Åh, hvor tankerne kører. Har en uge tilbage af min ferie, så starter jeg i praktik. Jeg glæder mig til at komme igang igen efter 8 ugers ferie, selvom de 6 af ugerne har været fuldtids aftenarbejde. Nu er det studiet, og jeg er snart færdig. Næste sommer - allerede! Hvor er tiden gået stærkt.
Planerne var, at studiet på et tidspunkt skulle afbrydes af en barsel. Men sådan skulle det ikke være, og fred være med det. I morgen starter jeg på næsesprayen og der er SÅ mange tanker der kører rundt i det lille hovede, og de skifter mellem positive og negative. At tro på miraklet, og derefter helt at miste håbet. Men det SKAL lykkes, og er vi positive omkring det, så har kroppen det bedst, og jeg bliver bedre "klar" til at passe på de små æg, som jeg nu skal bære. Alligevel sidder jeg med tårer i øjnene i skrivende stund, for det er hårdt. Rigtig hårdt! Især for forholdet.
Når man beslutter at få et barn sammen, kan man ikke forudsige, hvor lang tid det tager. Men jeg tror ikke der er nogen der starter med at sige at de om 2½ år skal starte i fertilitetsbehandling. Man håber på at kunne skabe et barn af kærlighed, hjemme i privaten, når romantikken rigtig slog til. Nu skal man pludselig igennem hormonbehandlinger og store beslutninger. Opture og nedture, kemiske tilsætningsstoffer og skemalagte scanninger. Det private bliver pludseligt meget offentligt. Man bliver sårbar, og den eneste der forstår situationen 100% er den man står og holder i hånden. Og alligevel er vinklen så forskellig.
I vores tilfælde er det manden der ikke er "leveringsdygtig" og det er en stor sorg. Sorgen kommer til udtryk i bjørnebrøl, vrede og slag under bæltestedet. Og efter at have været på ferie i 2 dage hos en veninde, kommer jeg hjem til en mand der kysser mig og spørger, hvorfor jeg ikke har købt mælk med hjem på vejen, for det mangler vi jo. Og så går jeg lige i det røde felt, og vi sidder nu i hvert vores rum, og jeg er sikker på at tankerne kører hos os begge. Om i morgen. For i morgen er den første dag i en ny tilværelse. I morgen tidlig kl 7 starter jeg på hormonerne. Efter i morgen starter et nyt kapitel, og jeg skal nu til at lægge krop til et forsøg...
Jeg føler mig lidt som et forsøgsdyr, der skal "bruges" til at skabe noget, som nogen tager for givet. Og jeg ved at det er en forkert indstilling. Men jeg er bange for at miste mig selv, og føle mig som noget jeg ikke er. Jeg er bange for at se mig selv i spejlet med uren hud og bare tænke "hvem er hun". Når humøret svinger og nålen på vægten svinger opad, hvor er jeg så i det hele? Jeg føler at i morgen er en ny begyndelse, uden at vide, hvor vi ender. Forhåbentlig ender vi med guldet i armene.....
Så ja, nervøsiteten stiger, manden er bjørn på deltid, og jeg er sårbar og håbefuld, og alligevel stadig fyldt med sorg over, at vi ikke bare kan blive forældre som de fleste andre. Det sidste glas rødvin blev drukket, og den sidste hyggecigaret røget igår, sammen med en fantastisk veninde. En dejlig måde at sige "vi ses" til den tilværelse. For i morgen starter et andet eventyr.
Det starter med "der var engang..." og vi håber det ender med "og de levede lykkeligt til deres dages ende....."