Her har I så min beretning, lang som bare fanden.
Jeg har prøvet at få så mange detaljer med som overhovedet muligt, hvis ikke for Jeres, så for min egen skyld 
Robin (min dejlige kæreste) tager på arbejde mandag (30/8) aften klokken 22. Vi kysser farvel og joker med, at vi ses snart, fordi jeg altså skal føde.
Jeg går i seng og ligger og læser, falder i søvn omkring klokken 00.
Da klokken er 1.15 vågner jeg ved, at jeg skal tisse. Virkelig virkelig tisse. Jeg rejser mig og mærker, at noget er ikke som det plejer at være.
Inden jeg gik i seng havde jeg taget et stort natbind på - dette har jeg ikke gjort nogle af de andre dage, så det var lidt underligt, at jeg lige gjorde det den nat - Hm!
Ud på toilettet med mig - her ser jeg en masse masse slim. Jeg har en fornemmelse af at der er noget der siver. Jeg ringer straks til Robin og siger, at jeg altså tror, at vandet er gået. Jeg ringer til min mor og fortæller det samme, da hun skulle med til fødsel.
Klokken 1.30 ringer jeg til fødegangen og de vil gerne have mig ind med det samme og se på mig. Klokken 2.30 bliver jeg tilset af en jordemoder - dommen lyder, at vandet IKKE er gået, men at det er noget der er kaldt "forvandet" der med stor sansynlighed er gået.
Så vi bliver sendt hjem igen med besked om at ringe igen klokken 9, medmindre der er sket noget drastisk inden da.
Klokken 4 er vi hjemme, jeg når kun lige at stige ud af taxaen og så kommer den første ve - det er jeg slet ikke i tvivl om! Vi ligger os på sofaen og ser lidt "Friends" og spiser lidt mad.
Vi går i seng, jeg kan selvfølgelig ikke sove, så jeg sms'er rundt til folk, at der nok snart sker noget.
Min mor kommer klokken 7 og har varmepuden med - det var så lækkert at få den i ryggen - ah!
Klokken 9 ringer vi til fødegangen igen og fortæller, at jeg har haft veer siden klokken 4, men umiddelbart ingen vandafgang. Jeg er stadig i tvivl, da der kommer virkelig meget slim!
Vi bliver bedt om at komme ind igen, hvilket vi selvfølgelig gør. Jeg tager mig et langt bad inden vi kører. Da jeg kommer ud af badet, siver der klar væske ned af benene på mig og jeg kalder på Robin og siger "SE! Det kan sgu da kun være vandet det der!!"
Klokken 11 bliver jeg undersøgt af en jordemoder og en medicinstuderende - ½ cm livmoderhals tilbage og jeg har kun åbnet mig 2 cm.
Jeg får kørt CTG og alt ser fint og normalt ud.
Jeg får lavement og tager mig et langt bad. Nu er veerne lidt mere effektive og jeg må koncentrere mig for at komme igennem dem.
Robin er så sød og giver mig massage og hjælper mig med at trække vejret!
Kl. 14 får jeg min egen stue sammen med Robin. Stue 4 - 4 er mit lykketal Jeg får en dejlig cocktail af sovepiller og alt muligt andet godt og går ud som et lys.
Da jeg vågner klokken 17.30 har der været vagtskifte og jeg hilser på den "nye" jordemoder, som er knap så sød som den forrige. Hun fortæller, at hvis der ikke snart sker noget med de veer, så er de nødt til at sende mig hjem igen.
Den besked kunne jeg slet ikke magte - jeg var lige ved at hyle! Jeg ville bare gerne snart føde!! Jeg tror så, at William og min krop reagerede på dette, for så kom veerne da igang igen.
Jordemoderen kørte CTG igen og lillemanden tog sig et stort dyk, så jeg lå med CTG'en i 2 timer før de syntes, at den var stabil nok igen.
Tiden går (langsomt) veerne gør mere og mere ondt, men der sker stadig intet dernede.
Ny jordemoder kommer til - rigtig sød! Hun undersøger mig, hvilket nu gør så ondt, at jeg ikke kan holde det ud. Jeg får mig endnu et langt bad. 1½ time sidder jeg bare i badet og har det SÅ skidt.
Robin står ved siden af og holder i hånden - så dejligt! Jeg kommer igen ind på stuen og da jeg stadig ikke har udvidet mig mere, taler jordemoderen og jeg om smertelindring. Hun foreslår morfin, men det kan jeg (desværre) ikke tåle, så vi bliver enige om akupunktur.
Inden hun finder nålene frem, vil hun lige tjekke mig en sidste gang. Hun kigger mig dybt i øjnene og siger "Du skal på fødegangen nu, du har åbnet dig 3 cm!" Jeg begyndte simpelthen at græde af glæde og jeg takkede hende af hele mit hjerte.
På vej til FG er jeg i strålende humør - veerne kan bare komme an - for nu skal jeg satanedme snart føde!!
Vi ankommer til fødegangen og nu opdager jeg at klokken er 5 om morgenen! Jeg har nu haft veer i 25 timer! Puha. Jeg kommer ud og trækker noget frisk luft - det var guld værd. Jeg hænger mig om Robins hals hver gang der er en ve - de har rigtig godt fat nu og det gør virkelig ondt.
Jeg tager mig endnu et bad - skønt med disse lange bade. Vi står derude i en times tid og jeg har rigtig ondt.
Vi kommer ind på fødestuen, som er lige så uhyggelig som jeg havde forestillet mig det. Jordemoderen er bare så sød og gør alt hvad hun har lært for at hjælpe mig.
Hun tilbyder lattergassen, men den smager virkelig grimt. Jeg ligger mig i sengen og får dyne på, sækkestol under benene og hun sætter noget meditationsmusik på.
Robin bliver sat i en stol ved siden af mig, får en skammel under benene og et varmetæppe på. Derefter prøver vi igen masken og denne gang virker det bare.
Vi får begge to slappet 100% af, samtidig med, at vi snakker om epiduralblokaden. Jeg var meget i tvivl om hvorvidt jeg ville have denne eller ej. Hun forklarer fordele og ulemper samt ricisi.
Klokken 7.50 er der igen vagtskifte - jeg ligger stadig i sengen og slapper af. Den nye jordemoder, Rikke, samt studerende kommer ind og hilser pænt på. De er begge to virkelig søde og det glæder mig.
De undersøger mig og siger, at de er nødt til at tage vandet. Da de så vil gøre det, finder de ud af, at vandet allerede ER gået - jamen, det er jo dét jeg hele tiden har sagt!
8.50 lægges der s-drop - jeg har det nu rigtig skidt og veerne gør virkelig virkelig ondt. CTG'en kører og ser fin ud - William har det godt!
Klokken 9 har jeg veer med 2 minutters varighed - det er ganske ulideligt og jeg hiver efter vejret i masken. Jeg har fået yogaundervisning i løbet af graviditeten og jeg brugte disse vejrtrækningsøvelser og jordemødrene roste mig til skyerne for dette.
Da klokken er 9.30 beder jeg om at få slukket droppet indtil jeg har fået noget smertestillende - jeg har ikke energi til mere. Der bliver bestilt epidural og droppet skrues ned.
Klokken 10.05 lægges epiduralen - som jeg havde frygtet mere end noget andet i denne verden. Jeg kunne overhovedet ikke mærke den - tro det eller ej. Jeg er SÅ SÅ SÅ bange for nåle,
men jeg mærkede ikke denne. Til gengæld mærkede jeg veerne og mens læge Anne lagde blokade, hang jeg rundt om nakken på den studerende, mens hun holdt min maske.
Blokaden virker umiddelbart med det samme - jeg er i himlen, mit venstre ben er dødt og de må flytte mig rundt, da jeg er lam og glad! S-droppet bliver skruet op og jeg har nu åbnet mig 4 cm - GAB!
Jeg får at vide, at når jeg engang har åbnet mig 10 cm, må jeg ikke blive for glad, for der kan godt være langt fra 10 cm til presseveer. ØV!
Klokken 11.30 får jeg lagt kateter og nu begynder det at gøre rigtig rigtig ondt igen. Jeg har en meget trykkende fornemmelse og jeg begynder at gispe mig igennem veerne.
Rikke truer mig med at tage masken fra mig, hvis jeg ikke trækker vejret stille og roligt, så det gør jeg.
Klokken 12 sker det endelig - efter jeg en halv time har plaget om at presse, får jeg endelig lov. Jeg får iltmasken på i stedet for gassen og så presser jeg mens jeg tænker - Nu skal han bare UUUUUUD!!!
Robin står ved min side og holder mit ben og kigger på mig med store øjne - det må have været den vildeste oplevelse for ham!
12.15 bliver jeg beordret til at komme op på alle fire - ikke lige sådan, at jeg havde tænkt mig at føde. Men Rikke fortæller, at hvis jeg ikke vil det, så henter hun koppen og VUPTI - 10 sekunder efter står jeg på alle fire og presser og presser og presser. Jeg kan mærke lillemandens hovede komme længere og længere ned. Jeg suger godt i masken mellem veerne og jeg er helt færdig - jeg kan bare ikke klare mere.
Jeg bliver dog ved, råber UUUUUUUUUUUUD NUUUUUUUU - og pludselig kan jeg mærke en lettelse af en anden verden og høre et skrig. Han er ude!! Jeg kan høre ham, men kan ikke se ham og jeg panikker og siger "Hvor er han, hvor er han?"
Han ligger mellem mine ben og jeg forstår det ikke, da jeg syntes, at lyden kom fra et andet sted. Men jeg finder ham og får ham op og det første jeg siger er "Jamen.. Han er jo ikke en gang ulækker!" Haha. Rikke syntes, at det var ret sjovt!
1. September 2010 klokken 12.32 kom han endelig til verden. 3170 gram og 50 cm lang. Det var noget af en omgang for mig og det blev kun værre da jeg efterfølgende skulle syes. Jeg var meget træt og havde simpelthen SÅ forbandet ondt i hele understellet og jeg ville bare ikke have, at de skulle røre mig. Jeg ville have en blokade mere inden de skulle sy mig, da jeg havde en brist der var 3 cm dyb - AV!
Efter et par timer kommer der en ny jordemoder - jeg har forinden sagt pænt farvel til Rikke og studerende, Gabriella og takket dem 1000 gange for deres indsats!
Den nye jordemoder har en læge med sig, som skal se på mig - Åh Nej! Jeg får masken på igen , de giver den fuld smadder og så tænker jeg for mig selv, at jeg bare ligeså godt kan få det overstået.
Jeg har stadig ve-drop, plus jeg får antibiotika, da lægerne er bange for, at jeg har fået infektion pga. den lange vandafgang. Jeg bliver lokalbedøvet og får 8 sting.
Herefter skal jeg lige tisse af og så på barselsafsnittet - hurra. Da jeg rejser mig og ser stuen, bliver jeg rædselsslagen - det ligner et slagteri med alt det blod - PUHA!
Jeg får tisset og bliver kørt på afsnittet hvor de første gæster allerede venter med gaver og alt andet godt.
Dagene på hospitalet bliver lange, da William ikke vil spise hos mig, så vi starter på suttebrikken samt MME, da han har rigtig meget gulsot. De er også bange for, at han har infektion igen pga. vandafgangen.
Jeg får penecillin mod infektion og William skal bare fodres 24/7. Dagene er rigtig hårde, da de skal teste ham hele tiden og man vil bare gerne hjem. Dog har det været den bedste hospitalsoplevelse for os nogensinde, personalet er gudeskønne
og de passer så godt på os alle tre.
Vi kom hjem søndag d. 5/9 og herhjemme fungerer tingene bare meget bedre!
Tak fordi du læste med på verdens længste indlæg, det var dejligt at få sat ord på det hel !
