Svært at være alene?

Jeg er kommet i den situation, at jeg skal stå alene med barnet det første lange stykke tid, inden han kan begynde at komme på besøg hos sin far nogle weekender. Min kæreste gik fra mig under graviditeten, og jeg savner ham ofte, selvom jeg godt ved, at vi ikke finder sammen igen.

Jeg har mange tanker, som bekymrer mig, og vil høre, om nogen herinde har haft de andre (bare nogen af dem), og hvordan I evt. prøvede at få dem bearbejdet.

Jeg er nervøs for, at jeg kan finde ud af at læse barnets signaler godt nok. Jeg er nervøs for, om jeg kan magte hele 'alene-mor' opgaven, eller om jeg vil bryde grædende sammen dag efter dag. Jeg er nervøs for hvordan jeg vil reagere, når min ex skal på besøg 1-2 gange pr. 14. dag. Jeg ved jeg vil savne ham, men på den anden side, så vil jeg ikke kunne tilgive ham for at gå på den måde. Jeg håber ikke mit had og skuffelse til ham kommer til at overtage min opgave som mor, når han er der.

Jeg har heldigvis familie tæt på, så de kan aflaste og hjælpe mig, når tingene tager overhånd. Når man er alene giver det bare en form for utryghed, da man ikke lige har en ved siden af til støtte og trøst. Jeg er ellers normalt en rigtig stærk pige, som ikke lader sig slå ud, men lige nu er der så mange tanker.

Hvor længe går der, før man får en rigtig god rytme med sit barn, og lærer man barnets tegn at kende hurtigt? Kan heldigvis læse mig til en del, men ville lige se, om der var nogen herinde, som har tænkt nogle af de samme tanker

Selvfølgeligt går du med tanker og bekymringer ... og selvfølgeligt klarer du det hele alligevel Du har alle svarene selv, du ved det bare ikke endnu. Husk, at en masse læsning når det kommer til børn og børns tegn kan altså forvirre mere end hvad godt er! Der er så mange meninger og der er ikke nogle af de kloge forfattere der kender dit barn

Nogle ting er naturligvis hårdere når man er alene, men helt overraskende er nogle ting også lettere.

Jeg ville  anbefale dig at gå til en psykolog og få uredet nogle af alle dine tanker. Det gjorde jeg og det hjalp mig gennem den første svære tid og jeg er nu gladere end jeg har været i mange år.

Håber du får noget mere selvtillid og får uredet nogle af dine mange tanker/følelser. Du er en god mor og du skal nok blive glad igen!

Anonym skriver:

Jeg er kommet i den situation, at jeg skal stå alene med barnet det første lange stykke tid, inden han kan begynde at komme på besøg hos sin far nogle weekender. Min kæreste gik fra mig under graviditeten, og jeg savner ham ofte, selvom jeg godt ved, at vi ikke finder sammen igen.

Jeg har mange tanker, som bekymrer mig, og vil høre, om nogen herinde har haft de andre (bare nogen af dem), og hvordan I evt. prøvede at få dem bearbejdet.

Jeg er nervøs for, at jeg kan finde ud af at læse barnets signaler godt nok. Jeg er nervøs for, om jeg kan magte hele 'alene-mor' opgaven, eller om jeg vil bryde grædende sammen dag efter dag. Jeg er nervøs for hvordan jeg vil reagere, når min ex skal på besøg 1-2 gange pr. 14. dag. Jeg ved jeg vil savne ham, men på den anden side, så vil jeg ikke kunne tilgive ham for at gå på den måde. Jeg håber ikke mit had og skuffelse til ham kommer til at overtage min opgave som mor, når han er der.

Jeg har heldigvis familie tæt på, så de kan aflaste og hjælpe mig, når tingene tager overhånd. Når man er alene giver det bare en form for utryghed, da man ikke lige har en ved siden af til støtte og trøst. Jeg er ellers normalt en rigtig stærk pige, som ikke lader sig slå ud, men lige nu er der så mange tanker.

Hvor længe går der, før man får en rigtig god rytme med sit barn, og lærer man barnets tegn at kende hurtigt? Kan heldigvis læse mig til en del, men ville lige se, om der var nogen herinde, som har tænkt nogle af de samme tanker

Stakkels dig! Jeg har selv haft det på samme måde, da jeg var gravid, da jeg også skulle være alene med min datter, når jeg kom hjem efter fødslen. Jeg var dødsensræd for ikke at slå til som mor, og så var jeg i tvivl om jeg kunne læse Lauras signaler, når hun blev født

Da jeg så endelig fødte, havde jeg faktisk helt glemt min usikkerhed, for det kom helt naturligt, hvordan jeg skulle tackle hende, og vi var allerede inde i en fast rytme efter 5 dage 

Hvor langt er du henne nu? Jeg synes du skal fortælle din familie, hvordan du har det og hvilke ting der gør dig usikker, for det er ganske naturligt. Disse tanker går ofte væk igen, så snart man føder, da man er helt opslugt af babyen

Baagøe skriver:

Stakkels dig! Jeg har selv haft det på samme måde, da jeg var gravid, da jeg også skulle være alene med min datter, når jeg kom hjem efter fødslen. Jeg var dødsensræd for ikke at slå til som mor, og så var jeg i tvivl om jeg kunne læse Lauras signaler, når hun blev født

Da jeg så endelig fødte, havde jeg faktisk helt glemt min usikkerhed, for det kom helt naturligt, hvordan jeg skulle tackle hende, og vi var allerede inde i en fast rytme efter 5 dage 

Hvor langt er du henne nu? Jeg synes du skal fortælle din familie, hvordan du har det og hvilke ting der gør dig usikker, for det er ganske naturligt. Disse tanker går ofte væk igen, så snart man føder, da man er helt opslugt af babyen

Jeg er 36+3 i dag, så der er ikke længe til, at jeg står med den lille dejlige baby i armene. Jeg vil prøve at snakke med min mor  Hun foreslog også, at hun måske kunne sove inde ved mig de første 2-3 dage, indtil jeg var mere tryg

Anonym skriver:

Jeg er 36+3 i dag, så der er ikke længe til, at jeg står med den lille dejlige baby i armene. Jeg vil prøve at snakke med min mor  Hun foreslog også, at hun måske kunne sove inde ved mig de første 2-3 dage, indtil jeg var mere tryg

Det lyder da til at hun har rigtig god forståelse for, hvordan du har det. Min veninde havde sin bonusmor til at sove hos hende de første 4 dage efter hun blev udskrevet, og efter de 4 dage, følte hun sig helt tryg ved at være alene med Emma Især fordi hun vidste at forældrene ikke var mere end en opringning væk