Veninde og baby...

Jeg skriver bare for at få lidt tanker på skrift og høre jeres meninger. Jeg er anonym pga dem der kender mig irl. Ikke på grund af jer. Hvis I forstår...

Jeg har/havde en veninde som jeg har kendt i mange år. Vi er meget tætte. Har delt næsten alle hemmeligheder og sorger og glæder.
Men... Hun kan ikke acceptere at jeg er blevet mor. Hun vil ikke høre om mit barn overhovedet. Hun hader børn. Disse tre ting har hun sagt ærligt til mig.
Hun har desuden cuttet al kontakt med mig i et halvt år, fordi jeg "kun talte om mit barn". Hvilket er meget forkert, for jeg taler MEGET lidt om mit barn til hende, fordi jeg ved at hun ikke gider at høre det. Men det er altså det hun har fortalt til alle.
Jeg har derfor valgt at hun ikke længere er min veninde. Det vil ikke kunne lade sig gøre.

Vi havde en snak her i weekenden hvor jeg ærligt sagde, at det var helt fint med mig, hvis vi ikke længere havde noget at tale om. Hun græd og sagde at hun ikke havde lyst til at være sådan som hun er. Hun undskyldte også, at hun havde løjet til alle om hvorfor vi ikke talte sammen mere. Hendes kæreste har også sagt til mig, at han blev vred, da han hørte, hvordan hun havde opført sig overfor mig.
Der er også andre grunde til at jeg ikke ønsker hendes venskab mere bla. pga jalousi fra hendes side og dermed rigtig onde og sårende bemærkninger. Grænsende til mobning. Jeg er hendes eneste veninde.

Men hvad er iorden fra veninders side? Ville I acceptere at blive "cuttet" i et halvt år, fordi I har fået børn? Og få at vide at I ikke må tale om jeres børn?
Har svært ved at se det fra hendes side. Jeg ved bare at jeg ville ikke sige til hende, at hun ikke må fortælle mig, om sit barn hvis hun havde et. Synes det virker mærkeligt. Har da to veninder som fik børn laaang tid før mig og de måtte da meget gerne fortælle mig om deres guldklumper.

Nå, egentligt er det ligemeget, da jeg har taget min beslutning. Men vil bare gerne høre lidt synspunkter fra jer. Også hvis I mener jeg er helt forkert på den.
Rodet og langt indlæg. Håber I finder hoved og hale i det.

aj hvor hårdt!!!!
nej hende tror jeg heller ikke jeg kunne blive vedmed at bevarer et venskab til....
selvom man ikke taler ret meget om sine børn, så er det ens eget liv.og som veninde, skal man vel kunne hører om alt der foregår i hinandens liv.
ja det er bare min mening.
øv er da ked af på dine vejne det er kommet så vidt!

Jeg synes, du har gjort det eneste rigtige både over for dig selv og jeres venskab, for sådan kan hun ikke være bekendt at opføre sig.

Hvis I nogensinde skal få et ordentligt forhold igen, tror jeg, at det var helt nødvendigt, at du satte den grænse, du gjorde for hende og sagde, hvis du ikke vil høre om det aller vigtigste i mit liv, så kan vi ikke være venner.

Og når hun oven i købet har gået og løjet om hvad der er foregået imellem jer... Synes virkelig, det er stærkt gået af dig, at du har sagt fra over for hende!

Det er drønsvært med de veninder, man har kendt hele sit liv... Man er tilbøjelig til at finde sig i så ualmindeligt meget mere fra dem end fra folk, man først har mødt som voksen. Jeg tror, det er fordi, man stadig kører en form for "barndoms-opførsles-kodeks" med dem og hvis man skal have sådan et venskab med ind i voksenalderen bliver det tit nødvendigt med sådan nogle opgør. Og det er møg-hårdt imens det står på og man går rundt og er forvirret og kan ikke finde ud af, hvor meget man skal finde sig i.

Så igen: Du er rigtig sej, at du fik smækket døren i, synes jeg!

Og det behøver jo heller ikke være for altid. Det kan jo sagtens være, at det lige var det, der skulle til, for at hun kunne tage sig sammen og tænke lidt over at behandle dig med den respekt, du har krav på.
Og hvis ikke, kan det også være det samme, for så er I bare vokset fra hinanden. Ikke at det nødvendigvis er sjovt, men hellere få hende skovlet ud ad døren nu så, end spilde flere år på hende.

Knus fra Birgitte

hmmm, veninder kan vokse fra hinanden...for man forandre sig jo gennem livet!

min helt klare holdning er at når man får barn, så er man ikke en person mere, så er man en person som rummer to mennesker...den ene vil altid følges med den anden, mor og barn vil altid gå hånd i hånd.

hmmm, jeg syntes lidt det lyder som om hun beder dig vælge enten hende eller dit barn, og så er valget jo i virkeligheden ikke så stort!

du kan ikke fjerne det som hun anser som et problem, jo detkan du godt, men det er jo så på den måde at du cutter hende, da du automatisk følges med dit barn.


jeg ville sige til hende, at fravælger hun at høre om den største del af dit liv, så fravælger hun dig, og er dit barn ikke velkommen hos hende, så er du heller ikke!

lige her er jeg mega sort og hvid!

hvis hun havde haft en stor ting i hendes liv...lad os sige f.eks en voldtægt, et dødsfald, eller andet, så kunne du jo heller ikke sige til hende, at den del af hende fravælger du!

det er noget pladder, vil hun ikke have dig som veninde efter du er blevet mor, så har hun aldrig været en god nok veninde for dig!

at få børn er en del af livet, for nogen, og at hun ikke kan acceptere det, er hendes problem, her ville det være et klart farvel.

min familie kommer i første række!

Vi kan alle vokse fra hinanden, men en del af det at være veninder, er vel at kunne tale om det, der fylder mest hos hinanden...hvis ikke det kan lade sig gøre, vil jeg sige, at der ikke er noget venindeskab tilbage. Jeg ville havde det meget dårligt, med at sætte regler for, hvad min veninde måtte tale om og ikke....så er man jo sammen på falsk grundlag og ikke som den, man er.

Jeg har selv stået i ligende situation. Da jeg var 18 år døde min far efter lang tids sygdom og det var selvfølgelig en meget slem situation for mig - har altid været min fars pige, så jeg var meget ked af det. Jeg havde sådan brug for at tale om det, så det gjorde jeg.....det har jeg altid gjort meget, når jeg er frustreret og ked af det - det hjælper mig en del bare at sige det hele højt ofte. Min veninde på daværende tidspunkt synes åbenbart det blev alt alt for meget og sagde til mig midt i en sætning: "nu orker jeg simpelthen ikke høre på det mere - kan vi ikke aftale, at du ikke taker om det, når vi er sammen".....øjjjjj hvor blev jeg ked af det - hun kunne ikke rumme mig, selv efter jeg havde hørt igen og igen på hendes kærestesorger - så jeg cuttede forbindelsen helt. Den dag i dag er jeg stadig nervøs for at få sådan en besked fra nogle af mine nuværende veninder, når jeg har brug for at tale...så jeg er meget forsigtig. Men det er jo ikke meningen, at man skal lægge bånd på sig selv og ikke må tale om sig selv, sit liv og det man er mest optaget af sammen med veninder, der burde støtte og være der no matter what ;)

Puuha, Jeanette! Sikke en trist historie :'( Stakkels lille dig! Sådan en øv-hat! Godt, hun røg ud! Nøj, hvor kan jeg godt forestille mig, at den må have svedet! Nej, hvor må man blive ulykkelig, når en man har brug for at klamre sig til midt i en meget mørk tid, giver en sådan en lussing. Og så er det jo frygteligt, at du stadig går rundt og er bange for at få sådan en besked fra en af dine veninder! ØV! Stort knus fra Birgitte

Åh nej, Jeanette, hvordan kan hun få sig til at sige sådan? Jeg kan godt forstå, du stadig har "mén" efter det, men håber godt nok det er de færreste "veninder", der er sådan. Jeg mistede selv min far, da jeg var 21, og der var ikke noget, der har været bedre, end en veninde, der bare vil lytte og snakke og spørge ind til det. Selv år efter. Som BM skriver, godt hun røg ud! Jeg har lyst til at give dig en krammer nu :)

Til Anonym: Synes du har fået nogle gode svar, og vil bare sige, at jeg synes det er godt, du har taget den beslutning. Det er ikke en rigtig veninde, der behandler en på en så respektløs måde. Jeg synes dog, det er flot, du taler med hende om det og ikke bare lader venskabet flyde ud. Det er sejt gjort.

Knus Line

hov, nu kom det vist til at handle lidt for meget om mig ;) Det, jeg mente med fortællingen var egentligt bare, at jeg kender dilemmaet og ville lige underbygge det med en lille anekdote :D Jeg er tip top ovenpå igen og ikke stakkels mere ;):D

Håber anonym finder en løsning....måske er din veninde misundelig på det, du har og derfor reagerer sådan ;)

Hej. Mange tak for jeres svar.
I har lige overbevist mig endnu mere om, at det er rigtigt, ikke længere at have hende i mit liv.
Jeg har nu ingen bedsteveninde mere. Av. Sådan er det.
Jeg tænker nu ikke så meget over det for det har jo været længe undervejs.
Tak endnu engang for jeres svar.

Ved godt det ikke er helt det samme som irl, men vi er her jo.
(L)