Hej alle sammen..
Jeg skriver anonymt.. Fordi.. Ja, bare fordi.. Det er enormt svært for mig at erkende i forvejen.. 
Der er mange ting der spiller ind, men lige nu, syntes jeg bare det hele ser sort ud..
Har ikke rigtig lyst til at skrive en hel roman,ingen gider at læse, så prøver at skrive det så kort som muligt..men i skal bare spørge, og så skal jeg nok svare.. (Og så blev den alligevel lang selvom det er skrevet i korte træk)
Der er mange ting i mit liv lige nu der gør det hele svært..
Jeg er altid den, der er smilet, som redder en andens dag, jeg græder aldrig foran andre, vil helst bare lukke min dør, og være i fred hvis jeg er ked af det, har altid haft det sådan.. Jeg er den, andre syntes er rigtig stærk, og kan klare alt på mine skuldre... Jeg er den, der hjælper andre, før jeg hjælper mig selv.. Jeg kunne beskrive mig selv på mange måder, men i har nok fået ideen..
Jeg har for 8 års tid siden, fået en operation, pga risiko for kræft i underlivet, og laserbehandling i livmoderen og bughulen.. Har stadig celleforandringer, der holdes øje med, det gik fra tjek 2x om måneden, 1xom måneden, hver anden osv - til jeg nu selv, skal sige til, når det er tid, eller jeg kan mærke det..
(Har kunnet mærke det, hver gang det har været slemt)
Undervejs holdt jeg det hemmeligt, for de fleste, idag taler jeg åbent omkring det - takkede nej dengang (var 19år) til psykolog hjælp og alle beundrede mit mod, idag kommer det stærkt tilbage, og min frygt for at blive syg i fremtiden, er meget stærk... Og samtidig er der en del af mig, der egentlig bare gerne vil have det overstået, så jeg ikke skal igennem alle de trælse undersøgelser, og uvidenhed samt ventetid hver gang...
Min far har en stigende alkoholforbrug, primært har han en kone, der er rigtig dårlig indflydelse, og han har svært ved at sige nej.. Har altid godt kunne li en øl, men det er blevet rigtig slemt, og har før konfronteret ham, både med hans forbrug og hans opførsel (var meget modbydelig offentligt), hvilket gjorde vi ingen kontakt have i 2 år. (Det er en længere fortælling) Og efter han har giftet sig med hende her, hører jeg aldrig fra ham mere, han har takket nej i år til både min og min kærestes fødselsdage, med noget som lyder som dårlige undskyldninger..
Han skulle hjælpe min søster i denne her uge med lidt forskelligt, hvor vi aftalte vi skulle tage på cafe, bare os 3, og hygge og få fortalt ham vi var bekymrede, og om det er ham eller hende der ikke er interesseret i at have kontakt ...og hun ville ringe når hun vidste når han kom.. Jeg ringede i starten af ugen, for at høre hvorfor hun ikke have ringet, hvor hun sagde det var fordi hun ikke vidste om han kom endnu, men nok skulle ringe...Det ender så med hun sender en sms i weekenden, og skriver han har været der i 3 dage (Hun bor 5min væk), og han var på vej hjem, og gerne ville se mig inden han tog hjem igen (Han bor langt væk).. Blev simpelthen SÅ ked af det, så valgte at skrive tilbage jeg ikke kom, og fik en "bare iorden" tilbage på sms. Det skal siges det ikke var min far der ringede eller skrev, kun hende.. Jeg er simpelthen såret SÅ dybt, fordi hun er en kujon, og åbenbart tækker i land, og så kan jeg stå alene tilbage og tage en konfrontation, uden opbakning fra hende, er simpelthen bare så ked af det, jeg nærmest slet ikke gider nogle af dem, det kan godt være det lyder som småting, men jeg ser ham bare aldrig, eller hører fra ham mere, og han er jo trods alt min far.. Men de sårer mig bare gang på gang, på gang, mere end de aner..
Hun kunne have sagt hun ikke havde lyst nogen konfrontation, og bare hygge, så kunne jeg have gået derhen, og bare været der og hygget.. Det kan ikke beskrives hvor ked af det jeg er, føler mig ført bag lyset, og har alle mulige følelser og tanker omkring hvorfor de ikke har ringet noget før..
Min kæreste er ved at bakke ud af IUI-D behandling, som vi allerede har haft 3 forsøg med.. Han mener ikke han kan elske det kommende barn.. Og, jeg er nået til et punkt hvor jeg ved jeg ikke kan leve uden børn, og har sagt dette fra dag 1 af da vi fandt sammen, også efter start med IUI-D..
Efter første behandlig, sagde han jeg ligesåvel kunne have været ham utro, for det var den følelse han havde på det tidspunkt.. Og vi har ikke været seksuelt sammen siden februar hvor behandlingen startede...
Han vil ej heller adoptere, eller have plejebørn. Så, selvom han er min eneste ene, er det virkelig svært at acceptere, og lyder rigitg hårdt, men har tænkt tanken om jeg bare skal blive mig selv, og få barn alene (Det her er virkelig i korte træk, men det bliver bare så langt et indlæg)
Oveni alt det, er min søster gravid, vhja fertilitetsbehandling, med termin til januar.. Og har så svært ved hele situationen, har også forklaret hende dette, uden nogen form for, forståelse - Så har opgivet at prøve at tale åbenhjertet til hende, hvor vi egentlig bare danser rundt om emnet.. At vi er i IUI-D behandling var også en hemmelighed hun ikke kunne holde, til sin omgangskreds, så stoler slet ikke på hende mere...
Tillige er jeg lige blevet fyret, pga nedskæringer, og magter bare intet...
Mine venner og familie kan ikke forstå de ikke hører så meget som de plejer, men jeg har bare slet ikke overskud til at "gøre som jeg plejer", og intet overskud til nogen eller noget.. Vi prøver at få det til at køre herhjemme, men det hele virker som en tidsbombe "waiting to happen".. Han ved jeg er rigtig ked af det for tiden, og vi har også snakket om vores forhold, og han prøver virkelig at få det til at køre, men det er bare så svært når jeg er så ked af det indeni...
Syntes det hele er en ond cirkel jeg ikke kan komme ud af, har lyst til at tage bilen, og bare køre.. Enormt langt væk, og komme tilbage om 100år..
Jeg kan ikke beskrive hvordan jeg ellers har det, det hele gør ondt, og jeg er SÅ ked af det...
Har brug for én at nakke med, om mange flere ting end jeg har skrevet (kan jo ikke blive ved)...Så, mit spørgsmål er egentlig.. Går man bare til lægen og beder om henvisning til psykolog, eller skal man alt muligt igennem? Er under ingen omstændigheder interesseret i medicinsk behandling, har bare brug for én at tal med om det hele inden jeg bliver helt skør i hovedet..
