Katastrofetanker :/

Hvor mange af jer har haft katastofetanker? Jeg tror alle har haft dem på et eller andet tidspunkt - især efter man er blevet forældre, men hos mig er de taget kraftigt til

Der er sket en hel masse det sidste halve år, og jeg går til psykolog hver 2. uge pga netop det. Men de sidste 2½ måned er jeg blevet bange for at være alene hjemme med min søn. Jeg er så bange for at der skal ske mig noget. Fx hvis vi har en fridag hjemme er jeg bange for at jeg skal falde om og han så skal være alene hjemme til min mand kommer hjem. Det er mange timer uden mad og drikke og hvis han så skal være alene med sin mor liggende død på gulvet, ja det vil traumatisere ham for livet

Og det samme hvis vi befinder os i traffikken, så er jeg bange for at nogen skal køre mig ned - også selvom jeg går på fortorvet - og han skal se det og falck bare vil efterlade ham alene på gaden mens jeg skal på sygehuset. Eller det at han ser mig blive slået ihjel af en bil hvad vil det ikke gøre ved ham?

Så jeg er også nervøs for at tage ham med ud i traffikken

Nøj hvor er det hårdt. Jeg har ikke sagt noget i terapi, for jeg er bange for at hun vil ringe efter de blå blik Og jeg har ikke sagt det til nogen som helst, for jeg er så bange for at familen vil tage afstand til mig, netop fordi jeg har problemer i forvejen

Er jeg den eneste der har det sådan? Hvordan takler i det?

Åhh nej du er ikke alene, jeg kunne have skrevet det samme..Jeg fik sådan nogle katestrofetanker da jeg fik en fødselsdepression.

Min datter en 9 måneder nu og det er blevet bedre, men jeg er stadig ikke meget for at være alene med hende. Ved ikke hvad der skulle ske, men det går bare ikke at jeg er alene med hende

Derfor har min mand barslen mens jeg går sygemeldt(der er dog også andre ting der spiller ind)

Jeg har gået til psykolog og vi får besøg af familierådgiver, som hjælper meget. 

Synes absolut du skal gå til lægen og få noget hjælp

Skynd dig at få sagt noget til terapi, det er det de er der for. Bed om hjælp, det viser hvor stærk og ansvarsbevidst du er. At du tør bede om hjælp til at tackle din frygt.

De vil ik ringe efter efter nogen, for du gør jo ik skade på dit barn, tvært imod du beskytter dit barn. Når du synes det har taget overhånd, så bed om hjælp, det er det bedste du kan gøre for dig, dit barn og din familie.

Jeg synes du skal ringe til din terapeut allerede i morgen og bed om at få en akut tid.

Skriv endelig igen og fortæl hvordan det går med dig. Vil gøre alt hvad jeg kan gøre for dig herinde...

Kæmpe knuz

Ihh du er bestemt ikke unormal   Jeg lider også af sådanne tanker omkring alle mine 3 unger , det er naturligt fordi der pludselig er nogen der er dybt afhængige af en , de må selvf bare ikke tage overhånd   Åbn du bare din mund , du er sørme ikke den eneste der har det sådan

Uha mange tak tøser Ja jeg tror jeg skal fortælle det til min hjervrider ved næste samtale, men øv hvor er det svært. Som om jeg ikke har nok at snakke om i forvejen

kan kun sige , jeg har siden d. 8 november 2006 hvor jeg fødte mig dejlige søn... haft alle de tanker som du....

så tror det er helt normalt...

som de andre siger.. du er ikke den eneste...

jeg havde det rigtig meget da jeg havde fødsels depression. jeg blev "udskrevet" fra familiehuset i marts i år, og selvom jeg er "rask" og har været det længe så har jeg altså stadig tankerne til tider.. men det er dog oftes når jeg har set noget i tv, eller en baby ambulance er kørt forbi, eller en alm ambulance.. ja bare et eller andet der mindede mig om hvor skrøbelige vi som mennesker egentlig er..

Jeg vil sige det lettere hårdt til dig.. (men kærligt ment)... fortæl det til terapi!!! det skal du at gøre, ellers kan de ikke hjælpe dig med at bearbejde dine følelser... de vil ikke ringe til nogen som helst, for du gør jo intet galt.. du gør det helt rigtige ved at fortælle det.. det er den eneste måde de kan hjælpe dig på...

som du selv siger så er det jo nok en af "bivirkninger" ved at være mor.. og det er det helt sikkert også.. men der er jo en grænse for hvornår de tanker fylder for meget, og det vil jeg mene de gør den dag man fraholder sit barn visse ting i livet fordi man er bange for skrøbeligheden... så er det at barnet går glip af noget, og det er der ingen af os der ønsker.. Jeg synes også det er meeget vigtigt at få det bearbejdet fordi man giver sin frygt videre til sit barn.. Jeg gik selv til hypnotisør da jeg blev gravid forn at få min araknoforbi/angst væk for netop ikke at gi det videre til min datter. det mener jeg er min pligt som mor - ikke at afholde min datter fra ting bare fordi jeg er bange på en dybt urationel måde. det er også min pligt som mor at være rolig og stabil og derfor var jeg hurtig ude da jeg selv kunne fornemme en dep. var på vej.

Jeg håber virkelig du får det sagt højt næste gang du er hos psykolog - for din og dit barns bedste..

Håber ikke jeg var for hård, jeg mener det på den kærligste måde man kunne tænke sig til.. og selvom jeg ikke kender dig, så ved jeg hvordan du føler og håber du bliver fri for at føle sådan en dag.

stort kram fra en mor der er klar over at livet er skrøbeligt, men stadig tager "chancer" i livet - for det der ikke slår os ihjel - gør os stærkere.

lauras*mor* skriver:

som de andre siger.. du er ikke den eneste...

jeg havde det rigtig meget da jeg havde fødsels depression. jeg blev "udskrevet" fra familiehuset i marts i år, og selvom jeg er "rask" og har været det længe så har jeg altså stadig tankerne til tider.. men det er dog oftes når jeg har set noget i tv, eller en baby ambulance er kørt forbi, eller en alm ambulance.. ja bare et eller andet der mindede mig om hvor skrøbelige vi som mennesker egentlig er..

Jeg vil sige det lettere hårdt til dig.. (men kærligt ment)... fortæl det til terapi!!! det skal du at gøre, ellers kan de ikke hjælpe dig med at bearbejde dine følelser... de vil ikke ringe til nogen som helst, for du gør jo intet galt.. du gør det helt rigtige ved at fortælle det.. det er den eneste måde de kan hjælpe dig på...

som du selv siger så er det jo nok en af "bivirkninger" ved at være mor.. og det er det helt sikkert også.. men der er jo en grænse for hvornår de tanker fylder for meget, og det vil jeg mene de gør den dag man fraholder sit barn visse ting i livet fordi man er bange for skrøbeligheden... så er det at barnet går glip af noget, og det er der ingen af os der ønsker.. Jeg synes også det er meeget vigtigt at få det bearbejdet fordi man giver sin frygt videre til sit barn.. Jeg gik selv til hypnotisør da jeg blev gravid forn at få min araknoforbi/angst væk for netop ikke at gi det videre til min datter. det mener jeg er min pligt som mor - ikke at afholde min datter fra ting bare fordi jeg er bange på en dybt urationel måde. det er også min pligt som mor at være rolig og stabil og derfor var jeg hurtig ude da jeg selv kunne fornemme en dep. var på vej.

Jeg håber virkelig du får det sagt højt næste gang du er hos psykolog - for din og dit barns bedste..

Håber ikke jeg var for hård, jeg mener det på den kærligste måde man kunne tænke sig til.. og selvom jeg ikke kender dig, så ved jeg hvordan du føler og håber du bliver fri for at føle sådan en dag.

stort kram fra en mor der er klar over at livet er skrøbeligt, men stadig tager "chancer" i livet - for det der ikke slår os ihjel - gør os stærkere.

Det er nemlig lige det. Jeg arbejder i forvejen på at adskille det rationelle fra det felelsesmæssige (og det er godt nok svært). Og det de tanker jeg er begyndt at få er tiltagende Det er så slemt at jeg næsten ikke har lyst til at holde fri samme med ham i næste uge. Jeg er så bange for at han skal opleve at der sker noget med mig og at han skal se det, for det vil ødelægge ham resten af livet. Og det er det jeg har det værst med - at han skal traumatiseres. Giver det mening?

det giver masser af mening..

men du er nødt til at se det på den måde at der ikke sker dig noget... og hvis der endelig skulle (7-9-13) så kan du ikke gøre noget ved det alligevel.. Men som du også siger, du ved jo godt der ikke sker dig noget..

jjeg kan godt forstå du er bange/nervøs for at være alene med ham i næste uge... og selvom det er svært så bliver du nødt til at gøre det.. men samtidig også nødt til at tage dig selv seriøst nok til at sige du ikke selv kan bearbejde det du føler og skal ha hjælp til det.. også at hvis du sidder med ham, og du kan mærke du er ekstra bange så ring til en der kan komme forbi, en veninde eller lign. hvis det er en mulighed du har.. du får kun den hjælp du rækker ud efter.. og denne hjælp er en du bliver nødt til at række ud efter søde... igen: for din egen og for dit barns skyld..

Jeg synes du skal prøve at skrive det du har skrevet her, ned. skriv ned det du tænker, og fuck fejl osv.. og så send det til din psykolog som mail.. så kan hun få et indblik i hvad det egentlig er du går og tænker, for det er ikke altid lige så nemt at sige højt jo.. og det VED hun godt.. jeg sendte selv en mail på et tidspunkt, og det at jeg gjorde det blev et vigtigt vendepunkt for mig i min dep. det var nemlig der min psykolog fik et indblik i mine inderste tanker og følelser, og det er der samarbejdet bliver aller bedst..

Kram

du skal virkelig VIRKELIG ikke være flov over den slags tanker.. du bliver NØDT til at komme ud med det til en proffessionel som kan hjælpe dig ud af din angst.. fordi at du kan virkelig gå helt ned med flaget fordi at du er bange for at du skal komme noget til og din søn skal se det... din søn kan altså også godt se/ mærke på dig at der er noget galt.. og det har han heller ikke så særlig godt af ligesom du ikke har... jeg håber virkelig at du kommer til den rigtige som kan hjælpe dig.

jeg er selv vokset op med en mor med katastrofetanker og jeg fanger TIT mig selv tænke i de tanker... jeg tør f.eks ikke at tage min hund i lang snor når jeg er ude og gå med ham for hvad hvis der kommer en stor hund og bider hovedet af ham rundt om hjørnet... og så har jeg allerede tænkt frem til at jeg skal ringe til min kæreste og fortælle det og så videre...  og hvor jeg så tager mig selv i det og siger til mig selv at jeg skal fanme holde op med det fis..

min mor er dog SÅ meget værre, hun kunne få et flip hvis en af os ( jeg eller mine søskende ) var ude og hun så hørte en ambulance. så kunne hun bilde sig selv ind at det var en af os der var sket noget med og hun hvilede ikke før vi alle var kommet hjem fra skole ect..  eller andre ting hvor hun helt og totalt overreagere, .. hendes start tanker omkring det med at man har anvaret for et andet menneske har tager fulstendig overhånd på hendes tanker.. man kan næsten ikke ringe hjem og fortælle hende at man væltede på cykel før hun tror at man har fået amputeret en arm eller sådan noget.. det er sygt..

Og det er rigtig trælst både for os men også for hende selv, for hun hviler aldrig fordi hun er DØD nervøs for os hele tiden...  hun er nok ikke selv klar over det der med at hun har katastrofetanker og hun ville sgu nok heller ikke lytte hvis der var nogen der bad hende gå til en psykolog og få hjælp. fordi at min mor mener jo at man skal være skør i bolden for at gå til en psykolog.. og det er altså ikke en skidt ting at g til en psykolog. og det er ikke flovt at have problemer med sin psyke...

så jeg håber virkelig at du kommer igang med noget bahandling for din egen og din families skyld...