Trænger lige til at få læsset af 
Min søn kom hjem her ved 17-tiden og fortalte at han var blevet overfuset af en anden mor herude fra. Han var faktisk rigtig ked af det, fordi hun havde anklaget ham for nogle ting, der slet ikke passede.
I lørdags kom min søn hjem storgrædende fordi hendes søn havde slået ham i hovedet og hånden med en stor pind. Jeg gik så ud og fik snakket med drengen og han indrømmede overfor mig at han havde slået min søn, og han lovede ikke at gøre det igen. Han rendte udenfor med sine søskende, og han har så åbenbart efterfølgende gået hjem og sagt til sin mor at min søn har slået ham og ødelagt hans bukser. Hvilket jo er en stor løgn....drengen indrømmede overfor mig at det var ham, der havde gjort noget og at Mark intet havde gjort.
Jeg har så lige været omme og snakke med moderen til drengen, fordi hun overfusede min søn på den måde. Min plan var at snakke stille og roligt med hende, men lige så snart hun åbner overfuser hun også mig og glor ondt på mig. Ligegyldigt hvad jeg siger forsvarer hun det med at min søn er 10 år, og da hendes søn er yngre er han uskyldigheden selv. Hun siger at min søn har ødelagt hans tøj og har slået ham gul og blå. Hendes andre 3 børn (som hun af en eller anden grund ikke har boende hos sig) støtter jo hendes søn i at det er rigtigt. Nu står min søn tilbage som bussemanden og er rigtig rigtig ked af at blive anklaget for noget han ikke har gjort. Hun har truet min søn med at hvis han kommer for tæt på hendes søn, så vanker der.
Jeg er bare så gal og ked af det, for jeg forstår bare ikke det her. Jeg har altid fået ros omkring min søn, at han altid er god ved andre, aldrig slår og faktisk er den der stikker af, hvis der er slagsmål. Han hader konflikter og slagsmål i det hele taget. Dette har jeg fået at vide af sfo, skole, klassekammerater, andre forældre osv. Nu ved jeg godt at jeg er hans mor, men jeg ved hvordan han reagerer, hvis han er blevet uretfærdigt behandlet/beskyldt for noget han ikke har gjort, og jeg kunne virkelig se at han var rigtig ked af det, og ikke kunne forstå hvorfor hun var sådan efter ham.
Jeg fandt i hvert fald hurtigt ud af, at jeg lige så godt kunne stoppe "snakken" med drengens mor, for hun overfusede mig og indirekte indikerede at jeg var en dårlig mor. Og sådan noget gør mig sgu ked af det, har aldrig fået sådan noget smidt i hovedet før. Jeg er en meget stille og rolig person, som faktisk helst vil løse konflikter på en stille og rolig facon, bryder mig ikke om, når man skal råbe og skrige af hinanden. Det gør mig bare ked af det, at nogen kan behandle andre mennesker på den måde.
Jeg ved at hendes dreng render rundt og passer sig selv. Han får lov til at rende udenfor alene til kl. 22-23 stykker om aftenen. Det har jeg set op til flere gange. Han kaster sten på bilerne herude. Han sparker, slå og råber grimme navne efter andre børn herude, og når hans søskende er på besøg bliver han endnu mere kæk i det. Han lyver til højre og venstre. Han har påstået overfor min søn at hans far er blevet myrdet og at hans egen mor var blevet anklaget for det, men at det så viste sig at det var hans fars kæreste, der havde gjort det. Hvilken 6-årig render rundt og siger sådan noget? og hvilken 6-årig ville have kendskab til sådan noget, hvis det var sket? Jeg ved at han passer meget sig selv, sørger selv for at tage noget at spise, kommer tit for sent i skole fordi han selv skal sørge for at komme op, sørger selv for at komme i seng om aftenen. Det er i hvert fald hvad han selv siger. Men hvad dælen skal man lige tro på?? Jeg har ondt af drengen, også selvom han anklager min søn for de her ting.
Har overvejet at kontakte kommunen, netop fordi jeg har mistanke om at der er en stor svigt omkring denne her dreng....det kan man ikke undgå at ligge mærke til. Men efter denne her episode tør jeg næsten ikke gøre det, for jeg er faktisk blevet rigtig bange for hende, netop pga. hendes meget truende adfærd. Min mor er nabo til hende, og hun kan hver dag høre, hvordan hun råber og skriger af drengen, og bander og svovler af ham.
Hvad ville i gøre i sådan en situation her? og hvad ville i selv tro? Jeg har valgt at tro på min søn, bare udtrykket i hans øjne siger alt, og den måde han kom hjem og græd på. Min mor siger jeg skal glemme alt det hun sagde til mig. Problemet er at det kan jeg bare ikke. Jeg er typen der grubler længe over det, når folk overfuser mig på den måde. Er meget følsom, og må indrømme at jeg var på nippet til at tude.
Nå, nu fik jeg læsset af, og det tror jeg egentlig jeg havde behov for. Tak fordi i lyttede 
