Eksperthjælp: Svar til Datteren

Trine Hostrup Dahl

"Svar til Datteren"

Hej Trine

Jeg har nogle bekymringer om et tabubelagt emne, som jeg håber, du kan give feed-back på.

Da jeg var barn, overskred min far min intimsfære, og nu hvor vi venter barn, er min mand og jeg i tvivl om, hvordan vi skal gribe situationen an.

Jeg har stadig svært ved at kalde det "overgreb", hvilket det under alle omstændigheder var i én eller anden form. Dog ikke på en måde, han kunne komme i fængsel for. For et par år siden konfronterede jeg min far med mine oplevelser. Jeg dukkede uventet op, mens han var selv, og nævnte stille og roligt de konkrete situationer, jeg havde oplevet. Han var ked af, at jeg havde oplevet det sådan, men kunne ikke genkende noget. 14 dage senere tog han initiativ til endnu en samtale, hvor han gav udtryk for, at noget dæmrede for ham. Han var oprigtigt ked af det og havde ikke tænkt, at han kunne opføre sig sådan overfor sin egen datter. Jeg er ikke i tvivl om, at han har fortrængt dele af, hvad der er sket. Samtidig gav han udtryk for, at dét at føle sig tiltrukket af unge (små) piger, er noget, han er født med, som man kan være født homoseksuel..

Imellem de to samtaler konfronterede jeg min mor på samme måde (de er gift). Jeg gjorde min far opmærksom på min hensigt, så han selv fik mulighed for at tale med min mor først, hvilket han delvist havde gjort. De mest grelle episoder havde han udeladt. Hun virkede ikke overrrasket, men ked af det. Hun bebrejdede sig selv, at hun ikke havde set det, og jeg beroligede hende.- Hvilket siden har naget mig lidt, da der er ting, hun helt sikkert burde have set. Jeg fik dog fortalt om den episode, hvor jeg følte mig mest svigtet af hende. Hendes største bekymring efterfølgende har været, at ingen andre i familien skulle vide noget, da det vil splitte den. - Samt om vi alle kan være i stue sammen, nu min mand ved besked.

Alt i alt har jeg følt mig som den voksne, den forstående og den trøstende, samtidig med at jeg har følt mig lidt klemt mellem min mand og min familie. Min mand er meget forstående, men også oprørt på mine vegne. Min hensigt med konfrontationen var at få et bedre forhold til min far, men da jeg ikke helt har fået, hvad jeg havde brug for (en gedigen undskyldning, samt vished for, at dette ikke på nogen måde kan ske igen), har jeg trukket mig lidt, selvom familiesammenkomster foregår som de plejer. Hvis man tog dette element ud, ville mine forældre være de perfekte bedsteforældre, og jeg fornemmer, at min mor nærer store forventninger. - Og her er problemet. Min mand og jeg er enige om, at de ikke skal passe barnet. Selvom min mor mener, at nu hvor hun kender til problemet, kan hun passe på. Min holdning er, at hun har kendt til problemet på ét eller andet plan i min barndom, men har valgt at lukke øjnene. Jeg stoler ikke på, at det ikke sker igen.

Jeg tror min far vil gøre sig umage for at opføre sig "normalt", men jeg tror ikke, han kender normalt. Jeg tænker, han vil se på, hvordan andre bedstefædre gør, og tænke han kan gøre det samme fx give et klap i numsen, sidde med barnet på skødet eller give en kildetur (som jeg selv hadede). Med disse handlinger vil han kunne lægge en undertone, som ingen andre - end jeg- ser. Han synes stadig, det er i orden at se efter en pige på gaden, hvor jeg tænker, at et seksuelt ladet blik kan være ødelæggende for en lille pige.

Så:

# Hvad skal vi være opmærksomme på?

# Kan barnet gå med en del af familien inkl. min far ud i haven eller lignende, eller skal min mand og jeg altid være til stede?

#Hvad gør jeg/vi hvis jeg oplever, at han interagerer med mit barn foran alle andre på en måde, som jeg/vi finder upassende?

# Hvad gør jeg/vi, hvis barnet selv vil sidde på skødet, fordi det ikke opfatter undertonen?

# Hvordan undgår jeg/vi at se spøgelser/overrreagere?

# Hvordan forklarer vi en 4-årig, der står og stamper i gulvet og vil overnatte/på tur med mormor og morfar, at det ikke kan lade sig gøre?

#Hvordan styrker vi barnets ret til egen krop og retten til at sige fra? - når det samtidig SKAL have vasket hår og børstet tænder?

Har du andre konstruktive tanker/idéer, der kan hjælpe os i denne situation? - Er der andre steder, man kan får hjælp?

Forhåbningsfuldt fra Datteren

Trines svar

Kære Datter,

tak for dit brev. Det er en meget alvorlig og trist sag, du beskriver, og uanset om din far kunne dømmes ved en domstol for sine misgerninger eller ej, så har han overskredet dine grænser - og grænserne for, hvad en far gør mod sin datter. Din mands vrede forstår jeg godt, og jeg forstår jeres fælles bekymring i forh. til jeres kommende barn. Jeg ville derfor stå 110% fast på, at de   (dine forældre) aldrig aldrig aldrig må være alene med jeres barn. Hverken din mor eller din far er i stand til at beskytte det lille barn mod de samme oplevelser og krænkelser, som du blev udsat for. Jeg læser også, at ikke nok med at din mor ikke kunne beskytte dig, så negligerer hun problemet omfang i dag, og det fortæller noget om hendes grænser - og de samme grænser (eller mangel på samme) vil hun højst sandsynligt gøre gældende overfor jeres barn.

Du vidste selv, at det der skete var forkert. Ingen behøvede at fortælle dig, at hvad din far gjorde mod dig ikke var OK. Så derfor mener jeg, at dit barn vil være i stand til at skelne mellem krise under tandbørstning og så et overgreb. De regler I sætter for barnet, vil det mærke at I er trygge i, og derfor kan der godt opstå konflikter, og det er ikke det samme som et overgreb. Jeg vil forsøge at svare på dine spørgsmål!

# Hvad skal vi være opmærksomme på? Du kender signalerne, tro og stol på dig selv, hvis du mærker noget ikke er som det skal være. Lad dig ikke manipulerer over til at det nok ikke er noget alligevel eller at du overreagerer - det er vigtigt, at du er en klippe og det er skønt at du har din mands opbakning. Sig fra. Også selvom det skulle koste dig realtionen til dine forældre. Du skal gøre det ingen voksne gjorde for dig, da du var barn - Du skal beskytte dit barn!

# Kan barnet gå med en del af familien inkl. min far ud i haven eller lignende, eller skal min mand og jeg altid være til stede? Ja, det ville jeg mene. Jeg ville ingen chancer tage!

#Hvad gør jeg/vi hvis jeg oplever, at han interagerer med mit barn foran alle andre på en måde, som jeg/vi finder upassende? Sige det til ham. Give ham en advarsel og fortælle ham, at fortsætter det eller gentager det sig, kan I ikke løbe den risiko, at jeres barn er sammen med ham. Han vil reagerer med at I er hysteriske eller overreagerer, og dertil må du stå fast og sige, at det sådan set ikke er dit problem, hvordan han oplever dig - du har sagt, hvad der skal siges og du bestemmer autonomt i sager vedr. dit barn!

# Hvad gør jeg/vi, hvis barnet selv vil sidde på skødet, fordi det ikke opfatter undertonen? Får barnet væk på en naturlig måde, fortæller det at du gerne vil have hjælp til noget eller skal vise barnet noget!

# Hvordan undgår jeg/vi at se spøgelser/overrreagere? Stol på dig selv og din intuition!

# Hvordan forklarer vi en 4-årig, der står og stamper i gulvet og vil overnatte/på tur med mormor og morfar, at det ikke kan lade sig gøre? Det forklarer du ikke - du fortæller det at det er fordi du har bestemt det og sådan er det. Hvorfor? Spørger barnet! Fordi mor siger det, Basta!

#Hvordan styrker vi barnets ret til egen krop og retten til at sige fra? - når det samtidig SKAL have vasket hår og børstet tænder? Det kender forskellen.

Jeg håber dette var svar på dine spørgsmål. Jeg synes du er et stort menneske, at du fortsat kan finde plads til dine forældre i dit liv. Og så vil jeg ønske dig tillykke med det lille menneske - det er heldigt at det har dig som mor til at vise sig verden og blive elsket og passet på af dig!

Kærlige tanker Trine