Hvorfor tror I at nogle børn lider af hvemve?

Det er faktisk bare noget jeg har gået og tænkt på....
Jeg led selv at en skrækkelig hjemve som barn, og kan godt stadig få en følelse der minder om den, i situationer hvor jeg faktisk bliver utilpas.... Har lidt af social fobi/angst, og følelsen i maven er lidt det samme.

Hvad tror I det kommer af? Er det bare en del af personligheden, bliver man påvirket af forældrene, er det opdragelsen?? Jeg synes det er noget mærkeligt noget.

Nogen der har en god teori? :)

Ja har selv en teori.
Om der er hold i den er en helt anden sag :)

Min lillebror og jeg blev ikke passet ude, men var hjemme ved vores forældre 24-7.
Min far havde nattevagter på policen så passede os om dagen og min mor havde sin egen biks, så passede os om aftenen/natten indtil vi startede i skole.

Og jeg mener det - Jeg fik totalt kulturchok da jeg startede i skole!
Var aldrig med på hytteture og sov aldrig ved veninder osv.
Jeg kunne slet ikke magte det og tudede flere mdr. i forvejen hvis jeg vidste der skulle være arragement af en slags.
Kan stadig huske den følelse af afmagt, frustration og hvor ulykkelig jeg var indeni.
Troede jo aldrig jeg skulle se mine forældre igen.

Nu kan jeg kun tale for mig selv, men jeg er sikker på at det er det der har spillet ind for mit vedkommende.

Se det er pudsigt, for jeg kom først ud i verden da jeg startede i børnehave og mine brødre sprang også det trin, børnehave, over, og vi har som tidligere skrevet haft sådan en gyselig hjemve, fuldstændig som du beskriver! Håber ikke mine børn skal opleve det.....

God teori, har tænkt det, men synes alligevel, ahhhh.....? Men hvis du også har haft det sådan.... tja, hvorfor ikke!

Jeg tror i hvert fald det er en af de ting der kan gøre at man oplever hjemve.

Med det i bagagen er jeg meget obs på at Stella skal ud blandt folk og også at hun skulle passes.
Hun skal ud og have nogle venner og ikke være så afhængig af os som jeg var af mine forældre.
Det var et rent helvede at have det sådan.

jeg tror helt fast på det handler om vanesag, som i skriver har i ikke haft for vane at komme ud blandt andre, ud over det tror jeg også at måden en mor får sagt farvel på har meget med det at gøre...

hvis hun bliver ved med at vende tilbage, og sidder i flere timer og siger farvel, så signalere hun til barnet at det faktisk ikke er ok at være det sted man anbringer børnene...min x-svigerinde havde for vane at aflevere sine unger hos mig, hvilket var i orden, dajeg elsker mine nevøer og niece, men når hun gik, trak hun tiden, og inden hun kom ud af døren vrælede ungerne...når så hun var gået...og jeg endelig havde fået børnene til ro, så ringede hun fandme altid for at snakke med dem, og høre om de var blevet glade igen...og så startede panikken forfra...til sidst sagde jeg blankt nej til at se efter dem, det var simpelthen for synd.

så jeg tror faktisk forældrene er med til at give børnene den der grimme følelse af kun at kan være hjemme???

Good point!

Det var meningen at jeg skulle i legestuen 2 timer om ugen, men min mor blev ved med at trække den fordi jeg var sååå ked af det og så endte hun alligevel med at sidde dernede 1½ time med mig på skødet, hvis hun da ikke fik lusket sig ud uden at jeg så hende.
Heller ikke en metode jeg synes er ok - Det var da bittert at hun kunne smutte hvert øjeblik :)

ja nemlig....det var det jeg mente...jeg har heldigvis været hård, tif blev også afleveret hårdt og kontant den første dag...at jeg så gik op til min veninde og hældte vand ud af ørene...det er en anden sag, men tif så kun at jeg kort og kontant overlod hende til en fremmede...og nu, ja hun elsker bare hendes dpér!