Eksperthjælp: Svar til den forvirrede

Trine Hostrup Dahl

"Svar til den forvirrede"

Hej Tine.

Jeg ved ikke om det er dig jeg skal skrive til, men jeg prøver. Hvis du mener at du ikke kan svare på mine spørgsmål, håber jeg inderligt at du kender en jeg så kan skrive til.

Jeg står i en meget ubehagelig situation, som jeg desværre ikke mener at jeg selv kan klare.

Jeg blev mor for 6½ mrd siden, derfor har jeg en masse at lære endnu. Men min uddannelse som pædagog, og arbejde med små børn har dog samtidig gjort at jeg "ser/lægger mærke" til ting andre måske ikke ville se med det samme.

Mit dilemma handler ikke om mig, min mand eller min VIDUNDERLIGE datter. Men om min veninde. Jeg elsker hende og hendes fantastiske børn på henholdsvis 1 og 2½ år. Og alt hvad jeg skal fortælle dig om og bede om hjælp til, er med hjertet på det rette sted, og for den lille families bedste.

Min veninde er 23 år, og er uden uddannelse, hun har været på kontant hjælp i en meget lang perioe, men er begyndt at arbejde få dage om ugen som vikar og skal starte på et studie til september. Børnene går i samme dagpleje, og elsker hinanden. Jeg er i tvivl om min veninde elsker sine børn, hun klare den sku ikke skide godt (undskyld sproget).

Børnene er usorinerede, faktisk til tider rigtig ulækre, og render derhjemme og er "bare i vejen". Den mindste sidder i en gå-vogn fra h*n bliver hentet i dagpleje klokken 16 til h*n skal spise aftensmad, så er det tilbage i gå-vognen ind til h*n skal i seng. Den store render rundt og søger opmærksomhed så meget, at hans/hendes mor skubber hende væk fra sig, og kan blive vred på ham/hende i stedet for at give ham/hende en svingtur, et kram, et kys, en tur på legepladsen, som i virkeligheden jo bare er det h*n vil have! Børnene har tit gammel mad siddende i håret, beskidt (gammel beskidt) tøj på, de har tit for lidt tøj på og er altid små forkølede. Der er dage hvor jeg har fortalt min veninde at en af dem havde gjort noget i bleen, jeg har tilmed tilbudt at ordne deres ble, men hver gang får jeg afvide, at det lige må vente, til fordel for facebook, eller en serie i fjernsynet. Den ene af børnene har sår på numsen, grundet puhableer, der har siddet for længe. Jeg er af den overbevisning at den mindste af børnene, er lang fra aldersvarende. H*n kan ikke gå, ikke en gang med støtte. Normale børn i den alder pludre, leger og kravler rundt. Men h*n er et yderst passivt barn. Der ikke søger kontakt til andre mennesker. Der bliver ikke gjort noget for at stimulere børnene, og kys, knus og genarel omsorg er en mangelvare. Med hensyn til omsorg mener jeg, at den er mangelfuld både fysisk og psykisk. 

Min veninde skal selvfølgelig have lov til at tænke at det hele kan være lidt uoverskueligt til tider, men jeg er blevet meget bekymret. I den lange periode hvor hun gik hjemme, kom børnene afsted i dagpleje hver evig eneste dag, uden undtagelse. Hun afleverede dem klokken 08.00 og henter dem klokken 16.00 HVER DAG. Jeg ved godt at der kan være dage hvor man kan sende børnene afsted, fordi man skal i banken, til lægen eller bare har brug for ro. Men jeg mener ikke at det er fair, at man gør det hver dag, børnene har aldrig haft "ferie" fra dagplejen, de er der dag ud og dag ind. Agumentet med at børn skal være sammen med andre børn for at styrkke deres sociale færdigheder er jeg meget enig i, men der er ikke andre børn i dagplejen end de to. HVORFOR har hun ikke en dag om ugen med den ene alene, og så med den anden? Jeg forstår det ikke!

Deres hjem er altid ulækkert, og jeg vil mene at det en gang i mellem kan være decideret sundhedsskadeligt at lave med i deres køkken. Men min veninde vil hellere sove end at gøre rent. Jeg har prøvet ALT, jeg har spurgt om jeg skulle tage børnene med på legepladsen, så hun kunne gøre rent, om vi skulle gøre det omvendt, eller om jeg bare skulle løbe over gulvet med støvsugeren, når jeg er der, men ingen af tingene vil hun have!

Hun kan ikke bede om hjælp!?! - Hvorfor?

Jeg har lige læst det hele i gennem, og kan se at jeg slet ikke har nævt børnenes far, Han er en meget kærlig far, som uden tvivl elsker sine børn højere end livet. Men han er meget væk hjemmefra, da det er hans indkomst de lever af. Han tager afsted på arbejde klokken 6 og er hjemme ved 22 tiden, da er han meget træt, og vil gerne have et bad noget mad og en seng. Men min veninde forventer af ham, at han da skal holde hus og hjem, med alt hvad der høre til. Hun bruger sine dage på at sove, spise eller se film. Hun tager gerne hjem til mig, da jeg er på barsel, men jeg tror at hun flygter fra det der hjemme. Hun er ALTID velkommen hos mig og min mand, og jeg opfordre hende til at tage børnene med, da det kunne være hyggeligt! - Men hver gang hun kigger forbi, er det uden børn, fordi de bliver passet eller er i dagpleje. 

Jeg kan ikke være vidne til dette mere, hun er ikke typen man kan tale med om sådan noget, da hun stejler fuldstændig og bliver sur og vred. I bund og grund ville jeg nok godt turde satse vores venskab, hvis det kunne hjælpe børnene, men jeg ved at hvis vi bliver uvenner, er der ikke nogen der gør noget.

Mit dilemma er... Hvis dette var en forældre i min institution, og jeg havde samme viden, ville jeg ikke en gang skulle tænke over hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle tage fat i kommunen omgående, men jeg kan ikke indberette hende/hendes familie. Jeg prøver altid at fremstå som et godt eksempel overfor min egen datter, i håb om at det jeg gør kan smitte af på, hvad hun kan gøre med sine børn.

Jeg tror på det bedste i folk, og jeg vælger at tro på at hun gerne vil sine børn det bedste, men at der ligger noget bag, der gør at hun ikke kan gøre "det bedste".

Hvad skal jeg dog gøre. Jeg er så frustreret, og så ked af det. Jeg elsker jo dem allesammen. Men jeg kan ikke være mor til dem alle tre, jeg ved bare ikke hvordan jeg skal "gå videre" med dette. Men jeg kan heller ikke lade det stå til mere!

Jeg håber at du kan guide mig til en fair løsning.

Mange mange mange frustrede tanker fra mig, den forvirede!  

Trines svar

Kære Forvirrede,

Mange tak for dit brev. Det er sørme en svær situation, du står i. Og jeg tror allerede du har afgjort, hvad der er det rigtige at gøre. Du skriver, at hvis din veninde var en hvilken som helst anden, så ville du ikke tvivle 2 sekunder med at lave en indbretning til kommunen.

Det synes jeg du skal tage alvorligt! de forhold, du beskriver lyder ikke rare. Og jeg er af den opfattelse, at det er børnene først ogf fremmest som man skal tage vare på - alt for ofte er det de voksne, som man tager hensyn til, somm man er bange for at gøre vred, man vil ikke blande sig osv osv.  Og taberne bliver da børnene!

Jeg siger ikke, at jeg synes du skal gå til kommunen som det første. Jeg ville vove pelsen og forsøge om det ikke nyttede noget at tale med din veninde. Eller med hendes mand. Du kan fortælle, at det du vil tale med dem om, er noget som du er bange for at de vil blive vrede over, og at du gør det fordi du ikke er ærlig i jeres relation, hvis du ikke fortæller, hvordan du tænker og synes og at det så i sidste ende alligevel vil belaste jeres venskab. Så ville jeg uden for mange omveje fortælle dem, hvad du ser: Beskidte kontaktsøgende børn, børn der ikke stimuleres nok... hold dig til det du ser og ikke, hvad du tror. Du kan fortælle dem, hvor urolig du er over det, og at du ikke længere kan holde ud at se på det. Og at du vurdere at der må hjælp til. En hjælp, du har forsøgt at tilbyde uden held.

Hidser din veninde sig op, må du roligt fortælle hende at nu har du sagt det, og du forventer, at de gør noget ved det - ellers vil du indberette hende.

Jeg synes du skal fortælle dem, at du gør dette ud fra kærlighed til dem og deres børn og at du ikke ønsker at såre hende, og at det er vigtigere for dig at passe på børnene end det er at undgå hendes vrede.

Sker der ikke nogen bedring i forholdene, mener jeg at det er din pligt at kontakte kommunen, så familien kan få noget hjælp og der bliver taget fat i, hvordan børnene trives.

Det er en rigtig træls opgave, der venter dig og jeg ønsker dig held og lykke med det, og synes du skal rose dig selv over at du med en lille ny stadig har overskud til at have omsorg for andre børn. Det er flot!

Kærligst Trine