Ebbeøsen skriver:
Jeg skrev herinde for noget tid siden om mine overvejelser omkring at “springe ud” og blive mor selv. Og har nu brug for lidt luft igen;-) Mit hoved er fyldt af emnet og har imellem svært ved at koncentrer mig om andet.
Min deadline er/var 1.1.2011, men lige nu tænker jeg, at jeg måske starter før. Der er jo mange, mange aspekter i beslutningen. I en lang periode fyldte det at barnet vil være anderledes, ikke have en far m.m. og de problemer det kan give barnet, rigtig meget for mig - om det var i orden at udsætte et barn for det osv.
Og nu er jeg i en periode, hvor tankerne er meget omkring “mig selv” - sorgen over ikke at have fundet “MANDEN” og ikke at være som andre. Normen med mor, FAR og børn. For første gang er jeg træt af at bo i provinsen, tror man er lidt mindre rummelig her.
Min deadline var/er jo sat ude i fremtiden med det formål at jeg skal blive afklaret, men absolut også for at prøve at “indfange” den rigtige mand, så jeg kan blive som andre
- planen var at jeg skulle date, gå i byen m.m., men har vist opgivet. Jeg har i hvert fald slet ikke lysten til det, gider ikke date og tror ikke rigtig på det. Når jeg møder en sød mand tænker jeg straks kunne han være en god far, vil han have børn - ja straks er mine tanker i disse baner og ikke bare i nuet. Det er ambivalent - vil jo gerne have en kæreste. Vil elskes og elske, en at dele livet med, en at holde i hånd med, græde, grine, glædes, opleve og meget mere med. Vil og kan ikke “NØJES” han skal være den rette, men er nok tankemæssigt mest i BARN tanker - har slet ikke lyst, ro og tid til at lukke en mand ind p.t. hmmm….
Og skal han findes, synes jeg også det skal være NU. Jeg er 34 lige om lidt og vil gerne have 2 børn lige meget om det bliver selv eller sammen med en manden, så tiden er ikke uendelig.
Og ja så smerten. Øv at jeg ikke har fundet en god kæreste og far til mine børn - det er ensomt. Øv at føle sig forkert, sær, mærkelig fordi jeg ikke har fundet manden. Er for tiden i nogle sammenhænge, hvor det bliver følelsen for mig, men vigtigst er jo, at jeg står ved mig selv og folk må jo tænke, hvad de vil.
Tak - jeg fik luft og måske du har en kommentar.
Ja alle de tanker!
Har selv siddet med alle de tanker, for og imod osv. Jeg var også i stor sorg over, at JEG ikke havde fundet manden i mit liv, at JEG ikke ville komme til og leve "mor, FAR og barn" Men jeg er noget dertil i mig selv, at JEG ikke er unormal, JEG skal nok finde manden i mit liv, det bliver bare ikke lige nu, jeg tager den i omvendt rækkefølge, barn og mand.
Selv er jeg 26 år, mange vil nok mene, at jeg er for ung til og få barn alene, burde vente på manden dukker op osv osv.
Jeg har for mange år siden, sat en deadline der hed, at jeg skulle være under 30 når jeg fik mit første barn, det er en deadline der er vigtig for MIG, så skide være med hvad andre tænker..
Jeg bliver 27 år om 2 mdr, har ingen mand, har PCO og dermed svært ved og få børn på naturlig vis.
Jeg har været til min første samtale inde hos Svend Lindenberg på copenhagen fertility center, og han var enig med mig, han synes det er et godt, sundt og positivt valg. Dog skal vi have styr på min PCO og jeg skal tabe mig lidt. Dette er jeg godt på vej med, og skal til endnu en samtale den 5/10 mhp. behandling af PCO´en, så jeg er kommet igang, og det er skønt!
Held og lykke med dine valg 
