Min søster har veer nu og det har hun egentlig haft hele dagen.
Vi var på fødegangen omkring kl 9. Hun fik kørt en kurve i en halv times tid. Det var en ret vild oplevelse at høre hjertelyd i så god en kvalitet. Jeg bad jordemoderen om at skrue højere op, så jeg bedre kunne høre det. Sad bare og nød det, kunne godt snakke i mens, selv om jeg var så fascineret. Det var også ret vildt at se hvordan barnets puls stiger, når hun har en ve.
Vi blev sendt afsted i en god time, for at finde noget at spise. Især var det jo vigtigt at min søster fik noget mad, for hvis det viser sig at der er så meget af livmoderhalsen der er væk at hun er klar til at føde, eller i hvert fald klar til næste skridt i processen, så bliver vi nok ikke sendt hjem igen.
Vi er tilbage i venteværelset og har nu ventet i en god time. Vi har lige moret os over en anden kvinde der var her. Den anden veninde der er med BK, har nemlig et horn i siden på kvinden. Hun har nemlig været sammen med faderen til BKs ældste barn, mens BK var kæreste med ham. Ham er hun heldigvis af med igen...
Men nu venter og venter og venter vi på at komme ind på en fødestue. Der er kun omkring 3 min mellem veerne nu. Min søster går rundt og rundt og hun er ved at have ondt, hvilket der jo ikke er noget at sige til. Hun forsøger at gøre sig det så behageligt, som det nu kan lade sig gøre, mens veerne er til stede. Enten ved at strække ud på forskellige måder, eller ved at spænde i mod noget.
Kan godt mærke at BK godt kan irritere mig lidt, fordi hun hele tiden snakker om sig selv og sine egne fødsler, men det er min søsters ønske at hun er med, så jeg bider alle former for irritation i mig, for det er ikke mig det her handler om. Det er min søster der skal føde og hende der skal være i centrum. Hvad jeg synes, kan ingen i denne her situation bruge til noget. -Men derfor er det stadig rart at kunne skrive det her ;-)
Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal starte...
Det været en mega voldsom uge, så nu skriver jeg bare lige ud af posen...
Jeg tror jeg fortsætter hvor slap før... Nemlig der hvor vi sad i venteværelset. Vi endte med at sidde og vente i 2 timer. Det syntes jeg var LÆNGE og da det jo var BK's opgave at brokke sig eller kommentere noget, holdt jeg mig i baggrunden. Dog gik hun på et tidspunkt ud og spurgte om et eller andet, men der var åbenbart ikken nogen der vidste hvor længe det ville tage, før min søster i det mindste kunne få en seng.
Men da hun fik en stue, med en seng, fik vi forklaringen. Der kom åbenbart nogen ind hvor deres vand var gået og så kom de foran min søster i "køen" til fødestuerne og sengene generelt. Det kan jeg sådan set sagtens forstå og ville nok også have sat pris på det, hvis jeg var i samme situation, men de vidste at min søster kom, så jeg synes godt lige de kunne have sørget for at hun ikke skulle vente SÅ længe, før hun kunne få lidt privatliv. Det er nok de færreste der er i humør til at stå og være "udstillet" når de har så ondt. Men min seje søster tog det nu i stiv arm.
Hun blev undersøgt og det viste sig at der ikke helt var sket nær så meget som vi håbede, selv om veerne tog godt til. Der var dog godt med ventetid om eftermiddagen, fordi personalet bare havde så travlt og den jordemoder min søster fik, var da også på overarbejde. Men heldigvis var hun super frisk og helt fantastisk til hele tiden at informere om hvad det var der skete lige nu og hvorfor.
Vi fik lidt af ventetiden at gå med at ryge smøger, men ellers synes jeg at tiden var en anelse lang. Men det er jo også fordi at man bare venter og venter. Kroppen skal jo gøre sit og ingen kan gøre hverken fra eller til, for at det går hurtigere.
Dog var BK helt vildt "fantastisk" til at fortælle min søster en hel masse om sine egne fødsler. Hun var også helt eminent til at vejlede min søster i, hvordan hun kunne "skide den unge hurtigst muligt, så hun kunne nå hjem inden kl 17" og i den dur. Min søster skulle jo bare presse, når hun havde veer, for så gik det hele lidt hurtigere... Mmmm, for det er jo super smart at risikere at lave skader på både sig selv OG sit barn, så det var nogle fantastiske idéer hun havde hende BK.
Jeg tror ikke at jeg sagde hende direkte imod, men jeg syntes at det hun sagde lød mærkeligt, for jeg har altid hørt folk sige at man under ingen omstændigheder må presse, før man ligesom "får lov" når jordemoderen har vurderet at nu er kroppen klar til det. Der er jo nok også en grund til at det hedder PRESSEveer, når det er tid til at presse?
Jeg undrede mig lidt over hvorfor BK så gerne ville med til fødslen, for hun virkede til at være mere interesseret i at fortælle om de problemer hun har i sit privatliv, end hun virkede interesseret i min søsters behov. Og så virkede hun mere interesseret i at komme hjem til søn, fordi han havde kastet op én gang. Men jeg bed det i mig og mindede igen mig selv om, at jeg skulle respektere min søsters valg. Hun skulle føde, så hun bestemte.
Omkring ved 17 tiden, kunne jeg se på min søster at nu var hun altså ved at nå dertil for hvad hun ligesom kunne "klare" hvis hun skulle holde ud mange timer endnu. Jeg blev for alvor opmærksom på det, da hun tabte sin mobiltelefon... Så er den gal. Jeg tror nok at jeg spurgte hende om vi snart skulle spørge jordemoderen om smertelindring. Så vidt jeg husker sagde hun først nej, men tror nok at jeg mellem veerne alligevel, fik lov til at spørge om det.
Men så var der en fødestue klar og selv om der ikke var ret mange meter derhen, fik hun flere veer på vejen og så græd hun. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at støtte hende og hun kom i en ny seng. Så ville hun godt snakke smertelindring. Først snakkede hende og jordemoderen om skridtet før epidural. F.eks. akupunktur. Men den jordemor der kunne akupunktur, var desværre taget hjem, så det endte med en epiduralblokade. Den blev bestilt lidt før klokken 18. Dog lod anistæsilægen vente lidt på sig, men til sidst kom han dog. I ventetiden fik hun lagt drop, vist nok med saltvand.
Jeg havde på forhånd spurgt om hun ville have taget billeder, mens hun fik lagt en eventuel epiduaral. Det var jo ikke lige sikkert at hun var i stand til at tage stilling til det, hvis det blev aktuelt. Jeg havde fået det svar, at det ville hun gerne.
Her var det jo så meningen at BK skulle være min søsters støtte, så jeg kunne fotografere. Men BK er åbenbart bange for nåle, så hun valgte at vente udenfor i mens epiduralblokaden blev lagt. Så var situationen jo for mig pludselig ny. Så jeg måtte spørge min søster på ny om jeg skulle tage billeder. Hun valgte at hun hellere ville have at jeg holdt hende i hånden.
Og holdt da op, hvor må det ikke være nogen nem opgave at skulle sidde bomstille, mens man har en megave og det bare gør super nuller naller. Men det skal man jo når man får lagt sådan en blokade og min ene hånd blev da også både mast og klemt til den helt store guldmedajle. Jeg opfordrede hende nu også til bare at klemme til, for det vigtigste var jo at hun sad stille og min hånd tog ingen skade af det.
Så gik der lidt tid og så virkede epiduralen endelig. Så kunne min søster både række tunge og være provokerende, akkurart som hun plejer. Det gav hende ligesom et pusterum fra veerne og det tror jeg at hun trængte til, for hun var godt nok udmattet.
Så var der igen 'ventetid'. For nu skulle min søsters krop arbejde og hun skulle åbne sig de sidste centimeter, så fødslen for alvor kunne komme i gang. Men jeg tror at hun nød sit pusterum og nød at hun for en periode ikke mærkede veerne så meget.
Vi var igen ude og trække lidt luft og jeg troede egentlig ikke at BK mente det seriøst, da hun snakkede om at hun nok snart ville tage hjem... Men det gjorde hun sgu. For lidt før kl. 22 hentede hun min søsters bil og kom lige op til hovedindgangen, hvor vi var, for at spørge om noget med lyset på bilen.
Jeg spurgte min søster om vi så ikke skulle have liften og pusletasken med op på fødestuen, men BK forsikrede os om at hun da kom tilbage igen. Og det regnede jeg da med at hun gjorde, når hun sagde det?
Men 20 min efter at hun var kørt, blev jeg ringet op hende, hvor hun undrende spurgte om, hvorfor min søster ikke tog sin telefon... Øhm, den mulighed at min søsters veer var taget meget til, havde vist ikke helt strejfet hende... Men jeg fik den ene søforklaring efter den anden om, hvorfor hun først ville komme tilbage i morgen tidlig, hvis det altså var okay med min søster.
Må nok indrømme at jeg drog et lettelsens suk, da jeg hørte alle hendes søforklaringer. Jeg håbede at hun ikke ville komme tilbage, for stemningen var meget bedre efter at hun var taget afsted og der var meget mere fokus på min søster og hendes fødsel.
Gik tilbage til min søster. Hendes veer var nu taget voldsomt til og hun lå med ilt. Jeg sagde til hende, at når hun lige havde en pause mellem veerne, så havde jeg lige noget jeg skulle sige til hende.
Fortalte at BK havde ringet og at jeg havde en god og en dårlig nyhed. Den gode var, at ville hun gerne blive fri for BK, kunne hun blive det. Den dårlige var, at hvis hun virkelig havde brug for BK, så havde hun nok ikke tænkt sig at dukke op.
Min søsters svar var noget i stil med: "hun kan rende mig" og jeg spurgte hende en ekstra gang om det betød at jeg skulle give BK besked om at hun ikke behøvede at komme tilbage. Jeg kan ikke huske ordret hvad min søster svarede, men det var ikke pæne vendinger.
Efter at have givet BK besked om at min søster ikke havde brug for hende, så satte jeg min mobil på lydløs og lagde den i vindueskarmen med skærmen nedaf. Nu måtte telefon være telefon, for nu var det tæt på at min søster skulle føde.
Hun blev undersøgt og havde meget meget svært ved at lade være med at presse. Jordemoderen kunne så fjerne den sidste cm livmoderhals og det var jo meget godt. Min søster nåede også lige at få en "bonus" smertestillende, før der var vagtskifte. Det var lidt ærgerligt, at det nu var en ny jordemoder for 4. gang, men det var der jo ikke noget at gøre ved.
Jeg kan ikke huske om hun blev undersøgt af den nye jordemoder også, men der skal jo mærkes efter flere gange, hvor meget barnet bliver presset nedad.
Og her var det så at jeg jo skulle have taget billeder. Men det var ikke rigtigt en mulighed, for min søster havde brug for at jeg var hos hende. Det blev nemlig pludselig min opgave, at kombinere hendes venstre hånd og venstre ben, samt at støtte hendes hoved ned mod hendes bryst, mens hun havde presseveer.
Og sikken et arbejde det var for hendes krop at have presseveer. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Ikke nok med at det bare gjorde sindssygt ondt på hende, det udmattede hende også helt vildt. Nu er der jo ikke nogen der siger at det er let 'arbejde' at føde, men at det var så hårdt, havde jeg ikke forestillet mig.
Det var svært for hende at 'give plads' forneden til at skubbe ordentligt til ham og det tog også lige lidt tid for hende at finde ud af hvordan man udnytter presseveerne helt.
Da min søster fandt ud af at udnytte presseveerne, begyndte det at gå bedre med at skubbe til hendes søn, så han ligesom kom tættere på udgangen. Men det var vildt hårdt arbejde at have presseveer. Ikke kun for min søster, men også for mig. Jeg kom nemlig til at stå ved hendes venstre side, hvor jeg skulle kombinere hendes venstre hånd med venstre knæ og så skulle jeg støtte hendes hoved, så hun blev mast lidt sammen og bedre kunne presse.
Han flyttede sig i et stykke tid og min søster fik godt med ilt mellem veerne, det var nemlig godt for både hende og barn. Men det tager jo lang tid sådan noget... Da hun havde haft presseveer i omkring tre kvarter, var hun ved at være meget udmattet. Det var næsten lige meget hvor meget hun pressede, så skete der ikke rigtigt noget.
Han stod temmelig fast. Jordemoderen tilkaldte både forvagt og bagvagt i form af læger. Det virkede lidt voldsomt at der pludselig var så mange mennesker på fødestuen. Jeg var en smule bekymret fordi det på monitoren som mor og barn var koblet til, så ud som om at hans hjertelyd dykkede når hun havde en ve. Heldigvis hjalp iltmasken rigtigt godt med at få hjertelyden op igen.
Der var snak om at han skulle tages med sugekop. Det var nemlig ikke lykkedes for jordemoderen at få ham helt vendt, så han vist stadig kiggede lidt op af eller til siden. Det blev besluttet at nu skulle han altså ud, når den næste ve kom. Min søster pressede til hun var lilla i ansigtet og hendes øjne var ved at trille ud af hovedet på hende.
Den læge der havde bagvagt trak i ham og ved ve nummer 2 eller 3 kan jeg huske at min søster udbrød: "Jeg kan ikke mere nu" og jeg brølede ind i hovedet af hende: "JO DU KAN! KOM SÅ PRES FOR SATAN" og hun pressede igen. Men nu skulle han altså ud, så mens hun havde den 'sidste' ve, kunne lægen trække ham ud, mens min søster pressede for sidste gang.
De klippede navlestrengen med det samme, for han havde den rundt om halsen. Hun fik ham lige kort op på maven og så kom han over i varmen hvor de tørrede ham. Jeg syntes at det føltes som lang tid, før hen endelig skreg derovre fra...
Men så græd vi også begge to som pisket. Jeg kan huske at hun råbte: "min baby min baby" og så kiggede hun op på mig med store, tårefyldte, glade øjne. Kan også huske at jeg kyssede hende i panden og sagde: "du klarede det! Er du klar over hvor fantastisk du er? Jeg er så stolt af dig" Tror nok at jeg også fik sagt til hende at nu fik hun jo ikke nogle billeder af selve fødslen og hun svarede "det gør ikke noget"
Da han lige var blevet tørret lidt, fik hun ham over til sig igen. Kan huske at det første jeg sagde var, at han havde hendes læber. Og så græd jeg selvfølgelig igen. Jeg var som det næste liiiiige nødt til at se hans fødder. Jeg havde nemlig set et scanningsbillede af hans fødder, som jeg var meget forelsket i, så selvfølgelig skulle jeg da se hans fødder! Og så græd jeg...
Gik om på den anden side af sengen, med kamera'et i hånden så jeg kunne tage billeder. Kom til at kigge på 'udgangen' på vejen og det så godt nok ud som om at der var blevet begået en massakre dernede. Men det er der jo ikke noget at sige til, der var lige kommet det mest perfekte menneske ud, jeg nogensinde havde set.
Jeg fik taget nogle ok billeder af dem begge to og gjorde igen min søster opmærksom på, at det altså var okay at sige fra, når det var for meget. Jeg kiggede på dem mange gange og uden at jeg selv kunne styre det, så græd jeg bare, for det var bare så store øjeblikke jeg var en del af, at jeg slet ikke vidste hvordan jeg skulle kapere det, udover bare at føle mig lykkelig og lettet.
Samtidigt var jeg også meget meget taknemmelig for, at jeg måtte være med til det her. At jeg måtte tage del i så stor en oplevelse i hendes liv, som en fødsel er. Jeg havde aldrig været med til en fødsel før og vidste egentlig ikke særligt meget om fødsler, det gør jeg så nu. Men det var overvældende på en måde der er svær at beskrive.
Jeg vidste godt at hun også skulle føde moderkagen, men at der også skulle 'alt muligt andet' ud derfra, vidste jeg ikke. Og på mig virkede det som om at nu havde der ligesom været aktivitet og fokus nok i det område for i dag, syntes hun. Men det sluttede ikke der. For bagvagten blev ved med at trække noget ud af min søster med en stor pincet og det så ikke behageligt ud.
Så skulle hun også syes og jeg ved ikke lige hvad den der jordemoder lavede, men det tog da godt nok lang tid... Min tapre søster forsøgte alt hvad hun kunne at koncentrere sig om sin lille dreng og det var så hyggeligt at jeg græd igen.
Det viste sig, at han var så svær at føde fordi hans skulder sad fast, fordi han stod lidt 'skævt' tror jeg de kaldte det. Men han var også en ordentlig basse på 54 cm og 4120 g.
Da jordemoderen ENDELIG var færdig med at sy de tre sting min søster skulle have, efter fødslen og hun var blevet vasket af, -og jeg havde samlet babys dyne op mange gange, så var det tid til at personalet trak sig tilbage og lod min søster være alene med den lille.
Jeg var i tvivl om jeg også skulle trække mig tilbage, for det ville da være en meget naturlig ting, hvis hun gerne ville være alene med sit nyfødte barn. Men jeg fik at vide at jeg meget gerne måtte blive.
Jeg tog flere billeder af dem og jeg synes at vi hyggede os stille og roligt. Jeg kunne jo bare sidde og kigge på ham igen og igen og være helt forundret og glad.
På et tidspunkt fik min søster et kateter, så hun lige kunne få tømt blæren. Men jeg kan ikke huske om det var før eller efter hendes styrtblødning på toilettet. Personalet kom ind og sagde at nu var det tid til at hun skulle prøve at komme ud og tisse. Det passede mig perfekt, for så fik jeg nemlig lov til at holde lillemanden.
Jeg havde aldrig holdt en nyfødt før, men da jeg sad med ham i armene, blev jeg bare endnu mere forelsket i ham, end jeg havde været mens min søster holdt ham. Åh hans små knirkelyde og hans hænder som han bevægede og kastede håndtegn med og hans bittesmå øjne, han kiggede ud af en gang i mellem...
Jeg havde aldrig troet at jeg ville være SÅ ligeglad med at sidde med så lille et barn, der stadig havde lidt blod og snask hist og pist. Det betød bare intet. Når jeg sad med ham i armene, så kunne hele verden bare komme an, for jeg kunne klare hvad som helst. Og alligevel var jeg samtidigt, i hvert fald til at starte med, temmeligt bange for at komme til at holde for hårdt ved ham, men da jeg så slappede mere af, så faldt det hele mig meget naturligt.
Og mens jeg så holdt ham, havde min søster den vildeste styrtblødning på toilettet. Det lød virkelig som om at nogen havde taget en skål med en halv liter vand og vendt bunden i vejret på den. SPLAT sagde det bare... Kan huske at jeg spurgte: "Er du okay?" men selv om hun vist blev lidt forskrækket, så tog både hun selv og sosu assistenten det med et smil. Jordemoderen kom også ind på stuen, og måtte så igen vaske min søster ren. Kan huske at jordemoderen kommenterede at min søster havde babyhud under fødderne.
Og så skulle hun så igen igen trykkes på maven, for at de kunne være sikre på at livmoderen var begyndt at trække sig sammen. Det så ikke just behageligt ud...
På et tidspunkt skulle han jo også have tøj på. Og det var et STORT øjeblik for mig. Lige inden blev han vejet og jeg nåede heldigvis at få et godt billede af ham, mens han lå på vægten.
Men så vidt jeg husker, så havde min søster ondt og var meget træt. Og så fik jeg lov til at give ham tøj på. Altså første gang han overhovedet fik tøj på. Det var jo desværre hospitalstøj fordi BK valgte ikke at vende tilbage med pusletaske og lift. Men nørj det var mærkeligt. Jeg var SÅ bange for at han skulle gå i stykker og samtidigt var jeg også bare helt vildt stolt. Der skulle lige nogle instrukser til fra jordemoderen, før jeg fandt ud af hvordan man gjorde, men påklædt blev han da til sidst. Det var en MEGET stolt Moster q1983 der kunne aflevere påklædt baby til sin mor. Han fik også den sødeste grønne hjemmestrikkede hue på.
Jeg fik lov til at holde ham flere gange og for hver gang jeg afleverede ham igen, glædede jeg mig til næste gang jeg skulle holde ham. På et tidspunkt ville min søster meget gerne ned og ryge og jordemoderen kørte hende så afsted. Min søster blev gjort opmærksom på at det altså ikke var en service der ydede normalt, men de havde ikke rigtigt noget at lave den nat.
Jeg tror det var godt nok at hende og min søster lige kunne snakke lidt alene og jeg nød jo bare i fulde drag at få lov til at sidde lige så stille med den her fantastisk dejlige lille dreng. Flere gange så græd jeg, bare jeg kiggede på ham og jeg var simpelt hen stolt som en pave. Jeg ænsede slet ikke at min søster var kommet tilbage på stuen igen.
