I Sofies børnehave - som også er Louises vuggestue har vi en kostpolitik, som bl.a. handler om nul sukker samt at spare på animalske fedtkilder. Institutionen har eget storkøkken og en dygtig økonoma, som sørger for at handle og bage efter anbefalingerne. Når ungerne får brød/boller til morgenmad og eftermiddagsmad, så er der ikke altid pålæg på. Man kan godt få margarine eller smøreost på. Til morgenmad er der vist også en mager ost + alt muligt havregryn, havrefras osv.
Vi forældre skiftes til at levere brød (en uge ad gangen) til eftermiddagsmaden, og hver dag har hvert barn et stykke frugt med til samme måltid. Frugten skæres ud i køkkenet og serveres på fælles fad.
Jeg deler den opfattelse, at et stykke pålægchokolade ikke er mere usundt end et stykke spegepølse, men hvorfor skal de også have nogen af delene, når der er så mange andre muligheder?
For hvad angår mellemmåltiderne, mener jeg ikke, der partout behøver være pålæg på brødet. Man kan da sagtens spise en "rå" grovbolle eller riskiks sammen med æblebåde og vindruer. Wasa har et knækbrød med kanel, og det spises både i vuggestue og børnehave uden noget på. Dem har jeg også købt til "paniksnack" herhjemme nu. Godtnok kan jeg ikke døje den afskyelige lugt af kanel, men det er trods alt bedre end den prutteodeur, der hænger om en riskiks. - Og ungerne elsker kanelkiksene, som Sofie kalder dem.
Det handler altså også om, hvad man lærer at holde af. I min skoletid havde alle f.eks. saftevand i drikkedunken. Det ses stort set ikke i dag, men vi var da blevet slemt akavede dengang, hvis vi havde fået vand i stedet for saft. Vi drak letmælk derhjemme hele min barndom som den største selvfølgelighed. I dag køber jeg udelukkende minimælk.
Man kan sagtens lære at holde af- og holde på sin ret til chokolademadder, marmelade osv, hvis det er dét, der bliver serveret, men man kunne jo også lære at holde af en kartoffelmad eller en tomatmad - evt. med lidt salt.- Eller hvad med en bananmad?
Jeg fik ikke lige med, om I faktisk har en kostpolitik? Ellers er det da et forslag, du kan stille. De fødevarer du nævner, vil jeg give dig ret i, ikke er "godt nok", og med en kostpolitik kan i få en fælles forståelse af, hvad der er "godt nok".
- Helle
- Helle