Eksperthjælp: Til ung kvinde på 22 år

Trine Hostrup Dahl

"Til ung kvinde på 22 år"

Hej Trine

Jeg er en ung kvinde på 22 år, der, sammen med min kæreste, gerne snart vil have børn. Jeg glæder mig rigtigt meget, og vi har aftalt med hinanden at det skal ske når jeg er færdig med den pakke p-piller (3x21 piller) jeg lige har købt.

Men det jeg så står med, og gerne vil spørge dig til råds omkring, er, at jeg ret tit har følelsen af at jeg bare har lyst til at sætte mig ned og tude. Og jeg ved ikke hvorfor. Nogle gange føler jeg bare at verden er ond og uretfærdig, og jeg føler mig alene og utrøstelig. Men disse stunder kan tit bare vare i en time eller 2. Når jeg kommer ud med tårene føler jeg mig tit mere lettet og glad igen.
Jeg har haft det sådan siden slut September sidste år. Jeg har haft søgt læge fordi jeg mente jeg havde en depression, og kom da også på antidepressiv medicin (Cipralex), men følte ikke det hjalp, og droppede det derfor hurtigt igen (efter 1 måned).

Disse turer er dog blevet f ærre med tiden, men kommer stadig til tider, som skrevet ovenfor. De har det med at komme når jeg føler mig presset eller jeg føler der stilles høje forventinger til mig.
Jeg går lige pt. i 3.g for anden gang. Jeg droppede ud af 3. år på gymnasiet for 2 år siden pga. mobning, men vil nu meget gerne tage det sidste år inden det er for sent. Jeg har glædet mig til at starte, men nu hvor jeg har været i gang i en uge, føler jeg mig alene og udenfor når jeg er på skolen. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at passe ind i en klasse, hvor den ældste er 2 år yngre end mig, og den yngste 5 år yngre.

Jeg vil høre dig til om du mener jeg skal vente lidt med graviditeten, da den godt kan være hård ved kroppen mht. humørsvingninger og fødselsdepression. Og jeg vil jo helst heller ikke at mit dårlige humør skal gå ud over andre, hvilket det har en tendens til allerede nu, hvis jeg er i skidt humør.

Mange venlige hilsner herfra

Trines svar

Kære unge kvinde

Det er svært at sige noget om, hvornår man er klar til at få et barn - og sandt er det, at det er en stor omvæltning af ens liv, og det kan være meget overvældende pludselig at have ansvaret for et lille hjælpeløst væsen, som er helt og aldeles afhængigt af dig.

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at komme tilbage til gymnasiet, da jeg forestiller mig at du er kommet ind i en klasse, hvor du står lidt udenfor dels pga din alder og fordi det er relativt sent at komme ind i en klasse, hvor der er etableret venskaber, roller mm.

Jeg ved at antidepressivt tager en måneds tid før det er optaget i kroppen og begynder at virke. Stoppede du bare selv eller rådførte du dig hos en læge?

Du skriver ikke så meget om dine familiemæsssige realtioner, og hvordan dig og din kæreste iøvrigt har det sammen - kan du tale med ham om at du indimellem bliver så ked af det? Og hvordan støtter I hinanden?

jeg tænker om det kunne være en idé at begynde i noget terapi? Du skriver at efter en tudetur føler du dig mere glad bagefter og at det er som om noget er lettet inde i dig. Et forløb hos en terapeut eller psykolog kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor du har den sorg inden i dig, hvad er du bange for, hvad er du måske vred over? Din lettethed er som jeg ser det et lettethed fra et eller andet? Hvad er det du bærer på, som gør at du reagerer med at græde meget længe?

Jeg ved ikke om dette er svar nok, og jeg håber at det har givet dig modet til at finde hjælp, så du kan få det liv, du ønsker dig - med glæde, uddannelse og familie.

Kærligst Trine

Hey igen Trine

Det er nemlig det jeg er bange for. Afhængigheden. Men jeg ved også at jeg kommer til at elske barnet højere end noget andet. Men er også bange for at komme til at stå alene med det hele :/

Det med gymnasieklassen er helt perfekt ramt. Jeg har fundet de folk jeg gerne vil gå sammen med, men at komme ind i flokken og falde til at rigtig svært.

Jeg stoppede bare med medicinen. Snakke med min daværende psykolog om at jeg stoppede. Og det var i orden med ham, da jeg fortalte at jeg ikke følte det virkede.

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive om min familie. Jeg har boet i pleje siden jeg var 4 (sammen med min storesøster til vi var henholdsvis 7 og 9), og flyttede til en anden plejefamilie da jeg var 13... Jeg havde det rigtig godt i den første familie, men der skete nogle ting, der gjorde at jeg blev nød til at flytte. Jeg kom ud til den plejefamilie min lillebror bor i. Der boede jeg til jeg var 20, og var ikke glad for det. Jeg kunne slet ikke stemmes overens med plejeforældrene. Jeg følte mig undertrykket og at jeg ikke fik lov at leve mit liv fuldt ud.
Jeg har altid haft kontakt til min biologiske mor, og har altid haft et godt og tæt forhold til hende, selvom jeg ikke ser hende så meget.

Jeg føler ikke jeg rigtigt kan snakke med min kæreste om mine humørsvingninger. Jeg har prøvet flere gange, og jeg har det som om han ikke forstår mig. Jeg gør ondt inden i mig. Jeg har sagt til ham, at jeg bare har brug for at han er der for mig, og bare lytter til mig når jeg har det skidt. Vi er begge enige om at jeg skal have psykologisk hjælp, og jeg er godt i gang. Starter denne mandag (d. 30. august), med hjælp fra skolen.

Jeg har prøvet med "alm." psykologhjælp, med en person der sidder og lytter og skriver ned osv... Og det kan jeg bare ikke med. Jeg føler ikke jeg bliver lyttet til.
Og jeg ved heller ikke hvad det helt præcist er der er galt, og selvom jeg prøver at tænke over det selv (hvilket jeg har de bedst med at gøre), så sys jeg ikke jeg kan finde frem til en løsning.

Håber dette kan hjælpe dig yderligere

Kærlig hilsen Nova