Gode råd ved spontan abort

Til en artikel om spontan abort:

Har du oplevet en spontan abort? Har du nogle gode råd til kvinder eller til kærester/venner/familie/etc. til kvinder, der oplever en spontan abort? Hvad kan hjælpe kvinden igennem tabet/krisen? Er der noget, man bare ikke skal sige/gøre/undlade at gøre/etc.?

Blot til inspiration, anonymitet garanteres.

Mvh
Karoline

Hejsa

Jeg vil prøve at beskrive hvad der har været godt og mindre godt for mig/os.

Vi har mistet 3 gange og sidste gang vi mistede var den 16 juli 2010. Det er utrolig hårdt både fysisk men så sandelig også psykisk . Noget af det som har hjulpet mig, er at få sat ord på og få lov til at være ked af det og græde. Har en dejlig mand, som bare har været der og sat og holdt om mig når det var det jeg havde brug for. Venner og bekendte har kontaktet mig og sagt at de var der hvis jeg havde brug for at snakke eller bare lave noget.

Min arbejdsplads har været så gode. De sagde at jeg ikke skulle komme før jeg havde det godt. De kom med en kæmpe buket og var meget opmærksom på, hvordan jeg havde det.

Jeg har været træt af at høre familie snakke meget om, hva der kunne være galt med fosteret og at det var det bedste. Det har ikke lige været det vi havde brug for at høre. Nogle har trakket sig fra os. SIkkert fordi de ikke har vidst hvad de skulle stille op eller sige, men det har bare gjort ondt.

 

Var lige lidt fra mig.

Jeg har overhovedet ingen gode råd.. Desværre..

Men en ting jeg oplevede var at folk blev ved med at sige at det var for det bedste, og ligemeget hvor mange gange de sagde det blev det sku ikke bedre.. Så det er nok et NO-GO..

Jeg midstede i jan. 09. Det var ikke noget jeg ville byde min værste fjende.

Lige da det skete, fattede jeg ikke en pind. Det var ikke gået op for mig. Det var først da min mor kom, og hun begyndte at græde, at jeg egentlig fattede hvad det var der var sket. Da blev jeg ked af det. Jeg synes ikke at der var nogen der kunne hjælpe mig. Jeg synes ikke at noget af det som min familie eller venner sagde var godt nok.

Men jeg kan nu se, hvad det egentlig var de gjorde, som faktisk var en stor hjælp. Som man bare ikke lige kunne se, da man stod i det. Det var rart at min mor kom forbi med mad, der bare skulle varmes, for jeg kunne ikke selv overskue at lave mad. Det var vidunderligt at mit job tog det seriøst, og gav mig fri så længe jeg havde brug for det. Var dog hurtigt tilbage, da jeg have brug for at tænke på noget andet. Det var skønt at kollegaer, familie og ikke mindst mine venner og veninder tilbød sig selv mere end en gang. Mine veninder fortalte mig at jeg kunne ringe døgnet rund og tale, eller ringe efter dem og de ville komme.

For mig var det vigtigt at folk omkring mig tog det seriøst, og så det som det store tab det i virkeligheden er. Og at dem jeg holdt af viste mig at de holdt af mig, da jeg aller mest havde brug for det!

Hvis man ikke har overskud på at høre på LORT, skal man aldrig spørge "Hvordan går det?" - For man skal have overskud til at høre på hvor forfærdeligt man kan have det. Har man ikke overskudet FAIR DEAL, men så lad være at spørge!

LYT, hold om, hold af! Det var det jeg havde brug for, da jeg havde det svært!

Man skal også huske, at alle sorgperioder er forskellige, og man kan være rigtig ked af det i meget lang tid. Selv om jeg hurtigt blev gravid igen, og nu har verdens lækreste datter, tænker jeg da stadig på mit englebarn!

/Christina

 

Du er velkommen til at skrive PB hvis du vil høre mere i detaljer!

Min kæreste og jeg Havde en missed abortion i oktober sidste år! Jeg er ikke så god til at takle sådan noget, så jeg tror egentlig, at folk tænkte, at jeg var helt afklaret!

Det værste folk kunne sige til mig var at det var naturens måde at sortere syge børn fra! Det synes jeg virkelig ikke var nogen hjælp!

Jeg har været meget åben omkring hele forløbet og jeg har syntes, at det har været rart at kunne tale om det!

(til min historie skal nævnes, at jeg blev gravid efter første mens igen, så min sorg blev hurtigt overskygget af glæde igen)