Faderskabssag - lige en update... :-)

Millesmammi skriver:

regerede slet ikke..

jeg ved at milles farmor gerne har ville se hende hele tiden,  og jeg har ikke forbudt dem at se hende, men de har selv måtte gøre noget, som de så ikke har gjort, så for mig vil det sige at de ikke har den store interesse. men hendes far har slet ikke ville se hende før for et par uger ´siden, han har kun set hende 1 gang, men hans familie har ikke set hende.  og hun er 6 mrd nu

Okay, ja så kan der da ikke være den store interesse (desværre). Min søns far har aldrig set ham, og det sidste billede han så var fra fødegangen, har også sagt han eeendelig måtte sige til, for jeg vil ikke presse, og han har aldrig sagt til...

Tullen85 skriver:

Okay, ja så kan der da ikke være den store interesse (desværre). Min søns far har aldrig set ham, og det sidste billede han så var fra fødegangen, har også sagt han eeendelig måtte sige til, for jeg vil ikke presse, og han har aldrig sagt til...

jeg tror ik at de har nogen interess, ikke hendes bedsteforældre i hvert fald, aner ik med hendes far, han er svær at regne ud .

men mille har det alligevel også godt uden dem, hvor hun er nu. hun har jesper, og han har været her hele tiden, så for mig er det ham der er hendes far, uanset hvad .

Laura er nu 10½ måned og hendes farmor og resten af hendes fars familie og omgangskreds aner ikke, at hun eksisterer, selvom hun ser sin far, som også var med til fødslen. Jeg er overbevist om, at de får det at vide med tiden, og er indstillet på, at han selv skal fortælle dem det, da jeg absolut ikke vil blandes ind i noget. Det må være hans egen sag om han vil sige det eller ej.

K.h. Linda 

Baagøe skriver:

Laura er nu 10½ måned og hendes farmor og resten af hendes fars familie og omgangskreds aner ikke, at hun eksisterer, selvom hun ser sin far, som også var med til fødslen. Jeg er overbevist om, at de får det at vide med tiden, og er indstillet på, at han selv skal fortælle dem det, da jeg absolut ikke vil blandes ind i noget. Det må være hans egen sag om han vil sige det eller ej.

K.h. Linda 

Det er indtil videre også kun overvejelser at fortælle dem det. Er meget splittet, for synes faktisk ikke det er mit sted at fortælle det, og vil ikke brænde nogen broer mellem hans far og jeg. Men på den anden side føler jeg også min søn har ret til at kende sit ophav og dem deres, men krydser stadig fingre for han selv fortæller det, som han har sagt han vil.... :-)

Tullen85 skriver:

Det er indtil videre også kun overvejelser at fortælle dem det. Er meget splittet, for synes faktisk ikke det er mit sted at fortælle det, og vil ikke brænde nogen broer mellem hans far og jeg. Men på den anden side føler jeg også min søn har ret til at kende sit ophav og dem deres, men krydser stadig fingre for han selv fortæller det, som han har sagt han vil.... :-)

Jeg forstår dig så udemærket. Jane (N&J) herindefra har også sendt et brev med billeder til Nikitas farmor, da hun så følte, at hun havde gjort hvad hun kunne og kan se Nikita i øjnene. Jeg ved at Lauras far vil blive rasende, hvis jeg kontaktede hans mor, så jeg holder mig langt væk Men igen jeg forstår godt jer der selv tager kontakt, for I har jo heller intet at tabe, kan man sige.

K.h. Linda

Jeg syntes det er dejligt at du har fået dåbsattesten så den del er afsluttet..

Jeg sendte som Linda skrev, et langt brev og billeder til Nikitas farmor (hendes farfar er død), men har intet hørt, og egentlig så er det fint nok, fordi jeg jo netop har gjort hvad der stod i min magt..

I mit tilfælde havde det intet ændret (mellem mig og Nikitas far) hvis jeg ikke havde sendt dem, han har en kæreste og lever sit liv uden at der nogen der kender til hendes eksistent (med untagelse af hans mor og to veninder - hans kæreste ved INTET).. 

Jeg ventede i et år efter fødslen før jeg sendte brevet, han havde hele tiden lovet mig at han ville fortælle sin mor det, men blev ved med at sige at han ikke følte at det var det rigtige tidspunkt..., så fandt jeg ud af han havde løjet om nogle andre ting, da vi var på besøg i hos ham i kbh (da hun var 4 mdr.), men vi snakkede stadig sammen, til sidst indså jeg bare at han ikke havde nogen intention om at fortælle hende det, og da jeg skulle opereres og i narkose kom, den forfærdelige tanke om - "hvad nu hvis der skete mig noget".. så jeg tænkte (også efter stor opbakning herinde) nu gør jeg det fandme, jeg havde intet at miste, og ja der skete INTET (udover at han ringede efter en bytur, ,men sagde intet, så ved ikke om hans mor har fortalt det eller..??) men nu skal vi flytte tilbage til kbh, så er spændt på hvad der sker, når vi engang løber på hinanden..   jeg har ingen forventninger om at Nikitas far eller hans mor eller Nikitas faster (må det være) kommer til at være i hendes liv.. men jeg følte en enorm lettelse efter jeg havde overstået det første stykke tid, hvor jeg intet hørte.. jeg vil jo også gerne videre med mit liv (og der fordi de ikke har udvist noget ønske om at være i hendes liv, derved er plads til en "far" og hans familie)..  

Baagøe skriver:

Jeg forstår dig så udemærket. Jane (N&J) herindefra har også sendt et brev med billeder til Nikitas farmor, da hun så følte, at hun havde gjort hvad hun kunne og kan se Nikita i øjnene. Jeg ved at Lauras far vil blive rasende, hvis jeg kontaktede hans mor, så jeg holder mig langt væk Men igen jeg forstår godt jer der selv tager kontakt, for I har jo heller intet at tabe, kan man sige.

K.h. Linda

Jeg kan så også fuldt ud forstå at du vil lade Lauras far fortælle det til hans familie..  håber I har det godt Linda og det skrider fremad.. 

N&J skriver:

Jeg syntes det er dejligt at du har fået dåbsattesten så den del er afsluttet..

Jeg sendte som Linda skrev, et langt brev og billeder til Nikitas farmor (hendes farfar er død), men har intet hørt, og egentlig så er det fint nok, fordi jeg jo netop har gjort hvad der stod i min magt..

I mit tilfælde havde det intet ændret (mellem mig og Nikitas far) hvis jeg ikke havde sendt dem, han har en kæreste og lever sit liv uden at der nogen der kender til hendes eksistent (med untagelse af hans mor og to veninder - hans kæreste ved INTET).. 

Jeg ventede i et år efter fødslen før jeg sendte brevet, han havde hele tiden lovet mig at han ville fortælle sin mor det, men blev ved med at sige at han ikke følte at det var det rigtige tidspunkt..., så fandt jeg ud af han havde løjet om nogle andre ting, da vi var på besøg i hos ham i kbh (da hun var 4 mdr.), men vi snakkede stadig sammen, til sidst indså jeg bare at han ikke havde nogen intention om at fortælle hende det, og da jeg skulle opereres og i narkose kom, den forfærdelige tanke om - "hvad nu hvis der skete mig noget".. så jeg tænkte (også efter stor opbakning herinde) nu gør jeg det fandme, jeg havde intet at miste, og ja der skete INTET (udover at han ringede efter en bytur, ,men sagde intet, så ved ikke om hans mor har fortalt det eller..??) men nu skal vi flytte tilbage til kbh, så er spændt på hvad der sker, når vi engang løber på hinanden..   jeg har ingen forventninger om at Nikitas far eller hans mor eller Nikitas faster (må det være) kommer til at være i hendes liv.. men jeg følte en enorm lettelse efter jeg havde overstået det første stykke tid, hvor jeg intet hørte.. jeg vil jo også gerne videre med mit liv (og der fordi de ikke har udvist noget ønske om at være i hendes liv, derved er plads til en "far" og hans familie)..  

Åhh det er godt at høre, selvom det ikke gik som forventet. Synes det er SÅ svært at beslutte sig, for jeg har egentlig lovet ham (da jeg blev gravid) at jeg ikke ville fortælle dem det, men der var det jo svært at sætte sig ind i situationen nu. Begynder virkelig også at ha mine tvivl på om han overhovedet har tænkt sig at sige det, da vi snakkede om det sidst var lige efter svar på blodprøverne, hvor jeg sagde det var nok et rigtig godt tidspunkt at sige det på. For så kunne han altid "undskylde" det med at han ville være sikker før han sagde noget. Men nu var det i juni vi fik svar, så den undskyldning er ikke længere gyldig.

Min mor synes bestemt jeg skal, selvfølgelig på en ordentlig måde, hun har selv overvejet at gøre det. Hun ville være så ulykkelig hvis hun fandt ud af en af hendes drenge ikke havde sagt de havde et barn. Jeg håber selvfølgelig på lidt kontakt, men som du siger. Bare det man ved man har kæmpet for sit barns muligheder for sin familie... Det er nok det vigtigeste. Indtil videre er min deadline i hvert fald inden jul. Og så må jeg se om han får sagt det...

Tullen85 skriver:

 

Åhh det er godt at høre, selvom det ikke gik som forventet. Synes det er SÅ svært at beslutte sig, for jeg har egentlig lovet ham (da jeg blev gravid) at jeg ikke ville fortælle dem det, men der var det jo svært at sætte sig ind i situationen nu. Begynder virkelig også at ha mine tvivl på om han overhovedet har tænkt sig at sige det, da vi snakkede om det sidst var lige efter svar på blodprøverne, hvor jeg sagde det var nok et rigtig godt tidspunkt at sige det på. For så kunne han altid "undskylde" det med at han ville være sikker før han sagde noget. Men nu var det i juni vi fik svar, så den undskyldning er ikke længere gyldig.

Min mor synes bestemt jeg skal, selvfølgelig på en ordentlig måde, hun har selv overvejet at gøre det. Hun ville være så ulykkelig hvis hun fandt ud af en af hendes drenge ikke havde sagt de havde et barn. Jeg håber selvfølgelig på lidt kontakt, men som du siger. Bare det man ved man har kæmpet for sit barns muligheder for sin familie... Det er nok det vigtigeste. Indtil videre er min deadline i hvert fald inden jul. Og så må jeg se om han får sagt det...

Mine forældre havde det på samme måde.. de ville også gerne have vist det var det min lillebror der stod i en ligende situation.. men jeg har da skyldfølelse overfor hendes far over at jeg egentlig brød mit løfte, jeg havde også sagt at jeg ikke ville fortælle det til farmor, men som du selv skriver så er det noget helt andet at stå i det.. han lovede jo også at han ville fortælle hans mor det, det gjorde han ikke.. vi fik svaret i marts og jeg fortalte det i feb året efter.. lige inden hun blev et år.. der var mange ting der gjorde at jeg valgte at skrive til hans mor, men en af dem var helt klart at jeg havde brug for en "afslutning"/komme videre, og ikke stå i venteposition på om hans mor gerne ville have del i vores fantastiske datters liv eller ej, bare hendes reaktion, at hver gang telefonen ringede så troede man at det måske kunne være hende.. og ja, det er ikke fair overfor mig eller Nikita..

Jeg ved ikke om det er en god ide at skrive et brev til bedsteforældrene, det tror jeg er meget afhængig af den pågældende situation og faderen.. men jeg syntes heller de kan være bekendt at vi skal være tjent med igen at stå i venteposition, som vi gjorde under og efter graviditeten, fordi "han" (læs.. DE) ikke er mand/mænd nok til at fortælle sandheden til deres moar.. come on.. tror de det var nemmere for os at fortælle det da vi skulle hjem og fortælle at vi altså var blevet gravide og faderen ikke var klar eller ikke troede på at det var hans barn..

hov det blev vist lidt mere irreteret end jeg lige havde regnet med..   hihi det var nu ikke meningen.. 

N&J skriver:

Jeg kan så også fuldt ud forstå at du vil lade Lauras far fortælle det til hans familie..  håber I har det godt Linda og det skrider fremad.. 

Det gør det ikke... Men vi har det ok