at være alene hjemme. Jeg er jo alene hjemme i aften, og sidder så passende og gør mig nogle tanker om hvordan andre mon har det med det?
Her tænker jeg ikke så meget på den uhygge der kan være ved det, men mere om det med at "give partneren lov" til at komme ud alene.
Jeg synes tit at Jeppe er afsted. Ikke for meget, da han er meget opmærksom på, om det er i orden med mig, at han nogle gange tager ud med gutterne (til mc-træf, Sverige som nu eller bare ovr til sin fætter en aften og sparke dæk i værkstedet). Men jeg kan godt nogle gange blive en anelse misundelig på ham. Jeg har ikke rigtig været ude siden Mads kom til verden. Min egen fejl, men jeg har bare ikke haft behovet. Jeg er ved at dø, hvis jeg skal undvære Mads mere end én overnatning.
Én af mine meget gode veninder har sagt at vi snart skal have givet den noget gas, så det glæder jeg mig til.
Men hvordan er det hos jer? er I "strenge" kvinder, som forlanger at manden skal være hjemme hele tiden og være der for familien, eller hvad skal han også have liv til at tage ud og overnatte...(ja ikke med andre kvinder vel..;) men når bilen bliver for fuld, så kan man jo risikere at den skal holde der til dagen efter.
Knus st.
Anmeld