Her kommer en bedre sent end aldrig fb fra mig.
Jeg var sat til den 30 januar 2010.
Og det skal lige siges jeg havde meget svært ved at forholde mig til når folk sagde "du er ikke i tvivl når vandet går, eller når du har veer" for hva nu hvis jeg jo var i tvivl??
Og det var vi så Torsdag den 28 januar, jeg syntes jeg blve ved med at have små dråber i mine trusser, og var bange for at det var vandet der var begyndt at sive lidt.. Min kæreste havde læst at når vandet gik lugtede det rigtig grimt og ikke som tis.. Og frisk som han nu er, stak han da lige næsen ned til trussen og snusede (ja jeg synte sgu det var frsik gjort, ha ha ha) og da han bestemt mente at der ik lugtede af tis, syntes han vi skulle prøve og ringe til fødegangen og spørge. Så det gjorde jeg så, og snakkede med en sød dame, som sagde at vi skulle komme ind og blive tjekket fredag morgen kl 09.
Jeg var ikke nervøs som sådan for jeg havde det jo helt fint, og tasken var pakket og alt var klart, til vores lille søn skulle komme til verden.
Når men det blev fredag morgen, og vi tog afsted til herlev fødegang, hvor vi først sad og ventede, mens vi kunne høre en kvinde der lød meget i smerte puha. vi blev hentet af en sød jordmor, som tog mig ind på en stue og undersøgte mig, men det var falsk alarm, vandet var ikke gået og jeg var ikke i gang.. Så vi tog hjem igen, lidt lettede og lidt skuffet..
Efter en go eftermiddagslur tog vi hjem til mine svigerforældre for at spise, og der er altid kage til kaffen, denne gang havde de after mit ønske købt Fastalavnsboller fra Bilka, (jeps de store med hindbærcrem i) Mums det havde jeg bare haft lyst til længe..
Vi fortalte jo om vores falske alarm, og min svigermor spurgte mig om jeg kunne mærke at det snart var tid? Øhh nææ eller tjoo hmm nej det tror jeg ikke, ik andet end jeg var klar til at blive mor nu.
Mens vi sad og spiste begyndte det at sen, seriøst meget ja det var jo faktisk en sne storm der kom.. Så vi besluttede at køre tidligt da vi skulle køre meget forsigtigt hele vejen hjem (40 km) så hvad der normalt tager 20min blev til 1½ time næsten. I bilen snakkede vi om at det var heldigt det ikke var nu jeg skulle føde..
Da vi kom hjem besluttedejeg mig for at ligge rent sengetøj på vores seng (mon det er det de kalder at bygge rede) Jeg så lidt tv og gik så i seng. Kl ca 03. vågnede jeg fordi jeg var sulten og lå og overvejet om jeg sgu rejse mig og smøre en mad, men jeg var for træt, men nu jeg var vågen kunne jeg jo lige gå ud og tisse.. Men jeg sad der p wc´et fik jeg pludselig en smerte jeg ALDRIG har mærket før, jeg måtte holde fast i dørkarmen (ja vi har et meget lille toilet) for ikke at skrige. Da det endelig stoppede igen skyndte jeg mig ind og ligge i sengen og forsøgte at slappe af, så kom der en tur til, jeg kan huske jeg spændte helt vildt i kroppen fordi det gjorde så ondt. Men efter at ha læst at det vare forlænger fødslen, begyndte jeg at slappe af. Den næste vee kom og jeg træk vejret rigtig dybt, mens jeg forsøgte at slappe af i først det ene ben, og derefter det andet, så jeg til sidst kun træk vejret dybt, og resten af kroppen slappede af. Så tog jeg et ur frem og tog tid, for at sikre mig det var veer.. Jeg kan huske at jeg spassede med min arme fordi det gjorde så ondt jeg forsøgte at smide det væk ( ved ik om det gir mening) Nå men efter 3-4 veer vækkede jeg min kæreste og sagde, "jeg har veer og vi skal ikke have flere børn".
Han sprang op og spurgte om jeg var sikker.. (Doohh hva tror du selv) Men han var så ikke i tviv da den næste vee begyndte. Vi tog tid på og der var ca. 10-15 min i mellem. Kæresten ringede til fødegangen og fik afvide nu var vi igang, og at vi skulle komme når der var 5 min i mellem og de skulle vare 1 min. Jamen okay så er det bare med at time dem, så det gjorde vi, efter lidt nussen på ryggen af kæresten mens veerne stod på, blev vi enige om at han skulle prøve at sove lidt, da det jo også blev en lang dag for ham.
Kl 07 vækkede jeg ham, da jeg nu ikke syntes det var sjovt alene længere og gerne ville ha et bad, men turde ikke uden han var vågen, hvis jeg nu skulle blive dårlig eller noget. Efter et hurtigt brusebad (syntes ikke varmt vand på lænden hjalp en disse) lå jeg i min seng igen kun iført trusser ahh dejligt. Jeg ringede til min mor kl lidt i 8, for hun skulle være med til fødslen, jeg er ret sikker på hun vågnede ret hurtigt, da jeg sagde jeg har veer. Så blev kærsten beordret i bad, og ned med hunden, og bedt om at spise morgenmad, nu var der nemlig kun 7 min i mellem. Omkring kl 09 var der kun 5 min i mellem, så hunden blev luftet og jeg fik et ur til selv lige og time veerne med, mens kæresten var nede. Da han kom op ca 20 min efter, var der kun 4 min i mellem ( i kan tro han fik stress på) "du skal ikke føde i bilen vel" ha ha.. Men jeg skulle jo lige ha tøj på, og jeg kunne slet ikke komme til mine fødder, så kæresten måtte gi mig strømper på, (gad så meget godt det var blevet filmet) ja altså ens fødder er jo måske en lille smule hævet så det med at få strømper på var jo ikke lige til, det første par duede ikke så de blev kastet igennem rummest mens han febrilsk ledte efter et andet par, og duede de nej, så fløg de igennem rummet, så mente han at jeg måtte unvære i minus grader og mega meget sne.. Øhh nej tak, så gik lyset op for ham, og han fandt et par af sine som jeg så kunne være i 2 gange, med de kom på. Og så afsted med os. Jeg kan huske jeg træk vejret dybt og tænkte fuck der er langt ned til bilen, så jeg gik meget målrettet.
Og inde i bilen tænkte jeg pis der er bare langt til herlev, men jeg fandt så ud af at bilturen hjælp lidt på veerne, ved ik om det er fordi man er i bevægelse eller hvad det er?
Fremme på herlev fandt jeg en kørestol mens kæresten parkeret bilen, så trillede vi op til fødegangen.. Syntes vi først ventede en evighed udenfor på at de skulle lukke os ind, en dame åbnede døren, kiggede på mig og sagde " du ligner en der høre til her" et skævt smil var vist hvad jeg kunne give hende.. Så sad vi igen og ventede på herlev fødegang, men denne gang var det mig der var kvinden i mange smerter, jeg kunne ikke høre andre end mig selv pruste og stønne, til trods for de faktisk havde meget travlt den dag?? Nå men vi kom ind på en stue og jeg blev undersøgt, 6 cm havde jeg åbnet mig (lille klap på skuldren) hold da op troede kun det var ca 2 cm men 6 så kan jeg sgu bedre forstå jeg har så ondt.. Så kom der en anestesi læge indog fortalte mig omkring den der i ryggen, med bedøvelse. Jeg ville faktisk helts ikke bedøves (undre mig stadig over hvorfor) men af sikkerheds årsage var det bedst jeg fik den, og hun mente nu hun skulle lave den på mig, skulle jeg også ha det "gode". Vi skulle over på en føde stue, så jeg træk vejret dybt og begyndte at gå, puha det er svært at slappe af i kroppen, med en vee når man står op. Vi kom ind på stuen og jeg kan huske jeg var skuffet over der ikke var et kæmpe badekar..
Nå men jordmoderen kom ind (har deværre glemt hendes navn) og hun var bare rigtig sød. Jeg kunne godt fornemme på hende hun ikke mente det var nødvendigt med den der i ryggen, men hun sagde det ikke direkte. Anestesi lægen kom ind og gik i gang med at ligge den der i ryggen, syntes det tor en evighed for hende, og endnu længere da hun skulle ligge et drop i min hånd.. Endelig lykkedes det og jeg kunne slappe lidt af og åbne mine øjne lidt. (hvergang jeg fik en vee lukkede jeg øjnene og koncenteret mig om at trække vejret og slappe af) Det var helt underligt at jeg ikke havde ondt, og når der var en vee spændte maven bare en lille smule. Min mor var kommet sammen med min storesøter. Så vi snakkede lidt og jeg fik en sandwich og noget at drikke. Efter 1½ time kom jordmoderen ind og undersøgte mig, 9 cm var jeg åben, så vi blev enige om at slukke for den i ryggen så vi kunne komme igang med det vi var der for. Tror der gik 30 min så var veerne godt igang igen, kæresten ville lige smutte ud og få lidt luft, i det han var gået begyndte jeg at presse, så min mor løb efter ham, da der ikke var tid til luft nu.. Hold op det er vildt hvordan ens krop den pludselig selv har en vilje, den pressede bare og jeg måtte bare følge med.. Jeg havde meget svært ved at trække vejret og presse, og havde på et tidspunkt lyst til at sige noget meget grimt til jordmoderen som stod der og sagde, "så gør du bare dit og dat"
Nå ja der var vagt skifte lige inden jeg fik presse veer, så der var en ny jordmoder og en studerende. Jeg kan huske jeg nåede til et punkt hvor jeg sagde " jeg kan ikke mere, bare tag ham ud" men så fik jeg lige en lille pause, det var som om der var en eller noget der hørte mig (ik fordi jeg er dybt religiøs) men jeg fik lige en powernab på ca 2 min, føltes det som om, og så var jeg klar igen. Min mor og kæresten stod med hver af mine ben i deres arme, og så på at lillemanden kom til verden, og da hovedet først var ude stoppede smerten helt, men så hang han jo bare der, og så gik tiden bare i står (føltes det som om) kan huske min mor spurgte om han godt bare kunne hænge der ( det må også ha set volsomt ud) men han fik stadig luft fra navlestrengen. Så kom der en pressevee og vupti så var han ude, vores smukke dejlige søn.
Lørdag den 30 januar 2010 kl. 16.37 han kom på dagen han var sat til at komme!
Håber ikke min historie blve alt for lang og kedelig, jeg er ikke så godt til at skrive, er bedre til at fortælle;0)
Anmeld
