Fødselsdepression :(

Hej ..

Jeg har en fødselsdepression , det ligger i imellem den lette og svære (hvis man kan sige det) jeg har en datter fra 2009 og en søn på knap 2 måneder ..

Min læge har henvist mig til en psykiater , da min læge stoppede her den første oktober , har snakket med en anden læge , da de gerne vil have jeg snakker med dem hver uge og gerne mere ..

Jeg bliver helt ked af det inden i mig selv , da den "nye" læge sagde op til 20 gange på en samtale i 20 minutter , at jeg har muligheden for at blive indlagt sammen med min søn , hvor der er nogen som kan tage ham lidt så jeg kan få slappe lidt af (hvis man kan sige det sådan) , jeg tror bare personligt selv at det ikke vil hjælpe , da jeg helt sikkert kommer til at savne min datter og det vil sikkert blive værre

Men lidt mig om selv og min familie:

Jeg er en meget stille og tilbageholdende person , jeg vil gerne klare mig selv , men efter jeg fødte min søn , var det bare for meget og jeg brød sammen - til en undersøgelse var lægen som spurgte lidt indtil hvordan jeg havde det og hvordan det gik derhjemme - brød jeg sammen overfor lægen - gik derfra lidt lettere og viden om at jeg er ikke er unormal med mine tudeture og tanker .. Jeg er bange for mig selv , da jeg sidde med min søn og mine tanker begynder - fx om skade at jeg vælter ned af trapperne med mine børn i armene osv. - Jeg elsker dem jo overalt i verden og det gør mig bare så bange at jeg kan sidde der og nærmest føle helt ud i finger spidserne at jeg tager fast i min søn for at få ham til at tie stille  Jeg bor sammen med børnenes far , men som bruger hans arbejde som "undskyldning" for ikke at kunne hjælpe mig hans arbejdstider er fra 7 til 16.30 i hverdagene , han kan tage sønnen natten til fredag, lørdag og søndag , MEN han vækker mig når den lille har grædt/skreget i 10 minutter fordi han ikke "MAGTER" det  men ellers har han ikke sagt eller gjort noget for at snakke om det eller lyttet til mig

Min familie (min mor og far) ved det , min mor er lidt ligeglad og min fars første og eneste kommentar var , da jeg sagde jeg havde en fødselsdepression : Jamen du er jo en psykopat !  Mine svigerforældre har fået det af vide men de har intet sagt, gjort eller taget hensyn til noget .. Jeg føler faktisk bare at jeg står alene , for hvergang jeg prøver at gå til min kæreste er han ligeglad/kold og det ender med et kæmpe skænderi og jeg begynder at tude

Lige nogle spørgsmål:

- Min datter går i DP , jeg har det rigtig fint med denne DP , men jeg ved ikke rigtig om jeg skal fortælle hende det ?

- Hva kan en psykiater gøre som lægen ikke kan siden jeg er blivet henvist dertil ?

- Er der en større chance for at jeg får en fødselsdepression igen hvis jeg bliver gravid igen (senere i livet self)?

- Kan kun samtaler om hvordan jeg har det være "nok" til at få denne fødselsdepression til at "gå" væk ?

Puuuh altså det gør mig ondt at høre, at du står så meget alene, og din mand - og familie ikke kan sætte sig i dit sted.

Jeg har ingen erfaring på området, men ville ikke læse dette uden at svare.

Håber du får den hjælp du skal have. Samtaler med en psykiater kan være et godt skridt på vejen. En psykiater er specialiseret i at håndtere psyken, det er den praktiserende læge ikke.

Du er bestemt ikke underlig, psykopat eller noget lignende. LANGT FRA! Rigtig mange bliver ramt af fødselsdepression, og det er der ingen skam i.

Jeg ville nok følge lægens råd og få de samtaler til en start. Så kan psykiateren selv vurdere om der skal mere til.

Det lyder også til, at du stresser dig selv ekstra ved at tænke på, om det nu virker, om der skal mere til, osv.

Tror ikke der er andet svar, end at du bare må prøve. Og nu hvor du er opmærksom på det, er du allerede godt igang mod en bedring.

Jeg håber din familie - og især din mand, snart giver dig den støtte du fortjener.

KNUS

Puha sikke en omgang for dig. Jeg har selv haft en fødselsdepression - eller reaktion som de åbenbart ynder at kalde den nu. Jeg havde dog heldigvis opbakning fra min kæreste og familie.

Jeg gik også rundt med de der forfæredelige tanker om at komme til at gøre min datter fortræd. Læste så lige lidt om det i et blad den anden dag. De kaldte det tossetanker, og det er tanker der fremkommer pga for lidt søvn og stress. De er helt normale og det faktum, at du får det forfærdeligt over at have haft de tanker indikerer, at det slet ikke ligger til din personlighed og aldrig vil kunne føre det ud i livet. Tror godt jeg kan finde artiklen til dig hvis det har interesse.

Mht behandling kan du godt blive helbredt uden medicin. Jeg blev rask blot ved samtaler med en psykolog. Skulle så mange til men var vigtigt for mig ikke at tage medicin, da jeg ammede fuld tid. Det der forundrede mig mest var egentligt at jeg synes det stod stille og så på en enkelt gang ved psykologen gik det hele op for mig. Hvor meget jeg havde presset og stresset mig selv, og at jeg egentligt gjorde det bedste jeg kunne og mon ikke det er godt nok.

Jeg ved hvor tungt det kan være at bære rundt på og hvis du går meget alene med det bliver det bare endnu tungere. Derfor synes jeg du skal tage imod al den hjælp fra det offentlige du overhovedet kan. Jeg syne sogså du skal fortælle det til din datters DP. Det kan jo påvirke din datter og så ved hun hvorfor og at der bliver taget hånd om det.

Ved din kæreste hvor slemt det står til? For har godt nok lyst til at sparke ham i røven hvis han gør.

Lige med det sidste spørgsmål om du har større chancer for igen at udvikle en depression ved en fødsel tror jeg svaret er ja (har selv kun født en gang). Depressioner kommer nemmest til dem der har haft dem før. Men nu finder du snart ud af der kan gøres noget ved det og så kender du farersignalerne til næste gang. Så synes ikke det skal afskrække dig.

Håber det bedste for dig og håber din familie giver dig den støtte du har behov for.