ud over vandet, spiste whopper, imens vandet sivede, med viden om at vi snart skulle være forældre.
Da vi mødte ind igen, blev der igen kørt en strimmel. Og så skulle jeg ha lagt venflon.. Øv de skulle stikke mange gange, 3 gange gjorde jordmoderen, og lægen 2 gange inden det lykkedes. Derefter fik jeg væske, da jordmoderen ikke var helt tilfreds med hjertelyden, den blev efterfølgende bedre, og så blev der lagt vedrop, ca.kl.14. Så gik vi igen en lille tur, den blev dog lille, da vedroppet krævede el tilslutning ret hurtigt og vi syntes ikke det var så fedt at stå midt på gangen og bippe...
da vi kom tilbage begyndte veerne også så smt at komme, og så gik det stærkt, veerne kom ret hurtigt med 3 min mellemrum, og de begyndte at gøre ret ondt. Kl.15, gjorde det rigtig rigtig ondt, så ondt at jeg måtte overveje om jeg selv kunne gå på fødegangen ( 1 etage op). Puha, det var ikke en sjov elevatortur, hang op af væggen, og op af min kæreste, Martin. Det gjorde bare rigtig ondt nu.
Den nye jordmoder på fødestuen ville køre en strimmel, og her har min kæreste fortalt at hjertelyden faldt 2 gange, hvorefter hun ville mærke på mig, og måtte konstatere at jeg slet ikke havde åbnet mig nok i forhold til de smerter jeg havde. Jeg var 3 cm åben, og havde efterhånden ingen pause imellem smerterne, hvilket jeg slet ikke kunne forstå. Jeg græd og fik fremstammet om det virkelig kunne passe at det skulle gøre så ondt, konstant. Jordmoderen tilkaldte en fødselslæge, og der gik ikke længe før de bestemte at vi skulle køres ned til akut ks. Jeg fik på dette tidspunkt ikke så meget med, men Martin har fortalt at det var ret skræmmende og dramatisk, og ikke særlig sjovt at stå på sidelinjen, jeg var nærmest gået ind i mig selv i en smerterus.
Der skete en masse ting efterfølgende, det tog tid at lægge bedøvelsen, osv, men kl.17.22 kom smukke Peter til verden
, og samtidig kunne lægerne konstatere at han simpelthen havde været halvvejs ude at det gamle ar på livmoderen. Det var sprunget op under veerne, så han var på vej ud i bughulen, derfor de stærke smerter imellem veerne, som næsten gjorde lige så ondt, som veerne. AV!!!
Men han scorede 10 begge gange, og han var bare dejlig!!
Desværre ville skæbnen at lægen som skulle sy, ikke kunne få det hen pga der var 2 steder der skulle syes nu, så de måtte tilkalde en læge der havde fri. Pga dette begyndte jeg at blive dårlig, kastede op og mistede ret meget blod. Da lægen endelig kom, begyndte jeg så også at kunne mærke hvad de lavede, så jeg blev lagt i fuld narkose.
Vågnede på opvågningen kl.ca.21, og kort derefter kom min kæreste, jordmoderen og min lille Peter, og han fik lov at ligge hos mig. Jeg var flere gange ved at falde i søvn, pga jeg havde mistet blod, men hvor var det skønt at være sammen...
Kort efter blev vi kørt på barselsgangen, hvor vi lå i to dage, og derefter lå vi på familieafsnittet to dage. Jeg havde sådan brug for at Martin kunne blive hos mig, at vi fik lov at blive flyttet derned!
Peter havde og har det rigtig godt, og jeg er ved at komme mig over det. Men må indrømme det har været en drøj omgang.
Om ½ år skal vi så til en scanning, hvor vi kan få at vide hvordan helingen på livmoderen er, og om vi må få flere børn. Under alle omstændigheder må jeg aldrig få veer mere, så det bliver aldrig en naturlig fødsel!
Blev lige til en lidt længere FB end forventet, men dejligt at få ordene skrevet. Tak fordi du læste med.....
