jeg er altså en lille smule nysgerrig...(om børn der kratter/bider)

Nu har jeg i de sidste dage oplevet et modbydeligt træk ved Tif...ondskabsfuldhed! ja og her skal sørme ikke grines, det virker egentlig ret uskyldigt fordi hun ikke er ældre, men det er det sørme ikke! hun er begyndt at kratte, kun mig, så vidt jeg lige kan se og forstå på andre der er sammen med hende. episoderne kommer som regel når vi spiser, men i dag skete det også mens jeg legede med hende. hun kigger mig direkte ind i øjnene, og kratter mig, sådan rigtigt altså, så jeg får lange hvide striber efter hendes små modbydelige kløer! Jeg har brølet nej, jeg har krattet igen, jeg har smidt hende fra bordet (ja det var i går, før veninden tog hende med hjem) og fandme om ikke pigen rumpede sig hen og krattede mig på benet... når jeg har krattet igen, kigger hun på mig, med det mest kolde blik, nøjagtigt som om hun vil sige, er det alt...kom igen, og så kratter hun mig bare endnu mere...ark...det er synd for hende i grunden, for hun ved udmærket hvad hun gør, og hun hyler bare slet ikke selv om jeg råber og skriger...kratter eller gør som om jeg vræler...nada respons, udover den der intense stirren ind i mine øjne. jeg brokkede mig til veninden i går, som fnisende sagde, ja hvem er det lige hun skal søge grænser ved, du har jo gået op og ned af hende i et helt år! jeg fatter det bare ikke...jeg har taget hendes lille hånd, lagt den på min arm og sagt aaaaeeeeee...og den går lige til jeg slipper...aaaaeeee siger tif, og det sekund jeg så slipper....så kommer krattet...:'( hvad gør i andre mon? eller er det kun mig der har en lille rivkat? jeg kan simpelthen ikke lade være med at spekulere på hvordan det skal gå på mandag når hun skal i dp, for der kommer alle børnene tilbage fra ferie, og tænk om hun går løs på dem? Jeg ved og kan se det er en grænse hun vil have, men hvordan dælen stikker man sådan en ud, uden at blive børnemishandler, eller grim mor? drengene har aldrig krattet, ej heller bidt nogen...og bide gør tif nu heller ikke, men måske nogle af jer andre har sådan en lille modbydelig unge, der bare er grim ved andre...? jeg aner godt nok snart ikke hvad jeg skal stille op med det, i dpén har der altså ikke være noget kratteri endnu! please...sig jeg ikke er den eneste med et grimt barn!

aghh belastende alligevel.. har ingen råd.. men ville fortælle dig at du ikke er ene om det problem..

her er problemet bare at han slår mig og river mig i håret.. og det gør bare så fandens ondt!!!

jeg råber aaaav til ham og tager fat i hans arm mens jeg stirre surt på ham.
nogen gange så slår han mig igen og andre gange sætter han sig til at hyle.. suk..

jeg ved ikke hvordan man opdrager et barn uden at slå dem over fingerne eller lign.. har ihvertfald ikke lyst til at bruge den metode.. så bruger den hvor jeg tager fat i hans arm.. fast men ikke av av...

aner sku ik hva man ellers skal gøre..

Det lyder som om, der rigtig bliver spillet med musklerne i det Sloggiske hjem. Sikke en lille bestemt dame, du der har fået (L)

Nej, jeg kan godt forstå, du er frustreret. Det er sateme hårdt, når man ikke aner, hvad man skal gøre for at få dem til at forstå et nej!

NM bider. Men hun gør det kun i leg som et slags kys og hun skriger bare af grin, når jeg siger bestemt nej til hende og det samme sker, når hun piller ved komfuret. Hun tror, at mit nej og mit alvorlige ansigt betyder stor spas, så nu er jeg begyndt at gå den helt anden vej. Tale meget roligt og stille til hende, når hun kører derop. Stadig sige nej, men ikke højt og voldsomt.

Da jeg læste dit indlæg, kom jeg til at tænke på, at det måske villevære en idé at prøve at lade være med at gøre det samme som hende? Jeg tænker, at hun måske bare lærer at det er i orden at kratte og råbe, når du også gør det og så bliver det en en magtkamp...

Det kan selvfølgelig godt være, hun ikke forstår med det samme, at hun skal røre blidt ved folk, som du prøver at lære hende med at aaae på armene, men det er jeg sikker på nok skal komme, når hun begynder at forstå, at der er forskel på hende og andre og at andre også kan blive påvirkede af det, hun gør.
For lige nu eksperimenterer hun jo bare med sin krop og sine handlinger.

Jeg tror, det er vigtigt at skelne mellem de kradserier, der sker som eksperiment og dem, der sker i vrede ved aldrig at reagere på samme måde som hende, for jeg tror ikke de forstår konsekvens politik endnu.

Selvfølgelig skal du vise hende, at du ikke vil acceptere kradserierne, men aldrig ved at gøre det samme som hende eller råbe op eller reagere aggressivt på en eller anden måde, for så tror hun jo bare, at aggression er i orden... Tror jeg.
Måske kunne du, når hun har kradset dig, flytte hende væk fra dig, selv gå og sige nej, ikke råbe, ikke blive hidsig, men vise hende, at du ikke reagerer med hidsighed, når du bliver vred (L)

Kan godt forestille mig, det er svært, men jeg tror virkelig på, at det er vejen frem, så væk med temperamentet Sloggs (L)

Knus fra Birgitte - selverklæret besserwisser på situationer, jeg ikke selv lige står i :$

ja det er ikke forsøgt endnu, kun med jeg tager hende væk fra bordet.
grunden til jeg ikke selv er gået som du forslår, er netop den med at lære hende at det er hende der er galt på den, og derfor ikke kan deltage i spisningen, eller legen, og derfor pillede jeg hende fra, men jeg tror sørme der kan være noget pædagogisk korrekt i det du siger...testes skal det ihvertfald, for jeg får sgu grå hår af den kamp, det er slet ikke hyggeligt at spise med hende mere!

ja ja, flere grå hår end jeg i forvejen har, forresten!

tak for dit bud, og testen skal afprøves nu hvor vi skal spise til middag!

Simon bider. Vi skælder ud - og så griner krapylet 8( Nøjagtig som BM beskriver lille Nova. Han gør det også kun i leg, og sådan en slags kys - men det er da røvirriterende, og han skal slet ikke begynde at bide de andre unger i vuggeren. Har endnu ikke oplevet at han sætter tænderne i andre end Christian og jeg - men måske han har gjort det mens vi har kigget den anden vej?

Jeg aner ikke hvad vi skal gøre ved det. Har efterhånden erfaret at han så udmærket forstår når vi siger bestemt nej!!! når han er uartig. Og vi gør det samme når han bider... Christian foreslog faktisk at jeg skulle høre jer herinde om hvad man gør ved det. Men så kom Sloggi mig i forekøbet :)

Ingen vise ord herfra!

Iza kan også være strid og voldsomt demonstrativ. Jeg har også hævet stemmen og sagt nej meget meget tydeligt 100 gange, men enten opfatter hun det som leg og synes det er vanvittigt skægt, at jeg laver sure ansigter eller også bliver hun så rasende, at hun knytter hænderne ind foran sig og spænder helt vildt, så hun dirrer i hele kroppen og så skriger hun vildt højt og rasende. Jeg er begyndt at afvise hende med min krop - jeg siger: nej en enkelt gang og stopper hun ikke, går jeg væk fra hende. Det er svært for mig at sige om det virker, men det stopper hende i hvert fald og jeg forestiller mig, at hun så oplever, at jeg ikke vil være sammen med hende, når hun opfører sig sådan. Nogle dage går jeg rigtig mange gange og andre dage stopper hun hurtigt........

Det er nu selvstændighedsforståelsen træder langsomt ind og de begynder at opdage, at de kan noget uden mor eller far hjælper til...og det skal jo prøves af.......det er vanvittigt anstrængende og det bliver kun værre :D:P

ja se, nu har jeg jo været på farten, og farmand måtte tage over i dag med spisningen, og her til aften sad han også og gav hende mad, så spurgte jegham om han oplevede det samme som mig, og svaret var ja, jeg spurgte ham så¨hvad han gjode ved det...og han sagde at han bare flyttede sig, så hun ikke kunne nå ham, typisk min mand ik! det der rolige gen han ejer, vil jeg have noget af!
men så stoppede hun???

altså, som jeg kan se, har hun enten mega meget had mod sin mor, eller også var oplevelsen at kampen ikke var så sjov, når man ikke kunne give tilbage, eller der ikke blev givet tilbage???

så mon ikke at det er som BM forslog, stille og roligt forsøge at bringe det ned på et plan, hvor jeg ikke bliver skide sur og træls over det?

for det kan da ikke passe man skal sidde med sin pigebarn på 1 år og slåsse for ikke at blive gennemkrattet?

aj hvor er jeg misundelig på Michaels rolige facon :$, tror sgu jeg kunne lære noget der!

HM jeg er ked af at sige det, men her har vi faktisk ikke nogen problemer, med at kradse eller bide... Hun har en gang ved et uheld kommet til at kvase min ene storetå (den er h..... øm), men ellers har der ikke været noget... og der tror jeg nok at hun blev forskrækket over at jeg skreg av (nu flytter jeg gerne foden hvis hun kommer for tæt på)...

Betina

Hej Sloggi,

Johanna er også en kratte kat. Jeg tager fat i hendes hånd, og siger bestemt nej, og nogen gange aaaahhhh aaaaahhhh. Hvis hun bliver ved, går jeg fra hende. Hun gør det også på sin søster. Jeg tror at hun lige skal teste os, og hvor langt kan jeg gå!

Jeg vil give BM ret i at hvis du river eller bider eller råber el lign. så viser du hende at det er OK! Jeg ved godt at det er pisse svært, men jeg gør alt for at ikke gøre det samme, og jeg forsøger også at sige til Alma at hun skal tage hendes hånd og sige nej!

På mit arb. havde vi en dreng der bed (dette var i frustration over at han intet sprog havde) i starten tog vi ham væk fra ofret, men det blev bare ved, indtil, at det var os der flyttede os fra ham, og det havde altså en anden effekt! For jeg ved tror at han følte sig "forladt" at det ikke var i orden at bide, i stedet for at han bare blev flyttet, for så var han bare i gang med noget andet!

Det lyder så nemt, men det er satema en hård kamp, som vi også kæmper her hjemme!

Knus Siber

Jeg tror også, den absolut bedste måde, at komme uønsket adfærd til livs på, er at vise barnet, at når det opfører sig på den og den måde, så ønsker man ikke at være sammen med det. Det er vores børn rigeligt gamle nok til at forstå nu, og det er faktisk en metode, der kan bruges på alle mennesker, vi omgiver os med - mener jeg.
Det er bedst, ikke at hidse sig op og "synke" til samme niveau som den anden part befinder sig på. Små børn forstår jo ikke så meget verbalt, men alligevel kan man jo godt vænne sig til at sige: Når du river mig, kan jeg ikke være sammen med dig - og så gå fra stedet og give sig til noget andet. Man bør blive i barnets synsfelt, så det har mulighed for at finde en anden adfærd frem og henvende sig igen.
I skolen bruger jeg ofte metoden med sådan nogle børn, der er vant (har fået lov) til at tale til voksne og børn i bydeform, altså: Bind mine sko! åbn min mælk! kom lige hér! osv. Jeg fortæller dem stille og roligt, at jeg gerne vil hjælpe, men at de lige bliver nød til at spørge ordentligt, før vi kan komme videre. Nogle skal lige overvinde sig selv lidt mere end andre, men efter en tid (hvis de stadig mener at have brug for min hjælp) så finder de altid en anden formulering. Børn lærer utroligt hurtigt, hvordan de opnår noget ift. en given voksen, så det er meget få børn, der ikke retter ind.
Det sørgelige er så at se, hvordan nogle forvandler sig til små monstere, i samme sekund de ser deres forældre ved evt. afhentning efter skole. Tænk: Mange forældre bærer ungernes tasker, sætter deres stole op eller tager ligefrem børnenes fejetjans, selvom de lige har fået et los over skinnebenet eller er blevet kaldt en grim ko.

Hov, det blev vidst en længere smørre, men jeg er nu overbevist om, at metoden virker: Det er den voksne, der har noget (opmærksomhed, hjælp, mad mv.) som barnet gerne vil have. - Og det er den voksne, der afgør hvordan barnet skal kunne få fat i det.
Det er ikke for tidligt at starte - mener jeg.

- Helle, som er spændt på, om jeg vil få let eller svært ved at køre dén metode på mit eget barn, når det bliver nødvendigt:S