Er jeg ved at glide fra manden?

Jeg er lidt bekymret.. Min mand har været på tur mandag til onsdag med firmaet, normalt når han er afsted savner jeg ham helt vildt og skriver eller ringer konstant. Denne gang har jeg slet ikke savnet ham, har ikke ringet eller skrevet, kun besvaret hans beskeder eller talt sammen når han har ringet

Nu er han jo så hjemme igen og jeg syntes faktisk kun det er belastende Syntes han er træls og alt hvad han gør irriterer mig grænseløst!

Det værste er at han er super sød, han er også en pæn fyr. Han er håndværker og har desuden videreuddannet sig så han idag arbejder som projektleder i et stort firma så han kan både bruge hænderne og hovedet. Han støtter mig altid 100% i alt hvad jeg gør, kunne ikke drømme om at være mig utro og er generelt helt vildt sød - og så er han jo far til mine unger.

Seriøst så er jeg bange for at jeg er ved at glide fra ham, kan slet ikke finde nogen varme følelser frem for ham. Måske det er fordi vi pt har vildt meget om ørerne men aner det ikke

Noogen der har prøvet noget lignenede?

Hmm... den er svær.

Huske I at pleje forholdet? Altså være kærester UDEN børn og praktiske gøremål … Restaurantbesøg bare Jer to, weekendophold, tur i biffen o. lign?

Det er så vigtigt at huske at pleje tosomheden. Ellers kan der meget nemt gå for meget hverdag i den …

Håber I finder gnisten igen og får tid til at pleje kærligheden.

AG

Jeg er enig med AG...

Og husk, i ethvert forhold er der perioder, hvor det er viljen mere end det er kærligheden der bærer forholdet. Det er ikke nødvendigvis en negativ ting!

Men viljen hænger uløseligt sammen med kærligheden, så det er med at få tanket op, når der er gode perioder, så man har noget at stå imod med når kærligheden er pakket ind og næsten gemt væk bagved bleskift, aftensmad og putning af unger!

jeg er helt enig med AG og Astrid!

Jeg skal altså også nogen gange tilbage til hverdagen sammen med Andreas når han har været væk! Forså har jeg været alene om tingene også kommer han og skal "blande" sig igen. Nogen gange er jeg bare mere homornel end andre!

Knus Siber

Jeg tror sagtens meget om ørerne kan være hårdt for parforholdet. Eller set på fra en anden vinkel, hårdt for dig, hvilket påvirket dit syn på din mand. Jeg kan selv blive yderst irriteret over Kasper i stressende situationer (som fx at stå med en nyfødt og samtidig skulle være 100% mor for 3), og alt ved ham irriterede mig - helt ned til en "forkert" måde at hoste på. Det var nærmest nemmere, når han ikke var her - sådan føltes det, men det var det jo reelt ikke.

Jeg er enig med AG og Astrid og Siber Prøv at få noget tid sammen væk fra børn og hus og daglige gøremål.

Gi'r det mening?

Knus Line

Tak for jeres svar.

I har så evigt ret, det er et spørgsmål om at jeg skal tage mig sammen og se positivt på tingene. Vi er egentligt ret gode til at lave ting sammen, tror bare nogen gange jeg savner og drømmer om dengang hvor vi ikke havde andet end tid og hvor vi var hamrende forelskede

Jeg tager den med ro og kan jo også godt ved nærmere eftertanke se at han er "the one" og det bare er mig der bliver frustreret en gang i mellem.

og god weekend

naturligvis enig med de andre.

Men derud over: Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om du er den, jeg tror, du er, men hvis du er, har der været en anden episode, du har fortalt om, som fik mig til at tænke på min mand FØR han fik en depression og i den anledning kartede helt ud og fortalte mig en bunke sandheder om, hvad han mente om den måde jeg havde behandlet ham disrespektfuldt (hvis det er et ord ) på. Jeg på min side havde ikke tænkt over, at jeg skulle have behandlet ham skidt, men kunne bestemt godt se, hvad han mente, da han fortalte mig det. Det var lidt af en øjenåbner. Man kunne ikke bebrejde mig, synes jeg, for jeg havde bare reageret på, at han aldrig sagde, hvordan han havde det og altid bare var neutral og syntes, vi skulle gøre, som jeg syntes. Der var MASSER af plads til mit ego og det var hverken sundt eller sjovt.

Det er selvfølgelig en lang og anden historie, men lige før hans bobbel bristede, var jeg begyndt at gå og have det lidt som dig. Simpelthen fordi jeg ikke kunne mærke ham. Der var egentligt ikke noget galt, han opførte sig korrekt på alle måder, men han var lige som bare ikke rigtigt til stede. Og jeg skubbede og maste for at presse ham til en personlig reaktion. Men jeg skal så love for, at jeg holdt op med at føle sådan, da han eksploderede. Pludselig fik jeg en partner i stedet for et spøgelse. Interessant og underligt hele vejen igennem...

Men alt det her har muligvis ingen relevans, hvis du ikke er den, jeg tror. Men HVIS du er eller noget af det, jeg skriver lugter lidt af fisk, vil jeg bare råde dig til at begynde at forsøge at lytte lidt mere til ham og finde ud af, om den du er sammen med virkelig er så blid og perfekt og medgørlig eller han bare forsøger at gøre dig tilpas. Hvis det er sådan, har du i hvert fald en mulighed for at få en langt mere interessant mand, end du føler, du har lige nu.

Gad vide, om noget af dette gav mening for andre end mig...

Knus Birgitte, som burde lave mad!

Jeg forstår godt hvad du siger BM, jeg var med oppe hos dig, sammen med kun min datter og det var første gang vi så hinanden - godt hint ikk

Jeg tror faktisk ikke han pludseligt eksploderer, han er som han har været siden jeg mødte ham for 14 år siden. Han er en helt igennem sød fyr, han kan sagtens sige fra når det virkeligt gælder men alt andet som ikke betyder noget for ham lader ham mig bestemme. Han er jo projekleder i et stort firma og tager masser af beslutninger hver dag så det derhjemme så som hvem vi skal se hvornår styrer jeg

Men tak for svar og betragtninger

Bingo.

Jeg havde godt nok heller aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig det, der skete med Michael. Og vi havde kendt hinanden i 10 år.

Men dermed være selvfølgelig ikke sagt, at det nødvendigvis er det samme med din mand!!

Knus B