Selvstændighedsfasen - skal man græde eller grine???

Den har været oppe i gruppen et par gange nu - men altså....den der selvstændighedsfase.....hvad søren gør man for at overleve?? Griner af de små pus - så bliver de bare sure......

Nå, men vores eksemplar af en selvstændig dreng præsterede følgende i aftes:

Vi fik hjemmelavede burgere til aftensmad - knægten har før spist en overskåret bolle med ketchup, remo og syltede agurker. Heldigvis fuldkornsbolle, ellers var det lidt sølle....

Nå, men i går var det galt at jeg havde skåret hans bolle HELT over - den skulle hænge lidt sammen i den ene side. Så fik han en ny fra posen - men nææææhnej - den skulle varmes - ok, så fik den en tur på risteren - så var den for varm..... Da den var kølet lidt af kom slemme mor til at lave en ring af ketchup på den ene bund. Det skulle have været en klat...... og det samme skulle hans remo...... I ren frustration kom jeg til at grine af den lille purk, der virkelig var bundulykkelig hver gang jeg lavede noget galt.... og så skal jeg da lige love for han blev tosset.....

Nå, men hvad gør I? Til hvor stor grad danser I efter deres pibe(n) og hvornår griner I bare og lader dem te sig med deraf følgende surmuleri og ingen aftensmad.....??

åååhhhh så langt havde han ikke trukket mig rundt

men jo til en vis grad må man jo lade dem bestemme lidt selv, men når jeg servere aftensmaden, så blir den serveret som den er, og duer det ikke, så må de lade vær med at spise. jeg truer bare med at de kan komme i seng med det samme i stedet for. så ryger det som regelt ned.

kan jeg hører det er noget der gør fx arthur inderligt ulykkelig, så snakker vi lidt om det, og er han stadig utilfreds hvis han får noget andet, så er det helt slut.

jeg orker simpelthen ikke hans hysteri....

Åhhh jeg tænker sku tit det samme!

Men jeg gør som Kalaha, hvis det ikke er godt nok, så må hun lade være med at spise det. Så sidder hun og glor på det et stykke tid, også spiser hun.

Hvis hun ter sig helt hysterisk, så bliver hun sendt væk fra bordet!

Men vi tager også ofte en "snak" hvor jeg bliver rigtig pædagogisk, og lytter og forstår hendes følelser, men det er ikke altid det virker.

Men ja den selvstændighedsfase er da lige ved at hive tænder ud, suk!

men griner vi ad hende bliver hun skrup hys!

Knus Siber

Græd, Mette - du må godt

Åh, hvor kan jeg kende det scenarie Det er lidt forskelligt, hvor langt de kan trække den. Det kommer an på mængden af humør og overskud. Er ketchuppen først kommet på bollen, så er der altså ikke noget at gøre ved det. Så må de få det i en klat på den næste bolle (prøv at brug det der pædagogisk anerkendende sprog, som Anja nævnte i den anden tråd). Bliver det til hysteri, er det ud på trappen, ellers kan vi andre jo ikke holde ud at være der. Som regel falder de ned igen efter et stykke tid, men det sker da også, at de slet ikke vil spise maden, og så er det bare ærgerligt. De har lært, at de ikke får noget før næste morgen, hvis de ikke spiser deres aftensmad.

Line