Vraget som forælder.....

Ja, det er sgu hvad jeg føler jeg er blevet...... William vil have far til alt muligt - og skaber sig som en sindsyg hvis jeg gør det istedet.

Det kulminerede her til morgen, hvor jeg opgav at følge ham i børnehave - og så ellers stortudede de 10 min det tog før Claus var hjemme igen. Seriøst...10 min!!!! Jeg har brugt op til 1/2 time på at aflevere den knægt den sidste uge - og har måttet lokke og true for at få ham til at tage sko og jakke af - for han vil jo selv og KAN også selv - han er bare så enormt træg at få til det når det stikker ham.

Alt jeg gør er forkert - om det så er når jeg tegner med ham - hvilket udmynter sig i at jeg ikke vil tegne med ham - eller de andre ting han ikke mener jeg gør rigtigt - men det er bare ikke en holdbar løsning. Jeg vil jo også gerne lave noget af det sjove med ham.

For når det kommer til at tørre røv, trøste kl lort efter en drøm, stå op med morgensur dreng kl 5.30 - ja SÅ kan mor bruges....

Tut - var det ikke dig, der var igennem noget lignende med Noah? Og jeg synes den har været oppe flere gange - men nu er det så jeg gerne vil høre jeres guldrandede råd. Hvad søren gør man for at komme over på den anden side?

Mette, 32+4, drøn-hormonel og bare led og ked af at være vraget.

jeg tænker ved mig selv lige nu... er det ikke super dejligt at det er DIG han går til når han er ked af det ? 

men jo kan dælme godt forstå du bliver lidt ked af det når man sådan bliver valgt fra.. 

jeg glæder mig altid over det når min mand og søn leger sammen oppe på værelset.. bliver så glad for at høre dem sammen. herhjemme er det nemlig aaaaallltid mooooar der dur.. og det kan godt være ret hårdt også. 

men jeg tror det er en fase de skal igennem.. først er det mor der dur så er det far.. og så er det sikkert mor igen

Åhhh, jeg havde lykkeligt glemt det igen... Vi har været igennem en helvedes periode med Simon, hvor han bare skulle bestemme alting selv, inklusiv hvem der skal gøre hvad. Og vi er nogenlunde kommet på den anden side nu... Vi lod ham i nogen grad bestemme, og har aldrig ladet os gå på af om han valgte far eller han valgte mor. Der har været gange hvor "mor var dum" "Simon ikke kunne lide mor" mv., men mit svar til det har været at det var jeg da ked af, for jeg kunne godt lide ham..

Det er jo ikke et udtryk for at han ikke kan lide/elsker dig. Det handler nok bare om "kan selv/vil selv", og det går ud over dig nu. Og med risiko for at gøre dig lidt mere ked af det, så bliver det måske værre når lillesøster kommer... Men vælg jeres kampe med omhu. Vi har kommet Simon i forkøbet nogle gange, for at han ikke skulle bestemme ved skrig og skrål, ved at sige Skal det være mor eller far der gør det og det? Så har ham følt at han selv bestemte, men det var jo os der gav ham en valgmulighed. Andre gange må man i stedet sige "Bare ærgerligt kammerat, nu er det MIG der bestemmer, og det er MIG(/eller far) der gør det. Basta!".

Der er lys for enden af tunnelen. Hold ud!

Tak for svar - og jo, det er vel rart han kommer til mig når han er ked - men jeg ville bare OGSÅ godt kunne bruges til andre ting - fx at aflevere i børnehaven, som bare er smartest at jeg gør eftersom Claus skal møde kl 7 og jeg jo snart skal gå herhjemme.

Lige mht aflevering, så har vi også sagt, at det er mor, der afleverer - men det har pint mig, at han er så modvillig og sur såsnart vi skal ud af døren. de sidste par dage har de også bemærket det i børnehaven - og fortalt os, at han har været mere sur og lettere bliver ked af det når noget går imod hans vilje. Ang. aflevering, så har jeg aftalt med pædagogerne, at jeg kan hente en af dem med ud i garderoben når vi kommer, da han formentlig ikke har samme behov for at finde grænserne overfor dem, som han har overfor mig.

Jeg ved godt han sikkert vil få en reaktion mod mig når jeg bliver mere optaget af lillesøster - men der har vi også aftalt, at der skal være tidspunkter hvor Claus tager pigen, og  jeg og William så kan lave noget uden hende.

En af mine kolleger har netop fortalt mig om en bog, der beskriver det udviklingstrin´specielt drenge skal igennem for at finde ud af hvad det vil sige at være dreng. Man skal forestille sig at man nærmer sig en bro. Så længe vi er på stien er mor og søn en harmonisk enhed, men når drengen træder op på broen forsvinder moren som luft (og i denne periode dur kun far) for så at kunne vende tilbage som den sikre grund når drengen har fundet ud af at mor er OK selvom hun er af hunkøn.

Men det lyder godt at ikke alle broer behøver være lige lange...

Flere kommentarer/erfaringer er velkomne!

Har ingen guldkorn men en 

AG