Det er bare træls for tiden :(

Hej!

Vi var til gadevej igår, hvilket egentlig var meget hyggeligt, men da tøsen begyndte og blive lidt ked af det, måtte jeg gå ind med hende. Hun ville bare IKKE sove i barnevognen, men kun i sin egen seng. Nå, men okay, jeg måtte så sige farvel. Regnede med manden kom med ind, for så meget så han ikke ud til og hygge sig, men han blev alligevel til festen og spiste dessert.

Da der var gået et par timer, skrev jeg til ham, at jeg havde problemer med tøsen; mareridt og han er så god til og trøste hende, men han reagerede ikke på min sms. Skrev igen, ringede et par gange, men uden svar? Men tøsen faldt endelig til ro,og jeg gik ind i stuen.

Prøvede endnu engang og få fat i manden, og endelig svarede han. Tlf.´en havde været på lydløs, han lød meget snaldret (fuld), og uden jeg nåede at tænke mig om, blev jeg sur og jaloux. Det havde været meningen fra starten af at vi skulle ta´ med til festen, for at jeg kunne komme bedre ind på naboerne - manden er så social, så han har ingen problemer.

Nå, men han sagde farvel til naboerne og kom ind. Vi kom op og skændtes en smule Han fik det hele vendt mod mig; hvorfor måtte han ikke ta´ i byen? Hvorfor skulle han ha´ skældud for at være social? Jeg sprang ind i sengen og bare græd. Der skal ikke meget til og slå mig ud mere.

Manden fulgte efter, trøstede, og forsøgte og forklare mig, hvordan han har haft det den sidste tid. Han fortalte at jeg er begyndt og snerre meget, farer op over ingenting, græder over ingenting, er blevet meget indelukket, meget fordomsfuld (bla. over for min lillebrors nye kæreste) og bare slet ikke "dig" mere

Og han har ret! Min verden handler så meget om tøsen, manden og husholdning. Jeg føler mig bare som "mor"...

Jeg føler alle er imod mig, alle vennerne svigter og det samme er min familie begyndt. Min søster er fået fra sin mand, fordi det blev voldeligt til sidst (hun bare meget af skylden), så jeg tilbød og ta´ ungerne i et par dage, mens de fik delt deres indbo. Jeg måtte så aflevere dem, da vi skulle til gadefest i går, og det blev hun meget skuffet over. Hun kunne ikke huske at jeg havde sagt noget om det, og havde regnet med at jeg kunne ta´ dem til søndag. Det har fået mig meget på, siden i går, da hun skældte ud i telefonen.

Igår fik jeg oz nyheden at vores dagplejemor stopper Det har taget mig så lang tid og vænne mig til at tøsen skulle passes af en anden. Og være væk fra hende, men nu går det simpelthen så godt, at jeg nærmest blev splittergal, da hun fortalte nyheden. Nu skal jeg fanme til og starte forefra med en ny dagplejemor! Ja, og ikke mindst min datter skal til og vænne sig til en anden...

Nå, men manden og jeg endte samtalen i nat med at jeg nok skulle ringe til lægen mandag og høre om det evt. er en depression, jeg har udviklet? For jeg var bare ikke mig selv mere, sagde han

*den anonyme - er lidt flov over det*

Anonym skriver:

Hej!

Vi var til gadevej igår, hvilket egentlig var meget hyggeligt, men da tøsen begyndte og blive lidt ked af det, måtte jeg gå ind med hende. Hun ville bare IKKE sove i barnevognen, men kun i sin egen seng. Nå, men okay, jeg måtte så sige farvel. Regnede med manden kom med ind, for så meget så han ikke ud til og hygge sig, men han blev alligevel til festen og spiste dessert.

Da der var gået et par timer, skrev jeg til ham, at jeg havde problemer med tøsen; mareridt og han er så god til og trøste hende, men han reagerede ikke på min sms. Skrev igen, ringede et par gange, men uden svar? Men tøsen faldt endelig til ro,og jeg gik ind i stuen.

Prøvede endnu engang og få fat i manden, og endelig svarede han. Tlf.´en havde været på lydløs, han lød meget snaldret (fuld), og uden jeg nåede at tænke mig om, blev jeg sur og jaloux. Det havde været meningen fra starten af at vi skulle ta´ med til festen, for at jeg kunne komme bedre ind på naboerne - manden er så social, så han har ingen problemer.

Nå, men han sagde farvel til naboerne og kom ind. Vi kom op og skændtes en smule Han fik det hele vendt mod mig; hvorfor måtte han ikke ta´ i byen? Hvorfor skulle han ha´ skældud for at være social? Jeg sprang ind i sengen og bare græd. Der skal ikke meget til og slå mig ud mere.

Manden fulgte efter, trøstede, og forsøgte og forklare mig, hvordan han har haft det den sidste tid. Han fortalte at jeg er begyndt og snerre meget, farer op over ingenting, græder over ingenting, er blevet meget indelukket, meget fordomsfuld (bla. over for min lillebrors nye kæreste) og bare slet ikke "dig" mere

Og han har ret! Min verden handler så meget om tøsen, manden og husholdning. Jeg føler mig bare som "mor"...

Jeg føler alle er imod mig, alle vennerne svigter og det samme er min familie begyndt. Min søster er fået fra sin mand, fordi det blev voldeligt til sidst (hun bare meget af skylden), så jeg tilbød og ta´ ungerne i et par dage, mens de fik delt deres indbo. Jeg måtte så aflevere dem, da vi skulle til gadefest i går, og det blev hun meget skuffet over. Hun kunne ikke huske at jeg havde sagt noget om det, og havde regnet med at jeg kunne ta´ dem til søndag. Det har fået mig meget på, siden i går, da hun skældte ud i telefonen.

Igår fik jeg oz nyheden at vores dagplejemor stopper Det har taget mig så lang tid og vænne mig til at tøsen skulle passes af en anden. Og være væk fra hende, men nu går det simpelthen så godt, at jeg nærmest blev splittergal, da hun fortalte nyheden. Nu skal jeg fanme til og starte forefra med en ny dagplejemor! Ja, og ikke mindst min datter skal til og vænne sig til en anden...

Nå, men manden og jeg endte samtalen i nat med at jeg nok skulle ringe til lægen mandag og høre om det evt. er en depression, jeg har udviklet? For jeg var bare ikke mig selv mere, sagde han

*den anonyme - er lidt flov over det*

Hej *den anonyme*

Jeg blev virkelig grebet, da jeg læste dit indlæg, for hold da op hvor "ligner" vi bare hinanden.

Her på det sidste (lange stykke tid) har jeg haft de vildeste humørsvingninger og føler selv at jeg helt ubevidst lukker mig mere og mere ind i mig selv og snerrer ad min kæreste. Jeg ønsker overhovedet ikke at være den sure, trælse kæreste, men ved bare ikke hvorfor jeg reagerer, som jeg gør... Det er virkelig mærkeligt. Min kæreste er også den meget sociale type, som har nemt ved at komme i snak med alle og har en masse venner og bekendte, og jeg er nok lidt misundelig fordi jeg ikke har så nemt ved det...

Jeg har meget let ved at fare op i det røde felt hvis min kæreste ikke lige overholder en uskreven aftale - selvom jeg prøver at sige til mig selv at han jo ikke kan læse mine tanker...

Tit får jeg ødelagt det, der kunne blive en hyggelig aften, fordi min kæreste ikke er for god til at overholde tiden, og når jeg så ringer og spørger hvor han bliver af, bliver jeg sur og skælder ud med det samme

Jeg ved ikke om det bare er hormoner (er ikke gravid, men stoppet med at tage p-piller) eller om det er en depression. Skal lige nævnes at jeg har det med at blive lidt ked når sommeren går på hæld og dagene bliver kortere og kortere...

Hvad svar fik du af lægen?

*Cille* skriver:

Hej *den anonyme*

Jeg blev virkelig grebet, da jeg læste dit indlæg, for hold da op hvor "ligner" vi bare hinanden.

Her på det sidste (lange stykke tid) har jeg haft de vildeste humørsvingninger og føler selv at jeg helt ubevidst lukker mig mere og mere ind i mig selv og snerrer ad min kæreste. Jeg ønsker overhovedet ikke at være den sure, trælse kæreste, men ved bare ikke hvorfor jeg reagerer, som jeg gør... Det er virkelig mærkeligt. Min kæreste er også den meget sociale type, som har nemt ved at komme i snak med alle og har en masse venner og bekendte, og jeg er nok lidt misundelig fordi jeg ikke har så nemt ved det...

Jeg har meget let ved at fare op i det røde felt hvis min kæreste ikke lige overholder en uskreven aftale - selvom jeg prøver at sige til mig selv at han jo ikke kan læse mine tanker...

Tit får jeg ødelagt det, der kunne blive en hyggelig aften, fordi min kæreste ikke er for god til at overholde tiden, og når jeg så ringer og spørger hvor han bliver af, bliver jeg sur og skælder ud med det samme

Jeg ved ikke om det bare er hormoner (er ikke gravid, men stoppet med at tage p-piller) eller om det er en depression. Skal lige nævnes at jeg har det med at blive lidt ked når sommeren går på hæld og dagene bliver kortere og kortere...

Hvad svar fik du af lægen?

Hej!

Jeg ved ikke om jeg tør skrive at det er lidt trøstningsfuld, at det ikke kun er mig som kan ha´ det sådan/har det sådan.

Jamen, jeg kontaktede lægen, fortalt ham hvordan jeg havde det og hvad min mand havde sagt, og fik så et skema med hjem, jeg skulle udfylde over en uges tid. Fik en tid mere ugen efter, og fortalte ham at det gik lidt bedre - måske efter at ha´ fået lukket op for det hele - men at det ikke var helt godt endnu. Han sendte mig så videre til en psykolog, som jeg går og venter på og høre noget fra.

Min læge sagde at hvis ventetiden var for lang, måtte jeg meget gerne komme og snakke med ham, om ikke andet få noget beroligende, som ville få min hjerne til og "stå lidt stille"

Det er træls, det skal være sådan. Jeg er næsten sikker på, jeg i flere år at lidt af vinterdepressioner, men aldrig fået gjort noget ved det. Men nu hvor manden giver udtryk for at han ikke er glad og hvordan han oplever mig, syns´ jeg det var på tide og gøre noget ved det.  

Håber det bedste for dig - gå til lægen, det skader ikke

Anonym skriver:

Hej!

Jeg ved ikke om jeg tør skrive at det er lidt trøstningsfuld, at det ikke kun er mig som kan ha´ det sådan/har det sådan.

Jamen, jeg kontaktede lægen, fortalt ham hvordan jeg havde det og hvad min mand havde sagt, og fik så et skema med hjem, jeg skulle udfylde over en uges tid. Fik en tid mere ugen efter, og fortalte ham at det gik lidt bedre - måske efter at ha´ fået lukket op for det hele - men at det ikke var helt godt endnu. Han sendte mig så videre til en psykolog, som jeg går og venter på og høre noget fra.

Min læge sagde at hvis ventetiden var for lang, måtte jeg meget gerne komme og snakke med ham, om ikke andet få noget beroligende, som ville få min hjerne til og "stå lidt stille"

Det er træls, det skal være sådan. Jeg er næsten sikker på, jeg i flere år at lidt af vinterdepressioner, men aldrig fået gjort noget ved det. Men nu hvor manden giver udtryk for at han ikke er glad og hvordan han oplever mig, syns´ jeg det var på tide og gøre noget ved det.  

Håber det bedste for dig - gå til lægen, det skader ikke

Man skal nok bare tage sig sammen og ringe til sin læge, men jeg har bare følelsen af at jeg ikke vil være til besvær og at jeg synes det er lidt "pinligt" at jeg ikke bare er et normalt, glad menneske... Det kan godt være lidt svært at forklare at man bare er ked af det uden at der er nogen egentlig grund til at være ked af det. Nogle gange kan jeg begynde at græde over ingenting, mens jeg sidder og laver et eller andet - jeg forstår ikke hvorfor..

Inderst inde tror jeg også jeg i mange år har lidt af vinterdepression uden at få gjort noget ved det... Jeg synes det er lidt et tabu på en eller anden måde, og det er nok derfor jeg aldrig har kontaktet lægen om det. Man vil jo nødig ødelægge sin perfekte facade...

*Cille* skriver:

Man skal nok bare tage sig sammen og ringe til sin læge, men jeg har bare følelsen af at jeg ikke vil være til besvær og at jeg synes det er lidt "pinligt" at jeg ikke bare er et normalt, glad menneske... Det kan godt være lidt svært at forklare at man bare er ked af det uden at der er nogen egentlig grund til at være ked af det. Nogle gange kan jeg begynde at græde over ingenting, mens jeg sidder og laver et eller andet - jeg forstår ikke hvorfor..

Inderst inde tror jeg også jeg i mange år har lidt af vinterdepression uden at få gjort noget ved det... Jeg synes det er lidt et tabu på en eller anden måde, og det er nok derfor jeg aldrig har kontaktet lægen om det. Man vil jo nødig ødelægge sin perfekte facade...

Havde det nøjagtig på samme måde; man burde da fejle noget før man går til lægen. Det burde kunne ses, det der gør ondt...

Men det som gjorde at jeg tog mig sammen, var manden. At han ikke var glad

Hej i to,

Jeg synes også, at det er lidt mærkeligt at læse jeres indlæg da jeg har det på præcis samme måde - kan ikke komme med så mange trøstende ord eller gode råd, men kun dele min ''historie''.

Jeg er vokset op med en far der er en ordenlig 'tyran' - han var næsten i dårligt humør; skældte ud, var jaloux på min mor, drak og har endda været voldelig. Det eneste jeg har lovet mig selv er, at hvis jeg engang skulle finde den eneste ene ville jeg aldrig opføre mig som min far, eller acceptere det hvis en kæreste var såden.

Og hvad skete der så? - Efter en lang jagt på den eneste ene finder jeg en, som jeg ikke troede fandtes: Det perfekte menneske, min kæreste! Han har lige fra starten været det kærligeste, ærligeste, sødeste, rareste, roligeste, mest pligtopfyldende, hjælpende og mest elskende menneske jeg nogen sinde har mødt. Han elsker mig virkelig over alt på jorden - Forguder mig! Jeg troede virkelig aldrig det ville ske Med tiden har det vist sig, at jeg tærer på ham med at flere gange om dagen snakke ned til ham og i en negativ tone - sådan rigtig-træls-gammel-sur-so-agtigt! Jeg er skidehamrende jaloux og når vi er i byen ødelægger jeg det altid ved at blive i dårligt humør - som oftest fordi jeg er jaloux eller ikke føler at jeg passer ind. Jeg er flyttet til hans hjemby og kender virkelig ikke en eneste person her udover min kæreste og hans familie - dermed har jeg ingen omgangskreds, men føler sgu heller ikke at det er særligt nemt at komme ind på hans venner. Jeg er, lige som jer, ikke så social og udadvendt - bryder ikke ind i samtaler og har næsten aldrig noget at tilføje, så jeg glider bare mere og mere ind i mig selv, især når vi er i byen eller bare sammen med hans venner eller familie.

Et mildt eksempel på min opførsel: Det var meningen at vi skulle tage over og besøge mine bedsteforældre på sjælland denne weekend fra fredag-tirsdag, men torsdag morgen ringer min kærestes boss og spørger om han kan tage en dobbeltvagt i weekenden og min kæreste spørger så mig om vi skal noget, hvorefter jeg svarer at vi skal besøge mine bedsteforældre, så spørger han om han kan tage den her vagt, fordi vi mangler penge og den giver virkelig gode penge, jeg svarer 'det bestemmer du selv'. Når han har lagt på ØSER jeg mig VIRKELIG over, at han kan finde på at gøre sådan noget og der går omkring 4 timer inden vi snakker og jeg får forklaret ham hvorfor jeg blev så muggen og skuffet, men vi besluttede os så for bare at tage afsted søndag-tirsdag. Nu har han så været på arbejde fredag, lørdag og nattevagt nu her, natten til søndag - og jeg føler på en måde ikke at han giver mig det jeg kræver - Selvom han er alt og endnu mere end jeg nogensinde kan finde i nogen anden person. Jeg blev rigtig sur i dag, da han bare lagde sig til at sove efter arbejde, fordi jeg havde glædet mig til at han kom hjem og vi skulle snakke og hygge. Jeg besluttede mig så for at blive helt vildt stille og svare mindst muligt, hvorefter jeg gav mig til at græde lige inden han tog afsted på arbejde uden at give ham en grund for det.

Jeg er så bange for at min hypersensitivitet, jalousi og hidsighed kommer til at ødelægge min chance for at blive gammel med en jeg elsker - og som elsker mig. Men jeg er så dårlig til at styre det

hov, det blev godt nok langt - men dejligt at få det ud

(og ja, det er VIRKELIG pinligt, men jeg kan ikke finde ud af at skrive et anonymt indlæg)

Meina skriver:

hov, det blev godt nok langt - men dejligt at få det ud

(og ja, det er VIRKELIG pinligt, men jeg kan ikke finde ud af at skrive et anonymt indlæg)

Hej søde

Ej det er virkelig vildt, vi minder bare så meget om hinanden... Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv (undtagen det med din far - jeg er vokset op i en kærnefamilie, hvorimod min kæreste har haft det svært i sin barndom)... Men alligevel er det mig, der er den tyraniserende, kontrollerende, hidsige, uretfærdige kæreste, der bliver sur/ked af det over det mindste...

Det er sku mærkeligt!! Jeg forstår ikke selv hvorfor man reagerer, som man nu gør ...