Samvær med far

Så er tiden snart kommet hvor min eks bliver løsladt efter hans fængsling på retspsykiatrisk afdeling. Han er nu ordenligt medicineret for hans ADHD og får også andet medicin for at dæmpe hans impulser. Han har i 2½ måned haft telefonisk kontakt med vores datter på 4. Nu er planen at han skal op og bo ved hans forældre til han er stabil og har sparet op til indskud til en lejlighed.

Vi har aftalt at han kan begynde at se vores datter igen, mn ved overvåget samvær i lang lang tid, til alt er stabilt og han beviser at han forholder sig ædru/clean.

Håber bare at han forbliver stabil nu for vores datters skyld. Jeg er selvfølgelig nervøs for det her, men håber mit barn nu får en far i hendes verden, for det er næsten 1 år siden nu at de har været alene sammen på nær et par gange. Men hun har ikke set ham siden begyndelsen af Maj måned i år.

Dette her er så hans sidste chance i forhold til hende for at bevise at han magter at være hendes far. Svigter han nu, så vil alt kontakt skulle etableres via statsforvaltningen.

Synes det er super svært at bedømme hvad der er bedst for min datter. Men føler at det skal forsøges om han nu er kommet dertil, hvor han ændrer livsstil og han ved det er sidste chance.

Jeg synes det lyder til, at du har gjort dig nogle gode overvejelser. Din datter har brug for sin far, men det skal naturligvis ske på hendes præmisser. 

Så længe der er overvåger på, kan vedkommende der skal være tilstede jo møde din datters far før og aflyse samværet inden din datter kommer, så det sker på en skånsom måde for din datter.

Det lyder til at din datters far får den hjælp han har brug for. Dog vil der være en risiko for, at din datters far svigter og så kan du stå tilbage med en skuffet og såret datter. Jeg tænker at det er en risiko du/I må løbe og samtidig være obs på hvordan din lille pige reagerer før og efter samværene. Hvis det går galt - hvilket det forhåbentlig ikke gør - så har du gjort hvad du kunne som mor, og så tænker jeg at det må være op til Statsforvaltningen, om der skal være samvær, samværsform og omfang.

Du kan jo intet gøre for at undgå din x sårer din datter....og var det mig, så var det overvåget og intet andet nogensinde...og så tror jeg i mit stille sind jeg ville ønske han blev til støv, så var det "kun" en sorg din datter skulle forholde sig til...og ikke en masse gennem livet...

Øv...føler med dig...det ved du..

Mamalou skriver:

Jeg synes det lyder til, at du har gjort dig nogle gode overvejelser. Din datter har brug for sin far, men det skal naturligvis ske på hendes præmisser. 

Så længe der er overvåger på, kan vedkommende der skal være tilstede jo møde din datters far før og aflyse samværet inden din datter kommer, så det sker på en skånsom måde for din datter.

Det lyder til at din datters far får den hjælp han har brug for. Dog vil der være en risiko for, at din datters far svigter og så kan du stå tilbage med en skuffet og såret datter. Jeg tænker at det er en risiko du/I må løbe og samtidig være obs på hvordan din lille pige reagerer før og efter samværene. Hvis det går galt - hvilket det forhåbentlig ikke gør - så har du gjort hvad du kunne som mor, og så tænker jeg at det må være op til Statsforvaltningen, om der skal være samvær, samværsform og omfang.

 

Så flot skrevet...

Og til dig Majbritt vil jeg ønske jer rigtig meget held og lykke det har i brug for nu...

Mange varme tanker til dig og din familie Majbritt...

Majbritt

For nyligt sad jeg i en dejligt tæt og nær te á teté samtale med min 28-årige datter.
Historien forud er, at jeg gik fra hendes far med hende da hun var 4 måneder, fordi han drak. Det gjorde han ikke dengang vi mødte hinanden 5 år før, men det kom altså snigende, og til sidst blev det nok.
Så kom de år hvor jeg skulle finde en ballance. For mig var det vigtigt at min datter havde sin far, selvom det kun var i de perioder hvor han var stabil. Når han havde en af sine drikkeperioder, så han hende kun hos sin farmor. Hun havde hende så på weekend, og så kunne han komme der og besøge hende. Senere endnu mødte han en ny pige og hun var, og det skal siges til hendes ros..den helt rigtige for ham. Han droslede sit forbrug ned, selvom han endnu havde sine udfald, men så var hun der jo, og så gik det langt bedre. Jeg vidste at hun nok skulle tage sig af vores datter, og vi var også så ærlige over for hinanden at hun sagde når det ikke var nogen god periode at få besøg.
Først da min datter var 12 år gik hendes far helt på vandvognen, kom på antabus og har ikke rørt en dråbe siden...men..nu kommer der det som jeg vil sige....
Og det er ikke for at afskrække dig, men for at sige til dig, at det kan godt være at du, ligesom jeg synes, vore børn skal have en far, også selvom det KUN er i de perioder, hvor han er stabil, og vi også mener at vore børn har alle muligheder for at melde fra..de gør det bare ikke.

Og min datters ord var lige ud: Mor jeg ville ønske at jeg aldrig, aldrig havde skulle vokse op og besøge min far!
Sådan!
Hun fortalte at nok var han rimeligt ædru og normal..men han var aldrig helt normal. Hun var ALTID bange for ham. Gennem hele sin barndom og ungdom, har min lille pige i stilhed lidt under at skulle besøge sin far. Og kunne jeg gøre det om, så havde hun aldrig nogen sinde kommet der igen.
Nej, hun bærer ikke nag til mig, for hun ved at jeg gjorde det så godt jeg kunne og ud fra den overbevisning at et barn helst skal have både sin far og sin mor. Men jeg har nu lært, at det ikke altid er sådan.
I dag har de stadig et "forhold" men kun et tålt forhold. Hun kan ganske enkelt ikke have ham i sit liv. Og det er kun for sin elskede farmors skyld, at hun ser ham. Den dag hun ikke er mere, vil min datter gøre alt for at det glider ud. Hun har det dårligt med at ville tage børnebørnene fra ham, men hun vil ikke lade ham passe dem så meget som et sekund.
Dette giver naturligvis utroligt meget brokkeri fra hendes fars og stedmors side, og det er så yderligere med til at forværre spændingen mellem dem. En ond cirkel.
Men som basis, dengang jeg gik, skulle bruddet have været definitivt.

Dette er ikke en advarende finger, men blot en tanke du kan tage med ind i dine overvejelser.
og så ønsker jeg jer alt det bedste. Blot fordi min datter i stilhed har lidt, så er det ikke ensbetydende med at dit barn vil have det på samme måde.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

For nyligt sad jeg i en dejligt tæt og nær te á teté samtale med min 28-årige datter.
Historien forud er, at jeg gik fra hendes far med hende da hun var 4 måneder, fordi han drak. Det gjorde han ikke dengang vi mødte hinanden 5 år før, men det kom altså snigende, og til sidst blev det nok.
Så kom de år hvor jeg skulle finde en ballance. For mig var det vigtigt at min datter havde sin far, selvom det kun var i de perioder hvor han var stabil. Når han havde en af sine drikkeperioder, så han hende kun hos sin farmor. Hun havde hende så på weekend, og så kunne han komme der og besøge hende. Senere endnu mødte han en ny pige og hun var, og det skal siges til hendes ros..den helt rigtige for ham. Han droslede sit forbrug ned, selvom han endnu havde sine udfald, men så var hun der jo, og så gik det langt bedre. Jeg vidste at hun nok skulle tage sig af vores datter, og vi var også så ærlige over for hinanden at hun sagde når det ikke var nogen god periode at få besøg.
Først da min datter var 12 år gik hendes far helt på vandvognen, kom på antabus og har ikke rørt en dråbe siden...men..nu kommer der det som jeg vil sige....
Og det er ikke for at afskrække dig, men for at sige til dig, at det kan godt være at du, ligesom jeg synes, vore børn skal have en far, også selvom det KUN er i de perioder, hvor han er stabil, og vi også mener at vore børn har alle muligheder for at melde fra..de gør det bare ikke.

Og min datters ord var lige ud: Mor jeg ville ønske at jeg aldrig, aldrig havde skulle vokse op og besøge min far!
Sådan!
Hun fortalte at nok var han rimeligt ædru og normal..men han var aldrig helt normal. Hun var ALTID bange for ham. Gennem hele sin barndom og ungdom, har min lille pige i stilhed lidt under at skulle besøge sin far. Og kunne jeg gøre det om, så havde hun aldrig nogen sinde kommet der igen.
Nej, hun bærer ikke nag til mig, for hun ved at jeg gjorde det så godt jeg kunne og ud fra den overbevisning at et barn helst skal have både sin far og sin mor. Men jeg har nu lært, at det ikke altid er sådan.
I dag har de stadig et "forhold" men kun et tålt forhold. Hun kan ganske enkelt ikke have ham i sit liv. Og det er kun for sin elskede farmors skyld, at hun ser ham. Den dag hun ikke er mere, vil min datter gøre alt for at det glider ud. Hun har det dårligt med at ville tage børnebørnene fra ham, men hun vil ikke lade ham passe dem så meget som et sekund.
Dette giver naturligvis utroligt meget brokkeri fra hendes fars og stedmors side, og det er så yderligere med til at forværre spændingen mellem dem. En ond cirkel.
Men som basis, dengang jeg gik, skulle bruddet have været definitivt.

Dette er ikke en advarende finger, men blot en tanke du kan tage med ind i dine overvejelser.
og så ønsker jeg jer alt det bedste. Blot fordi min datter i stilhed har lidt, så er det ikke ensbetydende med at dit barn vil have det på samme måde.

Kærligst
Sussie

Mange tak for dit svar og for at du deler af den viden du har omkring dette emne.

Jeg er selv opvokset med en far der drikker, så det gør også at jeg har haft svært ved at sige stop overfor min datters far i hans misbrug da vi boede sammen.

Jeg har store tvivl om han forbliver ædru/clean, men han er lige blevet idømt 5 års behandlingsdom og det betyder at træder han ved siden af, så bliver han tvangsindlagt på psykiatrisk afd. Så jeg har trods alt den trøst at der er nogen som stopper det, når han er aller mest destruktiv. Planen er at han i ½-1 år har overvåget samvær og hvis alt er gået godt i den periode, så kan han starte med at have vores datter til 1 overnatning og sådan kører vi det op. Men det er kun hvis han på ingen måde træder ved siden af.Mit krav har også været at han tager antabus og at han får et stempel/underskrift ved lægen som bevis på at han indtager det.

Synes det er super svært, og kunne man bare se ind i en glaskugle og se om det var det rette man gjorde. Lige nu har vi et godt liv sammen, mine børn og jeg.

SussieThyssen skriver:

For nyligt sad jeg i en dejligt tæt og nær te á teté samtale med min 28-årige datter.
Historien forud er, at jeg gik fra hendes far med hende da hun var 4 måneder, fordi han drak. Det gjorde han ikke dengang vi mødte hinanden 5 år før, men det kom altså snigende, og til sidst blev det nok.
Så kom de år hvor jeg skulle finde en ballance. For mig var det vigtigt at min datter havde sin far, selvom det kun var i de perioder hvor han var stabil. Når han havde en af sine drikkeperioder, så han hende kun hos sin farmor. Hun havde hende så på weekend, og så kunne han komme der og besøge hende. Senere endnu mødte han en ny pige og hun var, og det skal siges til hendes ros..den helt rigtige for ham. Han droslede sit forbrug ned, selvom han endnu havde sine udfald, men så var hun der jo, og så gik det langt bedre. Jeg vidste at hun nok skulle tage sig af vores datter, og vi var også så ærlige over for hinanden at hun sagde når det ikke var nogen god periode at få besøg.
Først da min datter var 12 år gik hendes far helt på vandvognen, kom på antabus og har ikke rørt en dråbe siden...men..nu kommer der det som jeg vil sige....
Og det er ikke for at afskrække dig, men for at sige til dig, at det kan godt være at du, ligesom jeg synes, vore børn skal have en far, også selvom det KUN er i de perioder, hvor han er stabil, og vi også mener at vore børn har alle muligheder for at melde fra..de gør det bare ikke.

Og min datters ord var lige ud: Mor jeg ville ønske at jeg aldrig, aldrig havde skulle vokse op og besøge min far!
Sådan!
Hun fortalte at nok var han rimeligt ædru og normal..men han var aldrig helt normal. Hun var ALTID bange for ham. Gennem hele sin barndom og ungdom, har min lille pige i stilhed lidt under at skulle besøge sin far. Og kunne jeg gøre det om, så havde hun aldrig nogen sinde kommet der igen.
Nej, hun bærer ikke nag til mig, for hun ved at jeg gjorde det så godt jeg kunne og ud fra den overbevisning at et barn helst skal have både sin far og sin mor. Men jeg har nu lært, at det ikke altid er sådan.
I dag har de stadig et "forhold" men kun et tålt forhold. Hun kan ganske enkelt ikke have ham i sit liv. Og det er kun for sin elskede farmors skyld, at hun ser ham. Den dag hun ikke er mere, vil min datter gøre alt for at det glider ud. Hun har det dårligt med at ville tage børnebørnene fra ham, men hun vil ikke lade ham passe dem så meget som et sekund.
Dette giver naturligvis utroligt meget brokkeri fra hendes fars og stedmors side, og det er så yderligere med til at forværre spændingen mellem dem. En ond cirkel.
Men som basis, dengang jeg gik, skulle bruddet have været definitivt.

Dette er ikke en advarende finger, men blot en tanke du kan tage med ind i dine overvejelser.
og så ønsker jeg jer alt det bedste. Blot fordi min datter i stilhed har lidt, så er det ikke ensbetydende med at dit barn vil have det på samme måde.

Kærligst
Sussie

Uh, dit indlæg rører mig. Jeg identificerer mig med din datter, har selv været igennem noget tilsvarende, og i dag ville jeg også ønske at min mor havde stoppet det - men jeg fortalte jo aldrig HVOR slemt det faktisk stod til hos min far og hans kone. Jeg tror ikke engang jeg rigtigt forstod det før jeg blev ældre... Jeg vidste bare at weekender hos min far var nervepirrende og anspændte, og at de blev småfulde hver eneste aften og havde tømmermænd om morgenen så godt som hver dag... Hvis min mor havde grebet ind kunne det være at han havde taget sig sammen og stoppet med at drikke når vi var der - men jeg sagde aldrig noget...

wamse skriver:

Mange tak for dit svar og for at du deler af den viden du har omkring dette emne.

Jeg er selv opvokset med en far der drikker, så det gør også at jeg har haft svært ved at sige stop overfor min datters far i hans misbrug da vi boede sammen.

Jeg har store tvivl om han forbliver ædru/clean, men han er lige blevet idømt 5 års behandlingsdom og det betyder at træder han ved siden af, så bliver han tvangsindlagt på psykiatrisk afd. Så jeg har trods alt den trøst at der er nogen som stopper det, når han er aller mest destruktiv. Planen er at han i ½-1 år har overvåget samvær og hvis alt er gået godt i den periode, så kan han starte med at have vores datter til 1 overnatning og sådan kører vi det op. Men det er kun hvis han på ingen måde træder ved siden af.Mit krav har også været at han tager antabus og at han får et stempel/underskrift ved lægen som bevis på at han indtager det.

Synes det er super svært, og kunne man bare se ind i en glaskugle og se om det var det rette man gjorde. Lige nu har vi et godt liv sammen, mine børn og jeg.

Jeg ønsker dig alt det bedste..vi er jo kun små mennesker, der vil gøre det så godt som vi kan for vore børn. Nogle gange er vi heldige andre gange knapt så heldige.
Kun fremtiden kan vise hvornår vi er enten det ene eller det andet

Rosa skriver:

Uh, dit indlæg rører mig. Jeg identificerer mig med din datter, har selv været igennem noget tilsvarende, og i dag ville jeg også ønske at min mor havde stoppet det - men jeg fortalte jo aldrig HVOR slemt det faktisk stod til hos min far og hans kone. Jeg tror ikke engang jeg rigtigt forstod det før jeg blev ældre... Jeg vidste bare at weekender hos min far var nervepirrende og anspændte, og at de blev småfulde hver eneste aften og havde tømmermænd om morgenen så godt som hver dag... Hvis min mor havde grebet ind kunne det være at han havde taget sig sammen og stoppet med at drikke når vi var der - men jeg sagde aldrig noget...

Åhh stakkels pige

Du får et stort knus.
Nu ved jeg at min datters far's nye kone ikke drak, men det gjorde han jo, og selvom han holdt sig nogenlunde i skindet og ikke blev herrefuld, så er jeg jo klar over i dag, at han desværre ofte netop var småberuset, og det var det der skræmte hende så meget. Den der ubehagelige lidt for klistrede måde at være på, og de dumme ting han sagde til hende og sådan noget.
Og det har jeg udsat min lille pige for.
Men jeg ved da at min datter ikke bærer nag over at hun skulle derhen, og ganske som dig så ved hun også godt, at jo bl.a. skyldtes at hun ikke sagde noget om det. Men jeg tror, det kræver en vis modenhed, før man forstår det helt tilbunds, en modenhed, som man først når efter man er blvet voksen og selv har fået børn.
Kærligst
Sussie