øv

Jeg føler mig sgu som verdens mest utaknemmelige tingest i verden. Jeg har 4 dejlige unger, et godt job og et parforhold der efteromstændighederne kører oki fint (der er vel altid ting man gerne ville gøre bedre/anderledes) vi arbejder
stadig på det og går i parterapi regelmæssigt. 

Alligevel er mit overskud lig nul. Jeg føler jeg kører på energi pumperne hele tiden og orker ikke noget. Huset ligner lort men jeg orker ikke at gå i gang med det, vasketøjet står og glor på mig over på spisebordet i stuen og skal lægges sammen og på plads men orker det ikke.  Jeg har ikke energi til noget men skal allgevel lige passe jobbet, ungerne og manden og den evige splittelse og dårlige samvittighed over at jeg ikke er nok hjemme  sammen med familien. Når der så endelig er udsigt til noget fri bliver det spoleret fordi mester lige skal bytte weekend, eller som her i uge 42 hvor jeg egentlig havde bedt om ferie (jeg har ellers kun haft ferie 7 dage) men så spørger mester om jeg ikke kan tage nogen af eftermiddags malkningerne fordi de vil på nogen udflugter sammen med deres unger i den uge også. Jeg ville gerne ha fri da vores DP holder fri også så børnehaven gerne så man beholdt de andre hjemme også da det jo kun er nødpasnng de har ellers. Så er den uge ligesom spoleret, jeg kan ikke slappe af når jeg ved jeg skal på job, så går jeg konstant og kigger på uret og for det ikke lige skal være løgn så skal jeg da lige ha ALLE  ungerne med på job i ca 45 min også for manden kan jo ikke nå hjem inden jeg skal møde også er jeg for sent på den fordi jeg ikke kan køre med maskinerne og kigge efter ungerne samtid. Der ud over ville han gerne lige bytte rundt på vores weekender så jeg skal arbejde 2 weekender i streg også er der endnu mindre energi og endnu dårligere samvittighed, det bliver bare ikke opvejet af at jeg har 2 fri weekender for der skal manden så nok stå dørmand om natten og sover så meget af næste dag væk. De få perioder der så endelig er lidt ekstra energi bliver man så lige bombet tilbage i intetheden af sygdom. Sidst var det min astma der returnerede efter ca 8 år i skjul og denne gang er det så min ryg der er problemet også er der dårlig samvittighed over for familien og arbejdet da jeg føler jeg svigter begge steder. Hva hjælper det lige at tabe 20 kg + hvis alle skavankerne så bare kommer i stedet.  
Økonomien kører ok men jeg stresser vildt over at vi mister de børnepenge fra næste år og banken bliver ved med at udskylde at vi skal ind og ha kigget på tingene og ha fundet ud af hvordan vi sparer de penge vi mister.
Det hele er så uoverskueligt og jeg kan ikke se mig ud af det her, jeg går og er mut og ked det meste af tiden og de gode dage skal der alligevel ingen ting til for at jeg bliver ked.  Nå ja så kan jeg da også lige se frem til en nytårs aften alene her hjemme da jeg skal op og på arbejde kl 04,30 og resten af familien incl mine forældre og lillebror skal til ørnhøj og holde nytår men så er de nok først hjemme når jeg skal op og jeg er altså ikke 17 år mere og kan køre 48 timer uden søvn øv.
Jeg burgte gå til lægen, men er bange for hva han siger og det er ikke en mulighed at blive sygemeldt da vi kun er mester og jeg på jobbet og mestersfar har lige haft en hjerneblødning så han kan ikke komme og hjælpe, så det vil bare give endnu mere dårlig samvittighed. 

ved egentlig ikke lige hva jeg skriver alt det her for det letter ikke en gang rigtig at komme ud med det, det hele er bare så uoverkommeligt og jeg kan ikkese mig ud af det mere. og nu hyler jeg også, fedt.

Åhhh søde du, du får lige en krammer

jeg har absolut ingen gode råd, men jeg synes du skal begynde og tænke på dig selv. Gå til lægen og får du en sygemelding så er der altså ikke noget at gøre ved det. Der er ingen der klapper dig på skulderen fordi du kommer på arbejde. Det er din arbejdsgivers problem hvis han skal finde en afløser for dig, og drop den dårlig samvittighed! Tænk på dig selv, så du kan være noget for dig selv, din skønne unger og din mand

Mange knus Siber

Øv øv altså.

Man kan godt høre du trænger til noget nyt..og ikke som i sex:-)

Men noget andet i dit liv, noget for DIG.

Ved godt de gerne ville have de havde lidt ferie med deres unger, men så må i sgu lave det 50/50 med ferien så i begge 2 får ferie.

Men den retning du tager, så ender du jo med at gå helt ned med flaget og det har hverken din familie eller dit arbejde brug for.

Det skal jo stoppes i tide indne det løber for hurtigt, og det er det jo på vej til nu. Så for din egen skyld skulle du nu nok sørge for din ferie og så må din arbejdsgiver forstå at enten for du lidt ferie eller også bliver du sygemeldt med stress og depression.

Og selv om manden sikkert også arbejder tager han ikke skade af at tage vasketøjet:-)

 

tak for svar tøser.

i har helt ret i jeg skal til at gøre noget for mig selv. Det er bare svært med 4 unger, en mand og et job der er en del flere timer end alm fuldtid også det ligger på de tidspunkter de gør. Der udover er jeg ekstrem dårlig til at sætte mig selv i første række og generelt sige nej når jeg bliver spurgt om jeg kan/vil hjælpe og rigtig god til at få røv dårlig samvittighed. Jeg føler jeg sidder fast i et kæmpe sort hul og ikke kan komme fri og videre, det er svært at forklare det. Jeg føler det som et nederlag at jeg ikke kan klare det hele, at folk ser ned på mig. At jeg har noget ekstra at bevise fordi jeg er så ung, har så mange børn allerede og vejer så meget for meget, jeg er jo den type der "normalt" går på kontanthjælp og ikke vil/gidder/kan lave noget men det passer jo ikke og føler jeg har en masse at skulle bevise, men jeg er jo lige så god som alle andre. Giver det her overhovedet nogen mening noget af det her?

Anonym skriver:

tak for svar tøser.

i har helt ret i jeg skal til at gøre noget for mig selv. Det er bare svært med 4 unger, en mand og et job der er en del flere timer end alm fuldtid også det ligger på de tidspunkter de gør. Der udover er jeg ekstrem dårlig til at sætte mig selv i første række og generelt sige nej når jeg bliver spurgt om jeg kan/vil hjælpe og rigtig god til at få røv dårlig samvittighed. Jeg føler jeg sidder fast i et kæmpe sort hul og ikke kan komme fri og videre, det er svært at forklare det. Jeg føler det som et nederlag at jeg ikke kan klare det hele, at folk ser ned på mig. At jeg har noget ekstra at bevise fordi jeg er så ung, har så mange børn allerede og vejer så meget for meget, jeg er jo den type der "normalt" går på kontanthjælp og ikke vil/gidder/kan lave noget men det passer jo ikke og føler jeg har en masse at skulle bevise, men jeg er jo lige så god som alle andre. Giver det her overhovedet nogen mening noget af det her?

Selvfølgelig giver det mening, men du er jo ikke nogen super woman!!!!

Alt det du beskriver som du skal klare, det er jo ikke bare et job for en, det er jo et job for to, mindst!

Men jeg tror (sådan har jeg i hvert fald selv haft det) at den dag du begynder at sige fra, og priotere dig selv osv, så kommer der altså mere power i dig, så bliver du den der super woman!!! det tager tid at lære, men det bliver så godt for dig!

at være overskudsagtig handler ikke for mig om at sige ja til alt, nej det handler om at sige nej og priotere, så man selv føler at man har overskudet, og ikke bare føler sig som den alle losser tingene over på!

øv dig i at sige fra i de små ting først, også bliver du rigtig god, og kapaw så er du super woman/mom igen! Ret ryggen og kom igang, jeg ved du kan skønne du!

Mange knus og kamp gejst til dig

Siber

Anonym skriver:

tak for svar tøser.

i har helt ret i jeg skal til at gøre noget for mig selv. Det er bare svært med 4 unger, en mand og et job der er en del flere timer end alm fuldtid også det ligger på de tidspunkter de gør. Der udover er jeg ekstrem dårlig til at sætte mig selv i første række og generelt sige nej når jeg bliver spurgt om jeg kan/vil hjælpe og rigtig god til at få røv dårlig samvittighed. Jeg føler jeg sidder fast i et kæmpe sort hul og ikke kan komme fri og videre, det er svært at forklare det. Jeg føler det som et nederlag at jeg ikke kan klare det hele, at folk ser ned på mig. At jeg har noget ekstra at bevise fordi jeg er så ung, har så mange børn allerede og vejer så meget for meget, jeg er jo den type der "normalt" går på kontanthjælp og ikke vil/gidder/kan lave noget men det passer jo ikke og føler jeg har en masse at skulle bevise, men jeg er jo lige så god som alle andre. Giver det her overhovedet nogen mening noget af det her?

Åh, søde du. Først får du lige et kæmpe kram

Det giver fuldt ud mening, det du skriver. Jeg kan sagtens sætte mig i dit sted langt hen ad vejen. Kæmper for at nå det hele, så ingen skal pege fingre ad mig og sige "hun skulle da vist være stoppet efter nr.3" Og modsat dig, så er jeg IKKE i job, men går hjemme på barsel. Så jeg bliver helt forpustet af at læse om alt det du skal nå. Det er der simpelthen ingen, der kan klare!! Heller ikke en superwoman!

Nu har du fået krammet - nu får du sparket. Du bliver nødt til at sige fra overfor din arbejdsgiver. Jeg kan godt forstå, du får dårlig samvittighed over det, når I kun er I to, men det er HANS gesjæft - ikke din. Du er bare ansat. Og med alt det arbejde, du lægger i det job, så kan du sagtens med god samvittighed sige nej engang imellem og forlange at få ferie og weekender. Det er da fint, at han gerne vil afsted med sine børn, men skal det så gå ud over dine børn?? Det er stadigvæk HAM, der er ejeren - ikke dig.

Som de andre skriver, så må du tænke på dig selv. Du kommer i første række, for hvis du er glad, så gør du dine børn glade. Så får du overskuddet til at være den, du gerne vil være. Når du prioriterer dig selv over jobbet, så prioriterer du også du familie. Hvad er vigtigst: dit job eller din familie?

Kan du snakke med din arbejdsgiver? Er han til at snakke med? Bide skammen i dig (den DU ser, ikke alle de andre, husk det) og sige, at du er bange for at gå ned med flaget, hvis forholdene ikke bliver bedre? Han har jo heller ikke lyst til, at du bliver sygemeldt, så det er med at få det standset, inden det kommer så langt.

Kæmpe kram, Line

Hold da op, et program du har! Jeg bliver helt stresset bare af at læse om det.

Først vil jeg lige sige at manden skal altså IKKE passes. Han skal være med til at passe. Dvs ordne vasketøj, smøre madpakker, handle ind, lave mad, gøre rent osv. Ved godt at det er vildt svært at ændre sine rutiner, men han må jo også kunne se at det her ikke går i længden..

Derefter er du nødt til at sige fra overfor chefen. Du er kun en ansat og han burde i det mindste dele arbejdet op i efterårsferien. Synes det lyder helt forrykt, bare at læsse det hele af på sin medarbejder som han havde lovet ferie. Det er hans ansvar først og fremmest og ham der har valgt at være selvstændig.

En sygemelding pga stress er ikke noget du bare kan sige nej tak til pga dårlig samvittighed, for så går det da helt galt. 

Jeg synes du skal hive lidt op i dig selv og fortælle mester at du altså har behov for ferie. Hvis du altid siger ja til det han foreslår, så ved han jo ikke hvor besværligt han faktisk gør dit liv.

Kæmpe  fra Helle...